Finsk melodød spiller patos på svensk
Det’ noget med død
Det finske band Mors Principium Est har siden 2000 udgivet fem albums og er nu klar med deres sjette: Embers Of A Dying World. Mors Principium Est kan oversættes til noget i retning af “Døden er begyndelsen” - men det er nu ikke dødsmetallens begyndelse, tankerne bliver ledt hen imod, når man lytter til bandet. Den form for metal, vi bliver præsenteret for af Mors Principium Est, kan bedst betegnes som symfonisk melodød.
Det svenske finske
Det musikalske udgangspunkt for Mors Principium Est er uden tvivl fundet i Sverige - nærmere bekendt de i de spæde melodøds-skridt taget i Gøteborg af bands som At the Gates, Dark Tranquillity og In Flames.
Men på trods af, at det uden tvivl er i Sverige, det musikalske fundament er hentet, er man ikke i ét sekund i tvivl om, at det er et finsk band, man lytter til, når man hører Mors Principium Est. Den overdrevne, og samtidig lidt karikerede, helt specielle finske tilgang man finder i finsk metal, på tværs af genrer i øvrigt. Det er det åndsfællesskab, der knytter bands som Children of Bodom, Nightwish og Korpiklaani. Bands, som spiller en relativ rendyrket genre-metal, men med det ubeskrivelige finske finnish , der for nogen gør hele udtrykket lidt fjollet, men for dem, der kan sluge kamelen, fungerer som et ekstra fyldigt lag.
Bandet forsøger, albummet igennem, at skabe en meget episk, storladen og symfonisk dimension på albummet. Det fylder relativt meget i form af diverse virkemidler som kvindelig skønsang, kor og synthesizer med “orkester”-lyd. Lyt f.eks. til ”Into the Dark” eller ”Death Is the Beginning”. Dette resulterer i en voldsomt symfonisk og patosfyldt melodød - der på flere steder bliver meget stå-på-toppen-af-et-bjerg-med-vinden-i-håret-mens-jeg-spiller-guitarsolo-agtig.
Produktionen harmonerer godt med den finskhed og patosstemning, der er på albummet, og lyden bliver lidt poleret med en næsten 90’er prog-metal-æstetik.
Don’t try, just do
Mors Principium Est er bedst der, hvor de glemmer at prøve. Der, hvor de ikke længere prøver på at lyde episke, symfoniske eller noget som helst andet. Der, hvor de bare spiller deres musik uden alt for mange dikkedarer som f.eks. på ”The Colours of the Cosmos” - der fungerer det.
Hvis du har en speciel interesse i episk, finsk, storladent melodød, er Embers Of A Dying World en rigtig spændende udgivelse. Men for os almindelige dødelige metal-hoveder fylder jagten på den episke lyd desværre for meget.
