Det fille, det falle i min hovedskalle – og det brænder!

En gnist. En ild. Et bål. En lillebitte brand. Et flammehavs brølende ødelæggelse, der brænder alt på sin vej og knejser med sine gnistrende tinder mod de afsvedne skyer. Atmosfærens himmelblå bue bliver betændt af den brændende verdens ild og farves gustengul som et væskende sår. Sådan kunne det se ud, hvis man satte billeder til Konvents nyeste album, Firesky. På udgivelsen breder ødelæggelsen sig som en krybende steppebrand, der nok begynder langsomt, men hurtigt omslutter lytteren. Dette er deres tredje udgivelse, hvor de som metaludgaven af Kyllerylle proklamerer, at himlen ikke blot er ved at falde ned, men tilmed står i flammer. Vi har tidligere ofret otte kranier på bålet ved alteret for både Call Down The Sun og Puritan Masochism. Der er gået en del år, siden de sidst brændte fimrehårene i vores ører af med deres death doom – som ifølge bandet på denne udgivelse er tilsodet af inspiration fra black metal. Det virker således, som om Konvent vil bryde op fra deres klassiske konvent og finde nye kompositoriske konstellationer i andre genre-klostres katakomber. Bandet fik udelukkende rosende ord med på vejen, da de indtog Copenhell i år, så mine forventninger er høje. Vil deres stilskifte mon klæde dem, eller er de brændt ud sammen med den afsvedne himmel? 

Musik for krokodiller fra Louisiana til Nilen

Dyk ned i Louisianas sumpvandsbassin, og lyt. Kan du høre det? Måske ikke, for mange af de mudrede vandes bæster brøler på infrasoniske frekvenser, uhørlige for vores begrænsede, menneskelige ører. Visse alligatorers og krokodillers knurren kan nemlig nå en frekvens på omkring 19 Herz, og således må de lyde nogenlunde som Konvents forsanger, Rikke Emilie List. Eller … List har i hvert fald lavet en slående efterligning af en nilkrokodille på det tidligere album Puritan Maschocism. På Firesky dyrker hun dog i højere grad veleksekverede, skingre screams end den gutterale krokodilleknurren, som hun lagde for dagen på de tidligere album. Heldigvis kommer lidt af hendes dybe, gutturale growls tilbage på eksempelvis “EXORCISE”, men de måtte gerne have figureret endnu mere på pladen. Særligt den renere vokal på “FIRESKY” var en anelse svær for mig at sluge. Selvom stykket med skønsang skabte en fin kontrast, og de lyse toner endte med at accentuere mørket i nummerets sidste del, så føltes den rene vokal lidt overflødig og meget anderledes end den rendyrkede brutalitet, som Konvent tidligere har slagtet lytterne med. 

Nok er Lists vokal lige så imponerende som altid med et stort stemmeomfang og en god dybde – men jeg savnede nu alligevel min krokodille. 

Konvent er stadig en sværvægter på den danske doom-scene, idet de formår at skabe minimalistiske temposkift, der fanger lytterens opmærksomhed. Doom-genren er præget af en langsommelig tyngde, hvor rytmerne slæber sig gennem øregangene som en isbryder gennem Antarktis. Det samme gælder Konvents baskompositioner. Det kan hurtigt blive kedsommeligt for de uindviede i genren, men Konvent formår også på denne plade at placere rytmer, riffs og temposkift så mesterligt, at man er med hele vejen. Eller … næsten. Isbryderen sætter sig til tider fast i en melodi og har svært ved at komme videre. Det sker særligt i deres mere melodiske passager, hvor de mister tyngde og fremdrift. Nok er det smukt, men på sange som “SCORING” og “IN THE UNKNOWN” bevæger de lysere toner sig for langt væk fra det velkendte, mørke doom. Som for meget fløde i mørkristet kaffe kommer de desværre lidt til at udvande Konvents fine balance mellem sårbarhed og brutalitet. Sangenes første halvdel er ellers alle mesterligt eksekveret med klangfulde, og på særligt “EXORCISE” fungerer inspirationerne fra black metal med tremolo og mere luftige screams særdeles godt i selskab med doom-metallens tunge langsommelighed. Det er på mange måder et næsten helstøbt nummer med klassiske guitarriffs fra Amira Liv Hernan, en massiv, dyb basbund fra Heidi Withington Brink og enkle, men velkomponerede rytmer, som Julie Simonsen sender marcherende ud over lydbilledets slagmark fra sin plads på trommernes bastion. 

På albummet har Konvent bevaret deres smertelige klangbund, og man kan mærke, at det er et passionsprojekt med et dunkende hjerte gemt under gulvbrædderne. Bandet er bedst, når de lyder som den buldrende ild fra et brændende nonnekloster eller en iltert knurrende nilkrokodille. Det er der også plads til på albummet … men i mindre grad end på eksempelvis Call Down The Sun. Hvis man blot tog alle sangenes første halvdel og kappede en hæl samt et par tæer af de melodiske instrumentalstykker, ville det dog have været et noget nær perfekt album, der nytænker doomgenren. 

Undergangens grædekor

Sangene på Firesky har ikke helt samme brutalitet som tidligere udgivelser, men deres nerve har alligevel ikke mistet sin puls. Albummet føles som den sidste scene i Lars von Trier-filmen Melancholia, hvor de skutter sig i et nødtørftigt ly, mens verden går under i slowmotion. Det er ikke de typiske dommedagsfilms hurtige udslettelse af menneskeheden – nej, det føles nærmere som en græsk tragedie, hvor Konvent er det grædekor, der sætter musik til vores allesammens undergang. 

Den brutale alligator er således dykket ned under vandspejlets troldspejl på Firesky, idet albummet er mere melodisk. Der er dog ingen tvivl om, at alligatoren stadig lurer på sit bytte – og ligesom den har Konvent stadig ikke mistet sit bid.