Helvede tur-retur
I tre årtier har Iron Savior bekæmpet alskens trusler fra galaksens fjerneste afkroge, men for frontmand Piet Sielck har de seneste år budt på en langt mere jordnær kamp. En kræftdiagnose forvandlede ordene fra ”Through The Fires Of Hell” på Firestar (2023) til barsk virkelighed, og på efterfølgeren Deathbringer samles trådene op med ”Back From The Fires Of Hell”. Samtidig kan de hamburgske power-veteraner fejre 30-årsjubilæum, hvilket markeres med en ny pladekontrakt hos Frontiers Music og en tilbagevenden til konceptalbummets galaktiske slagmarker. Efter 200 års fred truer den insektlignende race The Shadows atter menneskehedens eksistens. Men mens fjenden har oprustet, er spørgsmålet, hvorvidt Iron Savior selv har fundet nyt brændstof til det efterhånden særdeles velkendte maskineri.
Når mere bliver for meget
Den filmiske ouverture trækker lytteren ind i et klaustrofobisk, uendeligt mørke, men allerede på titelnummeret ryger den kosmiske uhygge om i lastrummet. Galopperende riffs, melodiske guitarharmonier og svulmende omkvæd leverer al den opstyltede pomp og pragt, man forventer af tysk powermetal, om end dommedagstruslen minder mere om et velkoreografret cosplay end en nært forestående apokalypse. Heldigvis får ”Light In The Dark” og især den mere speed metal-orienterede ”The Creature’s Tale” skuden på ret kurs. Hvor førstnævntes ellers skabelonagtige overlevelseslyrik får uventet menneskelig resonans i lyset af Sielcks sygdomshistorie, forener sidstnævnte kontant fremdrift med den eksistentielle tyngde fra fortællingen om Frankensteins uhyre. Her kommer de store armbevægelser omsider til deres ret, fordi de rent faktisk har noget at bære på.
Det menneskelige tyngdepunkt findes dog i ”Back From The Fires Of Hell”, hvor Sielck bevæger sig fra fornægtelse af sygdommens faresignaler til grænseløs hengivenhed over for hustruens støtte. Sårbarheden ligger først og fremmest i lyrikken, mens kompositionen trofast bliver i den heroiske power-rustning. Den musikalske variation er tilsvarende begrænset, men det lettere hakkende staccato-groove på ”To Boldly Go” klæder trods alt udtrykket. At Sielck selv har betegnet det som ’doom-præget’, kræver vist en særdeles elastisk genredefinition. Værre står det til på ”Climbing Higher”, hvis endeløse woooaaahhh-passager sikkert kan samle en hel koncertsal, men i ørebøfferne har sangen omtrent samme fremdrift som en trebenet væddeløbshest. Her bliver den umiddelbare fællessangsglæde ingen erstatning for kompositorisk substans.
Det egentlige problem er imidlertid ikke enkelte fejlskud, men den manglende disciplin. Sielck har ganske vist kun gjort seks af albummets ordinære numre til led i den galaktiske fortælling, men sammen med Frankenstein, Star Trek og Stephen Kings revolvermand bliver helheden alligevel tematisk flagrende. Den personlige fortælling kunne have været en stærk modvægt, hvis ikke ambitionerne konstant trak i hver sin retning. Samtidig bliver kompositionerne ved med at svulme, mens idéerne står stadig mere stille. ”Forever And A Day” har ganske vist en nødvendig funktion som fortællingens afslutning, men på dette tidspunkt minder lytteren efterhånden om en af 90'ernes karikaturtegninger af en overbelastet kopimaskine: Rundforvirret, med tungen hængende ud af munden og et desperat ønske om, at nogen snart fjerner pølserne fra startknappen. Iron Saviors begejstring for Malmsteens more is more-filosofi synes kort sagt at have overhalet den musikalske nødvendighed.
Galaksen er reddet, men for hvilken pris?
Der findes både gode riffs, reel tyngde og en stærk menneskelig fortælling på Deathbringer. Netop derfor er det frustrerende, hvor ofte Iron Savior lader rutine, gentagelser og overdrevne armbevægelser skygge for kvaliteterne. Piet Sielcks kamp og taknemmelighed fortjener respekt, men det fritager ikke kompositionerne for behovet for selvkritik. Bandet kunne have strammet grebet om science fiction-konceptet eller ladet de selvstændige fortællinger få mere plads hver for sig. I stedet forsøger man lidt af begge dele og ender med en plade, der vil for meget og siger for lidt. Galaksen bliver måske reddet til sidst, men lytterens opmærksomhed er en væsentligt sværere størrelse at få hjem i ét stykke.
