Ministry spiller koncert i Amager Bio, København S .
Ministry - Hate To Go - Take Out Or Delivery

Hate To Go - Take Out Or Delivery

· Udkom

Type:Album
Genre:Industrial metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Sæt ikke din molotovcocktail under en skæppe

Mottoet ‘be the light you want to see in the world’ refererer selvsagt til molotovcocktails. I hvert fald hvis det står til det amerikanske industrial-band Ministry. Noget af det sværeste kan være at sætte den sidste malerklat eller det endelige punktum og erklære et projekt for afsluttet. Netop det har Ministry dog gjort med deres 17. album, Hate To Go - Take Out Or Delivery. En humoristisk titel for et afslutningsalbum, der i øvrigt har bassist og producer Paul Barker tilbage for første gang i 23 år. Forsanger og stifter af bandet Al Jourgensen har proklameret, at han nu i stedet vil fokusere på aktivisme og filmmusik. Det lyder egentlig som et godt otium. Deres seneste album, Hopiumforthemasses, fik dog ikke mange roser med på vejen – og dem, de fik, var fyldt med torne. Spørgsmålet er nu, om der stadig er ild i deres molotovcocktails, eller om tidens nat med årene har grebet deres lys og kvalt flammen i de iltre ildsjæle.

Industrial-versionen af Kesha

Den politiske fane flagrer allerede som et stormflag i stærk kuling på albummets indledende nummer, “Crickets”. ‘Use your voice or lose your voice’ proklamerer en megafonfeedback-præget stemme, hvis ekko gjalder gennem hele pladen. Sangen handler om, at stiltiende stilstand ikke ændrer noget, men ender med at bekræfte og bibeholde status quo. Sangen minder om digtet “First They Came” med den alternative titel “I Did Not Speak Out” af Friedrich Gustav Emil Martin Niemöller. Ministrys tekster besidder en anelse mindre poetisk finesse og mere råhed end digtet, men essensen er den samme: Hvis du tier længe nok under støvlens nedtrampning af andre, lander dens blodtilsølede sål med tiden på din hovedskal. Det bliver en lydskov af tørre knæk som knasende kviste under vinterstøvler – for i sidste ende lyder alle vores kraniebrud ens. Den politiske indignation i Ministrys tekster er således ikke svundet med tiden, hvilket også kan høres på “The White Man Lied”. Nok har Ministry mange år på bagen som et industrial metal-Methusalem, men de har ikke mistet deres relevans. Selvom teksterne stadig har brod, så halter den musikalske slagside desværre en del på netop “The White Man Lied”. Her gasser både tempo og bas ned og skifter gear til et lavere leje, hvilket ikke er klædeligt. Selvom bandets tekster og agenda bider fra sig, forekommer sangene således til tider en anelse tandløse. Det sker især, når de mister tempo, for ligesom en motorsav i lave omdrejninger skærer de ikke rigtigt ind til benet. Deres album Psalm 69 var råt, hæsblæsende, brutalt og blasfemisk, og det er netop alt det, som ofte mangler på Hate To Go - Take Out Or Delivery.

Det bliver simpelthen for pænt. På Psalm 69 lød Ministry som maskinen fra Chaplin-filmen Modern Times, der kvaste lytteren mellem sine tandhjul, når ubønhørlig bas fra Bergheims technoscene mødte metallens klangbund og skabte et kimærisk monster. Det er dog med tiden blevet tæmmet. For selvom industrial-monstrummet stadig har noget på sin hydraulikpumpe af et hjerte, så er dets kløer ikke længere skarpe nok til for alvor at gå i kødet på lytteren. Rytmerne er for regelmæssige, der er ikke bund eller bestialitet nok i bassen, og guitarriffene får ikke nok plads. 

Måske er teksterne det, men Ministrys instrumentalside er i hvert fald ikke hårdslående længere. Der sker dog noget på sange som “Clown Car”, som må være industial-versionen af Keshas “Joyride”. Den har noget af den gamle Ministry-ånds kaotiske vanvidskørsel med techno-inspirerede trommer, diskante maskinlyde og Jourgensens rallen ind over de hæsblæsende hurtige rytmer. Guitaren leverer også en særdeles velplaceret og koncis solo, der højner sangen. At den derefter glider over i en kakofonisk blanding af soul-sangerinder, rytmer ala Bowies “Fame” og klassisk, bastung industrial, virker ærligt talt lige så forståeligt som offside-reglerne. Og nej, dette er ikke en opfordring til at forklare disse. Til gengæld ville man efter dette nummer gerne bede om en forklaring og behørig undskyldning for, at bandet skyder sig selv så godt og grundigt i foden ved sangens slutning. Det er svært for Ministry at stå på benene efter dette bazooka-skud mod deres egen støvlesnude. Selvom de efterfølgende sange ikke er decideret dårlige, så mangler de saft, kraft og ungdommelig vrede. Deres politiske agenda er tydelig og skåret ud i pap ligesom de franske protesters papskilte, men ilden i deres fakler er begyndt at flakke med årene. Særligt “Delete” emmer af boomer-energi og et tyndslidt band, der vist gør meget klogt i at trække sig tilbage for at kunne beundre sin fordums storhed.

Inden rigor mortis

Der er mange ministerier. Finansministeriet, Kirkeministeriet (R.I.P.) og Ministeriet for Gakkede Gangarter … men der er kun et Ministry. Og heldigvis for det. Der er til tider stadig en vis kraft i denne deres sidste krampetrækning, inden rigor mortis indtræffer. Desværre er alle de bedste numre i albummets front, og selv disse bærer kun få døende gløder af Ministrys tidligere storhed. Deres tekster er relevante for det politiske miljø i USA, som de oplever på klos hold, og som sådan er det et sympatisk projekt. Desværre lyder det ikke særligt godt.

Tracklist

  1. Crickets
  2. Voice or Hate
  3. Clown Car
  4. We Hate
  5. Delete
  6. Grifter
  7. The White Man Lied
  8. Singularity
  9. Burned Out
  10. We're Still Here