Groovemetallens gamle vogtere
I kategorien for ’indflydelsesrige artister’ er det mere end almindeligt vanskeligt at komme uden om Lamb of God. Kvintetten fra Richmond, Virginia kunne forrige år fejre 25-års jubilæum som en af metalscenens absolut mest driftssikre navne på denne side af det nye årtusinde. Efter en række udgivelser af svingende kvalitet – herunder VII: Sturm und Drang, Lamb of God og senest Omens –er Randy Blythe og Co. nu tilbage med Into Oblivion, deres første fuldlængde i fire år. Jeg havde tilbage i 2023 fornøjelsen af at overvære deres af flere omgange udskudte koncert i Forum, og kunne ved den lejlighed konstatere, at oplevelsen i den grad viste sig ventetiden værd. Men ét er bandets formidable energi på de skrå brædder; noget ganske andet er at kanalisere fandenivoldsk intensitet ud i et spændende pladeformat. En udfordring, albummets singler ikke for alvor har set sig i stand til at overstige … men hvad med resten?
Nøjsom nødvendighed
Jeg må sige, at det med årene er blevet stadigt vanskeligere at protestere helhjertet over Lamb of Gods prædikat som en hybrid mellem groove og mXc. Føj, hvor bliver jeg aldrig fan af coregenrens eksorbitante benyttelse af breakdowns. På den konto åbner albummets titelnummer med nøjagtigt den irriterende prætentiøse attitude, man kunne forvente. Bevares, Blythes vokal står stadig skarpt, mens bandet spiller både solidt og præcist. Alligevel fungerer de første tre numre som et katalog over velafprøvede virkemidler, men uden mindeværdige hooks. “Parasocial Christ” og “Sepsis” leverer aggression, men strukturerne er korte og kompakte, og guitarerne når aldrig at folde sig fuldt ud. Det er velkendt håndværk, leveret med den sikkerhed og kvalitet, man må forvente af Lamb of God. Hverken mere eller mindre.
“The Killing Floor” markerer omvendt A-sidens klare højdepunkt. Tungt groove og masser af reverb genopliver livefølelsen og bærer løfte om ægte arenapotentiale. På den anden side af pladen åbner “St. Catherines Wheel” og “Blunt Force Blues”, hvor trommer og øvrig rytmesektion får lidt mere spotlight, og hvor bandets ukomplicerede, joviale udtryk træder tydeligt frem. De stille passager på “El Vacio” giver tiltrængt kontrast, mens de gutturale vokalstykker skaber ekstra dynamik. Det er her erfaringen og den gamle magi stadig fornemmes, selvom kompositionerne sjældent udfordrer genrens konventionelle rammer.
Den lyriske motivkreds adresserer på en yderst relevant note samtidens frustrationer på den anden side af dammen, men drukner for ofte i den dieseldrevne riffmotor. Numre som “Bully” og “Devise Destroy” fremstår som lange opvisninger i sikre strukturer uden reel variation. Dermed fortoner Into Oblivion sig først og fremmest som et klassisk Lamb of God-album, men desværre også et album, der lever lidt vel meget op til eget navn. Der er ganske enkelt for få overraskelser, og man forlader pladen med fornemmelsen af at have hørt det meste før.
Institution uden incitament
Den lyriske frase ’Another case of animosity’ i netop “Devise Destroy” indrammer egentlig ganske godt oplevelsen af et album, der i højere grad lever af sin retfærdige harme og ungdommelige oprørstendenser end af sine stort anlagte singler og medrivende kompositioner. Der mangler med andre ord mindeværdige hooks og riffs til at sætte selvstændig signatur på værk nummer 10. I sidste ende står Into Oblivion som et kompetent udspil fra veterangruppen, der har styr på håndværket, men sjældent tager chancer. En plade, der således konsoliderer positionen i landskabet uden at flytte grænserne – hverken for Lamb of God selv eller for genren som helhed. Groove gør sig altså nu engang bedst på de store scener. Bare spørg kollegerne i Machine Head og ikke mindst Pantera!
