Alle ’gode’ gange tre
Det vil formentlig være noget af en tilsnigelse at tale om deciderede forventninger til Leviathan III ovenpå episode I og II. Alligevel endte lige dele nysgerrighed og nostalgi med at tage overhånd, da Therions seneste album landede i postkassen forleden. Nysgerrighed i den forstand at denne anmelder selv havde forestået bedømmelsen af det foregående afsnit, og nostalgi fordi netop nærværende anmeldelse samtidig markerer mit første genbesøg af samme kunstner i forbindelse med en studieudgivelse. Efter at have lyttet til de præmaturt udgivne singler samt finkæmmet albummets casting må jeg medgive, at interessen kølnede en smule. Hvor vi middelmådige resultater til trods tidligere har haft fornøjelsen af prominente gæsteoptrædener fra Marko Hietala, Snowy Shaw og Erik Mårtensson, er det konkluderende kapitel fuldstændig renset for overraskelser af den kaliber. Nuvel, en bog skal som bekendt bedømmes på sit indhold og ikke sit omslag. Lad os derfor fluks bladre om til første side …!
Kald mig Ismael …
Herman Melvilles roman Moby Dick fra 1851 er beretningen om kaptajn Ahabs besættelse i jagten på den enorme hvide hval fortalt af sømanden Ismael. Som den eneste overlevende reflekterer han over det, der i nutidig forstand kan betragtes som den hvide mands kapitalistiske selvdestruktion. Og her bliver vores historie faktisk ganske interessant. Leviathan III er nemlig først og fremmest et paradoks, som (også) metalscenen efterhånden har befundet sig i, flere gange end jeg har tal på. Inden vi løber ud ad den tangent, skal vi naturligvis lige løbe de forhåndenværende fabuleringer igennem. Vanen tro befinder vi os i den mesopotamiske mytologi, nærmere bestemt i underverdenen, hvor gudinden ”Ninkigal” regerer. Med fuld appel på dobbeltpedalen suppleret af en hidsigt snerrende dødsrallen falder Lori Lewis ind til tonerne af de proggede riffs. En stilart, Johnsson og Vidal i øvrigt genanvender under det hedenske ofringsritual ”Midsommarblot”.
Netop disse skæringer udgør nogle af de få eksempler på opretholdelse af den dobbeltsidede, delikate balance mellem det appellerende og det excentriske. Ja, indrømmet, nu bliver det en kende knudret, men tillad mig at uddybe: Som de moderne lyttere ønsker vi både det genkendelige og det unikke. Det genkendelige bør dog aldrig blive repetitivt og trivielt, mens det unikke kun lige nøjagtig bør være så enestående, at vi stadig kan relatere dertil …! Et par glimrende eksempler på den fejlslagne ambition finder vi i både ”Ruler of Tamag” og ”Ayahuasca”. Begge indeholder for så vidt indtil flere interessante komponenter, men skyder samtidig en dræbende hastighed af syv-otte minutter i timen. Hvor kordelen saboterer de akustiske passager og den øvrige orkestrering på førstnævnte, falder sidstnævnte lige lukt i ovenstående afsnits trivielle faldgrube. Harmoniseringen mellem Lewis og Wikström henleder uvægerligt tankerne på Nightwish i årene ’07-’12, om end ’portrættet’ af Anette Olzon fremstår noget mere vellykket end det af hendes daværende mandlige modstykke, læs: den indledningsvis omtalte gæstesolist.
Efter ubehjælpelig padlen gennem ”Maleficium”, der atter fremmaner ønsket om en kontraktlig forpligtelse af Hietala på permanent basis, støder vi to numre fremme på, hvad der øjensynligt ligner en redningskrans i form af spøjse ”Baccanale”. Denne kærkomment komprimerede sag på knap fire minutter kan bedst beskrives som resultatet af ABBA-harmoniseret vokalklang, der møder Megadeth-insinuerende instrumentering! Og selv hvis du skulle være af den opfattelse, at en sådan vederstyggelighed aldrig burde have gang på jord, så garanterer jeg, at det dog for intet er at regne i sammenligning med ”Duende”. Her viser de sensuelle akustiske træk sig lynhurtigt blot som camouflage for jammerlige fraseringer, der emmer af amatørteater. Et helt igennem tarveligt træk over for den vansmægtede lytter, der burde takseres til et gedigent rap over nallerne og en omgang samfundstjeneste på den lokale distriktsskole.
Falleret fabeldyr omsider stedt til hvile
Generelt bliver vi belemret med ALT for langtrukne kompositioner, der savner fokus såvel som fremdrift. Lori Lewis fungerer som tidligere nævnt bedst i bas og alt, men forfalder undervejs atter til det kunstigt opskruede sopranleje. Det fungerer ganske enkelt ikke. Der er dog Thomas Wikström, der ender med at fremstå som kædens svageste led. Hans ofte skingre og svulstigt affekterede vokal i de ’tyske power-serenader’ giver nervøse trækninger omkring øjnene. Ydermere kunne mangen en konklusion fra det snarligt hedengangne år atter finde genanvendelse: Den fængende melodi ofres (også her) til fordel for de teatralske virkemidler. Det virker af og til, som om kunsterne efterhånden har glemt, at deres værker ikke udelukkende er et spørgsmål om selvrealisering. De er som fuldtidsprofessionelle i allerhøjeste grad afhængige af folkets gunst. Med det sagt må vi konstatere, at Therion har gjort sig selv og omverdenen en tjeneste ved langt om længe at stede det fallerede fabeldyr til hvile.
