Fallujah samler brikkerne på ny
Der hersker fagfolk og lægmænd imellem relativ bred konsensus om, at Fallujah traditionelt set hører til blandt den absolutte elite inden for moderne progressive tech death. Et kor, vi her på matriklen i reglen troligt har istemt – med forsmædelige Undying Light som den vel nærmest obligatoriske undtagelse. Men som min anmeldende kollega så indsigtsfuldt påpegede, da Empyrean tre år senere landede i redaktionens dueslag, så var det måske netop ’den dekonstruktion, der skulle til, for at bandet kunne vende tilbage til deres nuværende form’. Klip til i dag og gruppens sjette album, Xenotaph, hvor en ny nedbrydningsproces lader til at have indfundet sig. Her har tidligere turnerende medlem Sam Mooradian fået fast hyre som rytmeguitarist, alt imens institutionen Andrew Baird har forladt sin taburet bag tønderne til fordel for Kevin Alexander. Med den nye besætning på plads spænder vi sikkerhedsbæltet og gør klar til affyring.
Teknisk tæft uden reel sjælebrand
Ombord på Xenotaph sætter Fallujah kurs mod de ekstraterrestriske luftlag, karakteriseret gennem deres teknisk krævende spillestil. Albummet præsenterer således et sci-fi-koncept inspireret af Frank Herberts Children of Dune, hvor vi føres gennem en verden hinsides døden. En ambitiøs narrativ, der bestemt tilfører lytteoplevelsen en vis dybde, men som indimellem kan virke for abstrakt. ”In Stars We Drown” er ud fra denne præmis en glimrende ambassadør for den progression, Fallujah har undergået siden slutningen af 00’erne.
Hvor udtrykket i sin tid tog sit energimættede afsæt i deathcore, er fokus nu rettet mod pulserende skift mellem blastbeats, tekniske guitarpartier og atmosfæriske passager. Numre som ”Kaleidoscopic Waves” og ”Labyrinth of Stone” demonstrerer for så vidt både teknisk tæft og evnen til at skabe stemningsfyldte landskaber. Ikke desto mindre trækker instrumentalpassagerne alt for ofte ud. Den haltende intensitet efterlader samtidig en følelse af, at albummet har umådeligt svært ved at opbygge og bevare momentum over længere tid. Det bør dog ikke alene lægges rytmesektionen til last. Her kan også skæves i retning af produktionen.
På papiret var undertegnende ellers positivt stemt over for valget af Dave Otero. En sædvanligvis dygtig producer, der med kirurgisk præcision tidligere har formået at indkapsle den kaotiske og brutale horroræstetik på Vault of Horrors såvel som den sonisk overvældende og til tider groteske dynamik på Terrasite. Men ak … i tilfældet Xenotaph forsømmer de højglanspolerede flader at understøtte den emotionelle tyngde, Fallujah så ihærdigt søger at formidle. Vi savner ganske enkelt ånderum, og her kunne en lidt mere rå tekstur passende have udgjort rumskibets manglende iltforsyning.
Stjerner i sigte, men …
Sammenlignet med tidligere værker som Empyrean og især fænomenale Dreamless træder Fallujah denne gang i højere grad et skridt til siden – for ikke at sige baglæns – end fremad. Som et fjernt ekko af The Work, hvor kollegerne i Rivers of Nihil ligeledes sled med forudsigeligheden og den kontrollerede lyd, fremstår Xenotaph som repetition af velkendte idéer. Der er imidlertid ikke tale om et decideret dårligt album. Det er gennemtænkt, velfremført og vil uden tvivl tiltale loyale fans, der har savnet bandets distinkte lyd. Men for dem, der håbede på noget nyt, rystende eller følelsesmæssigt gribende, er det svært ikke at føle en vis skuffelse. Fallujah sikrer sig mod at fejle, men også mod at overraske, og det er netop dét, der efterlader albummet i et vakuum af kompetent middelmådighed. Vi opsender fluks en nødkapsel med ekstra brændstof, iltmasker samt 6 kranier i kryostase.
