Hver ulv bør kende sin floks ophav
Det hører ingenlunde til sjældenhederne, at vi mennesker føler behov for at genopdage vores rødder. For at forstå hvem vi er, må vi nødvendigvis vide, hvor vi kommer fra. Wolfhearts ubestridte alfahan, forsanger og grundlægger Tuomas Saukkonen, er ingen undtagelse. Krønikerne på Wolves of Karelia fra 2020 udpenslede således Vinterkrigen i 1939-40, hvor russerne annekterede bandets hjemstavn, den finske region Karelia. Denne gang er blikket rettet mod skabelsen af den nordiske verden, fabuleringer fra den finske mytologi samt landets bjergtagende naturlandskab. King of the North, der i øvrigt har fint besøg af både Jesse Leach fra Killswitch Engage og Karl Sanders, der til daglig slår sine folder hos de amerikanske tech death nestorer i Nile, følger dermed i sin forgængers historietematiske fodspor.
Fortællinger fra de tusind søers land
Intentionerne om at udforske de forskellige aspekter i nordens tilblivelse bliver tydelige allerede på ”Skyforger”. En 7½ minuts hyldest til Nordstjernen, der i løbet af sin vandring ganske vist udmærker sig ved atmosfærisk pianospil og harmoniseret baggrundskor, men samtidig mister dynamik med sine repetitive riff loops og lidt flade clean vocal-sektioner. Samme ambivalens oplever jeg ved at lytte til ”Ancestor”, hvor energisk tempo på dobbeltpedalen og en vellydende Jesse Leach ikke i tilstrækkelig grad formår at opveje frustrationen over en gæsteoptræden, der begrænser sig til 4 linjer i omkvædet samt generel mangel på variation i growl-passagerne.
Det samlede lydbillede står dog væsentligt mere i vater på numre som ”Knell” og ikke mindst ”The King”, hvor vi følger den forbudte vinterjagt på skovens hersker, den brune bjørn. Der er tillige fuld smæk på samtlige synapser under ”Cold Flame”, hvor melodiske riffs, veltilrettelagte blast beasts samt en bister brølen fra Karl Sanders får de finske fjelde til at slå revner.
Desværre fastholder King of the North ikke sit opbyggede momentum, og albummets sidste tredjedel bærer endnu engang præg af monotoni og uafstemte kompositioner. Her er jeg i særdeleshed nødt til at nævne ”Headstones”, hvor en velfungerende grundmelodi forplumres af næsten 1½ minuts instrumental intro på et nummer med en løbetid på lige omtrent 4 minutter. Det efterlader et noget magert tekstindhold, der kunne være udeladt, og i stedet erstattet af et komprimeret, rent instrumentalnummer på linje med ”Shores of The Lake Simpele”, åbneren på albummet Tyhjyys fra 2017.
Vinteren er over os
Med King of the North, slutter Wolfheart sig til den allerede alenlange række af kunstnere, der i løbet af det snart forgange år har sluppet kaskader af metervare-metal løs. Growls er veludførte, men forudsigelige og ofte for ufarlige. Joonas Kauppinens trommer mangler variation, og generelt savner jeg flere atmosfæriske riffs i tråd med ”The Hunt” på Winterborn. Til gengæld er de vokale indslag af henholdsvis bassist Lauri Silvonen på ”The King” og Karl Sanders på ”Cold Flame” af fornem kvalitet. Fremhæves bør også pianostykkerne på ”Skyforger” og ”Knell”, der giver nostalgiske vibes i retning Kasper Mårtensons stemningsfyldte keyboard-spil på Tales From The Thousand Lakes, 1994-udgivelsen fra landsmændene i Amorphis. Symptomatisk for udgivelser anno 2022 får vi 3-4 virkelig velproducerede numre, mens det resterende album ligger på det jævne. Det får den slet skjulte trussel om vinterens komme fra Game of Thrones til at virke som et forjættende løfte, og for afslutningsvis at blive i George R. R. Martins fiktive univers kan man samtidig ikke undgå at føle en vis lettelse over, at vagten omsider er (ved at være) forbi.
