Det er tid til genopstandelse
På Heavymetal.dk-redaktionen har vi været udsat for et par af Distants værker, og desværre er det ikke endt lykkeligt i nogle af tilfældene. Særligt det seneste album, Tsukuyomi: The Origin, fik sølle tre kranier for en kedelig omgang deathcore. Nu vil en fjerde anmelder se, om der findes en rød tråd, eller om der er lidt mere kærlighed at hente. Spørgsmålet er så, om den hollandsk-slovakiske kvartet rammer den lige i røven denne gang med deres nyeste skud fra blokken, Into Despair.
Tung, tålmodig og tæt på ensformig
Det ville være løgn, hvis ikke jeg tilgik denne udgivelse med en smule skepsis - muligvis præget af mine skribentkolleger. Dog bevidnede jeg deres koncert i starten af året som opvarmning for Sylosis, og det er alene den oplevelse, som har givet mig blod på tanden. Som du kan læse i vores anmeldelse, var jeg ikke alene om min begejstring.
Det første, jeg bemærker, er, at vi kun har to features på et album bestående af tretten sange. Frontmand Alan Grnja er ellers umådeligt velbevandret som feature-artist hos diverse deathcore-bands, inklusive et par danske. Derfor er det et positivt træk, at de har valgt at fokusere på deres egen stil uden at involvere for mange gæster. Jeg kan dog kun klappe i hænderne over at få Tyler Beam fra The Last Ten Seconds of Life med på nummeret “Spirit”. Beams lyd passer helt fantastisk ind i Distants univers. Grnjas gutturale lyd er stadig lige så dyrisk og ustyrlig som altid, og selvom det er så forventeligt som overhovedet muligt at høre et vanvittigt call-out inden et breakdown eller en lang, umenneskelig lyd, så tvinger det stadig et smil på læben samt et ufrivilligt stank-face på hele krydderen.
Distants lyd er ganske genkendelig. Med den særligt langsomme type af deathcore, også passende kaldt downtempo deathcore, står vi i stærk kontrast til mange andre deathcore-bands, der netop har solidificeret deres plads i miljøet ved at spille ekstremt hurtigt og teknisk. På Into Despair ser vi ikke nogen større ændring i tempo. Vi nærmer os stadig en slam-agtig tone, der er produceret af guitarer, der enten er en kilometer lange eller har strenge på størrelse med strømledninger. På “The Shallow Gaze” må der nærmest blive sat rekord i, hvor lang tid der går fra guitartone til high-hat og tilbage til guitar som opbygning til et breakdown. Igen trækker jeg på smilebåndet; det er langsomt og beskidt, og jeg kan godt lide det. Mod slutningen af albummet ræsonnerer mine kollegers argumenter fra tidligere albums ganske klart. De er dygtige til det, de gør, men det bliver lidt meget af det samme og i lidt for lang tid. Det kan jeg til dels godt købe ind på.
Downtempo-dilemmaet: Svært at opfinde den tunge tallerken
Jeg er nok lidt mere optimistisk end mine skribentkolleger. Er det fordi jeg har en fin og tydelig erindring fra liveshowet - eller er der bare mere at komme efter på Into Despair? Jeg tror desværre ikke, det er sidstnævnte, da vi får mere af det samme. Mere af den signaturlyd, som bandet har produceret gennem deres tolv år lange karriere. Men hvor original kan man egentlig være, når man spiller en genre, der er så specifik som downtempo deathcore? Det er de til gengæld også rigtigt dygtige til. Det er svært at sætte en finger på, hvad det præcist er, man savner på pladen, men liveenergien formår altså ikke helt at smitte af på værket, selvom de gør et helvedes godt forsøg.
