
WARNING!
‘By proceeding to play this record you agree that Dying Victims Productions has made you aware of the history and dangers associated with the band Hellcrash. D.V.P. is released of all liability for any adverse event that will occur to you while or after you listen to this LP, including death, brain damage, demonic possession and fires of unknown origin. If you disagree in any way with this notice, DO NO PLAY THIS RECORD’. Præcis det samme gælder naturligvis for Heavymetal.dk og denne anmeldelse.
Besat af ondskab og metal
I 2023 leverede Hellripper et moderne hovedværk inden for blackened thrash. På samme tidspunkt udgav italienske Hellcrash allerede deres andet fuldlængdealbum, Demonic Assassinatiön. Det var en skive, der i vildskab og passion ikke havde noget at skamme sig over i forhold til Warlocks Grim & Withered Hags, og for nylig har trafikuheldet fra helvede smidt deres tredje udspil, Inferno Crematörio, på gaden. Selvom krematøriet er en lille smule mere poleret end tidligere, fortsætter Hellcrash i det store hele den rå stil fra forgængerne med rendyrket Show No Mercy-æra Slayer-, tidlig Destruction- samt ikke mindst Venom- inklusive Motörhead-hyldest.
Titelnummeret begynder løjerne med følgende svada: ‘Obsessed by evil and metal, in leather and spikes. Megawatt mayhem through darkness the lightning strikes twice’. Sådan starter man selvfølgelig et 80’er-tilbedende album! Der er så meget smadder på det åbningsnummer, men overraskende nok er der også plads til både dynamik og lækre riffs. Husk i øvrigt, når du skråler med på omkvædet, at ’Crematörio’ kræver en stærk italianö-engelsk dialekt!
Italienerne formår dermed at bygge lidt på deres rå og kaotiske udtryk – og ofte går det rigtigt godt. Det sker for eksempel på ”Oathbreaker”, hvor de sågar sætter tempoet lidt ned både i introen og flere steder undervejs. Der er endda melodiske sekvenser, hvor man får lidt Maiden-vibes. Mindre godt går det til gengæld på et nummer som ”Purgatory Raiders”, hvor c-stykket, eller hvad man nu skal kalde det i den her sammenhæng, virker lidt usammenhængende. Måske går det alligevel lidt for stærkt? I hvert fald overdrives dynamikken, og sangen taber pusten, inden sidste vers sætter fut i Beelzebubs følehorn igen. På det afsluttende og ti minutter lange ”Templar’s Curse” rækker Hellcrash mod de progressive stjerner, men de er desværre stadig udenfor deres rækkevidde. Trioen bør helt klart holde sig til kortere brag som ”Mark of the Beast”, der indeholder ingen-dikkedarer-smadder, men igen med en snert af stærkt underholdende rock og rul.
Ros for de øgede ambitioner
De fleste sange på det her album handler om, hvordan det er at opholde sig i helvede, og for de mange uindviede, der ikke forstår, hvor fedt det i virkeligheden er, lyder det med garanti også af helvedes til. Dem om det. Desværre for Hellcrash, og de fleste andre aktører i denne spirende subgenre, blev barren for to år siden sat urimeligt højt af det skotske unikum bag Hellripper, James McBain. Hellcrash har med Inferno Crematörio endnu en gang udgivet et prisværdigt forsøg på et nå samme højder. De er ikke kommet helt i mål med det, men når dette album er godt, og det er det trods alt ofte, så er det en sand fornøjelse at lytte til.