Se7en
Mors Principium Est er et af de bands, vi her på Heavymetal.dk har anmeldt ret så mange gange. Faktisk er alt, undtagen deres debut, Inhumanity fra 2003, noget, vi har haft vores klamme fingre i. Så naturligvis kaster vi os også over deres syvende album – et album, hvor de tydeligvis ikke har orket at være kreative i forhold til titlen, for hvorfor ikke bare være direkte og kalde sit syvende album for Seven? Vi har tidligere anklaget de arme finner for at have for store armbevægelser, for at benytte sig af for megen patos og for at ville flyvere tættere på solen, end hvad voksen kunne tåle. Men holder disse anklager i 2020?
En hyldest til Skandinavien
Finsk metal er en herlig størrelse. De saunaglade lømler har virkeligt formået at skabe en lyd, der gør, at man aldrig er i tvivl om, hvorvidt et metalband er finsk eller ej – med få undtagelser! Masser af guitarlir inspireret af både Yngwie og nyligt afdøde Van Halen, en vokal der hører hjemme i 90’ernes Norge samt en idiot savant bag keyboardet – ja, så har vi opskriften på ni ud af ti finske metalbands, og så kan man selv tilsætte diverse symfoniske elementer afhængig af hvor meget eller hvor lidt Wintersun, man vil have. Mors Principium Est er absolut ingen undtagelse – tværtimod, så virker det til, at de to genier bag, Ville og Andy (som ganske vist er lige så finsk som cheddarost og yorkshire pudding!), hylder den stolte, finske metalidentitet. Når jeg lytter til Seven, så hører jeg Children of Bodom, Wintersun, Amorphis og Omnium Gatherum. Men enkelte numre, som for eksempel ”Rebirt”, får mig til at tænke på Dimmu Borgir, og generelt er Villes vokal meget tættere på Shagrath end Alexi Laiho. Men trods deres ærkefinske lyd, så er der også en hel del guitarsektioner samt breakdowns, der minder en lige så meget om den svenske (Gøteborg-)scene, så på mange måder formår Mors Principium Est at hylde sine nordiske brødre (jo jo, vi danskere bliver ganske vist glemt, men det er vi vant til).
Bandet bedriver som sådan ikke noget nyt på Seven. I stedet fortsætter de ned ad den vej, som de siden deres undfangelse har gået ned ad. De kender efterhånden også hver en sten, hvert et nedfaldent blad og hver en kvist på den vej, så hvorfor ikke fortsætte? Seven er muligvis også bandets bedst producerede album til dato, det lyder virkeligt godt, og især vokalen går stærkt igennem, så trods Villes skrål og skrigen står lyrikken skarpt. Især sammenlignet med forgængeren Embers of a Dying World, som ærlig talt havde et noget fladt og arkaisk mix for en plade lavet i 2017.
Fremragende!
Seven er på mange måder en ærketypisk finsk metaludgivelse. Men alligevel formår duoen at hente lidt sonisk inspiration fra nabolandene, og så har jeg absolut intet imod de store armbevægelser, så længe man lige har afmålt lokalet først, så man ikke vælter mormors urne eller den antikke mingvase ned fra kaminhylden. ”Lost in Starless Aeon”, ”March to War”, ”Rebirth” og ”At the Shores of Silver Sand” må nok siges at være de numre, hvor bandet virkelig giver den én over nakken. Men de resterende seks numre har bestemt også meget at byde på. Det lyder måske af meget, men trods sin lidt klodsede titel er Seven nok den bedste udgivelse fra Mors Principium Est indtil videre – så bravo!
