Therion - Leviathan II

Leviathan II

· Udkom

Type:Album
Genre:Symfonisk metal
Antal numre:13

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

”Kære dagbog – 2. kapitel”

Man kan næsten se for sig, hvordan den 50-årige veteran og arkitekt bag Therion, Christofer Johnsson, har ført en indre monolog. Leviathan II skulle ikke blot ses som den naturlige fortsættelse af bandets selvbiografiske albumtrilogi, der indledtes med Leviathan sidste år. Efter fadæsen Becoming Antichrist tilbage i 2018 har det været Johnsson magtpålæggende at genetablere forbindelsen med gruppens standhaftige fanskare. Der er som følge heraf gravet dybt i bagkataloget for at genskabe den melankolske aura, der var kendetegnende for albummet Vovin fra 1998 – bandets uomtvisteligt største kommercielle succes til dato. Leviathan II er samtidig Therions 18. langspiller og markerer gruppens 35-års jubilæum som en af pionererne inden for den symfoniske genre.

Krigen i Himmelen og Lucifers fald

Allerede i ouverturen, ”Aeon Of Maat”, sætter Lori Lewis med sin andægtige vokal samme stemning, vi forbinder med Simone Simons sopran i Epica. Björn Höglunds taktgentagelser på slagtøjet bliver dog hurtigt enerverende, og nummeret udmærker sig derfor primært ved sin begrænsede spillelængde. Til gengæld skorter det ikke på variation under ”Litany Of The Fallen”, beretningen om krigen i himlen og englenes efterfølgende fald. Vi mødes af et sansebombardement, der kontekstuelt kan beskrives som et frontalsammenstød af bibelske proportioner mellem Nightwish og Münchhausen By Proxy (læs, fiktiv gruppe i filmen Yes Man). De symfoniske omkvæd er således harmonisk indlejret og bibringer en stemningsfyldt atmosfære, mens kontraststykkerne eksekveres akavet og arytmisk.

Rytmen bliver igen omdrejningspunkt for pladens absolutte lavpunkt, ”Lunar Coloured Fields”, hvor den maniske, nærmest messende, repetition af nummerets titel fremkalder neurotiske trækninger omkring øjnene. Höglunds stereotype trommespil gør igen ikke meget for at bidrage positivt til den samlede monisme, og her melder sig unægteligt spørgsmålet om, hvorvidt det var en god idé at udlåne Sami Karppinen, der siden sidste år har optrådt som live-suppleant i Mikael Åkerfeldts Opeth. Med den stort anlagte ode til Lucifers øverste embedsmand, ”Lucifuge Rofocale”, får vi til gengæld en Maggiterning, selve essensen af Therion, kogt ned til lige knap 5 minutter: Et velsmagende ”Barracuda møder Innuendo”-riff, krydret med det mest varierede trommespil, pladen indtil videre formår at mønstre samt et strejf af Celtic Frost-rødderne i ekstremmetallen. Hele anretningen toppes af med melankolske undertoner, vi kender fra blandt andet førnævnte Opeth OG netop Vovin. Man skal i dén grad være ”Palle fra Kalundborg” for at finde håret i suppen her.
  
De omfattende kompositioner har alle dage været blandt Therions mest fremtrædende karaktertræk, hvori adskillige af metallens øvrige, prominente navne har sat deres personlige præg. På numrene ”Midnight Star” og ”Codex Gigas” mærkes tydelig inspiration fra Marko Hietalas tilstedeværelse på forgængeren Leviathan, mens Erik Mårtensson på da capo-finalen ”Pazuzu” tager prisen for dette albums mest navnkundige gæstesolist. Et nummer, der ligesom den indledede skæring, ”Aeon Of Maat”, af uransagelige årsager optræder i en alternativ version placeret sidst på albummet. En mærkværdig disposition, der sætter et anæmisk punktum og efterlader mig med et helhedsindtryk lidt nord for det jævne.

Marginal fremgang at spore

Der er over en bred kam skruet voldsomt op for de teatralske virkemidler, og lydbillederne fremstår generelt enormt insisterende og massive. Når pladen bliver bedømt som værende godt og vel gennemsnitlig, skyldes det flere ting. Lori Lewis bliver i øverste toneleje ofte for skinger, mens hendes mellemleje og de støttevokale sektioner for Thomas Vikströms hovedvokal fungerer væsentligt bedre. Der er tillige for få numre, hvor man for alvor kan høre variationen i trommespillet, der når det fungerer til gengæld fremstår stramt og veleksekveret. Her kan man så glæde sig over, at ovenomtalte Sami Karppinen atter står til disposition. Endelig så hører vi efter min smag for lidt til guitarist Christian Vidal, idet riffs og breakdowns er for få og generelt for korte, når de indimellem får tilkæmpet sig spilletid. Med andre ord kan der spores marginal fremgang fra første del af Therions memoirer, Leviathan. Samtidig sidder jeg tilbage med et indtrængende håb om, at sidste del af den planlagte trilogi i højere grad finder balancen end sine forgængere.     

Tracklist

  1. Aeon of Maat
  2. Litany of the Fallen
  3. Alchemy of the Soul
  4. Lunar Coloured Fields
  5. Lucifuge Rofocale
  6. Marijin Min Nar
  7. Hades and Elysium
  8. Midnight Star
  9. Cavern Cold as Ice
  10. Codex Gigas
  11. Pazuzu
  12. Aeon of Maat (Alternative Vocals Version)
  13. Pazuzu (AOR Version)

Tilføj kommentar