FØrbundne, fØrpligtet, fØr kØngeriget
Nøjagtig som den nyslåede monark for Danmark har også Robb Flynn troligt tjent kongeriget Machine Head siden indsættelsen i 1991. Terminologien om royale forpligtelser fik endog ekstra krølle på halen, da amerikanerne i 2022 senest udgav den lystigt omdebatterede Øf Kingdom and Crøwn. Selv gennem de rød-hvide briller var der dog hverken referencer til gemakkerne på Amalienborg eller slagterikoncernen i Randers at spore, men derimod det møghamrende arrige udtryk af groovy thrash, vi så længe havde efterspurgt. Uanfægtet at Flynn tydeligvis elsker lyden af siden egen stemme, så forhindrede den overvældende trang til monolog ikke bandet i at følge op med en aldeles glimrende koncert, da man samme efterår lagde vejen forbi Forum i selskab med en svensk koalition bestående af Amon Amarth og The Halo Effect. Klip tilbage til Machine Head, der som bekendt debuterede på Copenhell denne sommer. Personligt havde redaktionens udsendte første og hidtil eneste oplevelse med Flynn & Co., da 25-års jubilæet for Burn My Eyes blev markeret tilbage i 2019. En koncert, jeg ulykkeligvis måtte forlade i utide. Dermed var jeg ikke sen til at melde mig under fanerne, da det endelige program denne gang faldt på plads i god tid.
Hitparade for ’the Head Cases’
Til lyden af et buldrende bifald marcherede Machine Head denne fredag ind på Helvíti, anført af en yderst veloplagt Rob Flynn med to næver løftet triumferende i vejret (mere om det senere). Man kunne således nemt få den tanke, at triumfen allerede var i hus. SPOILER ALERT: Det kom den – i en så eftertrykkelig grad, at selv vejrguderne måtte bøje sig midlertidigt for den fuldstændigt formidable magtdemonstration, vi endte med at være vidner til. Inden det kom så vidt, sendte et flammende inferno af pyroteknik og et hav af løftede langemænd fluks bolden videre til ”Ten Ton Hammer”, der meget passende blev akkompagneret af flyvende plastichammere i tenderende uforskammede mængder. Det skal dertil siges, at denne gimmick fik nyt liv, kraftigt opmuntret af Flynn fra scenen. Den snakkesalige frontmand havde vanen tro helt ubeskriveligt meget på hjerte, noget mere meningsfyldt end andet. Mange af metallens større navne må i disse år lide den tort at møde mere eller mindre modstand, når der smides nyt materiale i æteren. Machine Head må siges at være blandt de få undtagelser, der bekræfter reglen. Der var derfor naturligt nok en vis tilfredshed at spore hos Flynn, da en enorm circlepit manifesterede sig for øjnene af ham under ”CHØKE ØN THE ASHES ØF YØUR HATE” fra amerikanernes seneste udgivelse, Øf Kingdom and Crøwn.
Uanfægtet at vi nu skriver 2024, så hører der unægteligt nogle helt faste ingredienser af lidt ældre dato til sætlisten. En af disse hedder ”Locust”. Et nummer, der for nylig såvel som kronisk diagnosticerede ’Head Cases’ ikke alene demonstrerede Flynns rolle som gøgler og entertainer af Guds nåde, men også som en fuldstændig fænomenal rytmeguitarist … Nå ja, og så var der lige jo det der med vejret, der kom til at spille en ufrivillig, men yderst effektfuld rolle! Selv Scorsese kunne ikke have skrevet et bedre manuskript, da himlens sluser åbnede sig simultant med, at Flynns den aften uhyggeligt overlegne røst gjaldede ud over pladsen: ”Is There Anybody Out There?”. På trods af en massiv udvandring grundet vandmasserne fra det høje, løftede de tilbageværende nærmest i protest hænderne mod himlen. Som en samlet enhed blev der hernæst skrålet med på omkvædet i en så insisterende grad, at man skulle tro, det var med selve livet som indsats. Lynene, der sidenhen flængede storskærmsmontagen, gav om muligt ”NØ GØDS, NØ MASTERS” endnu mere schwung, der i forvejen excellerede gennem en blændende guitarduet mellem Flynn og nyslåede leadguitarist Reece Alan Scruggs. En næsten guddommelig symbiose, der denne aften, godt hjulpet på vej af elementernes rasen, løftede de tilbageværende et skridt nærmere himlen.
Ak ja, det liv, det kære liv. En dyrebar, men åh, så skrøbelig størrelse. I et sjældent tilfælde af opholdsvejr fik vi forud for dystre ”Darkness Within” en lang, trist historie om et mørkt kapitel i Flynns liv. Om gode venner, der måtte kapitulere i kampen mod det mørke, der indimellem truer med at opsluge selv de stærkeste af os. Og om hvordan musikken kan frelse os fra selvsamme kranke skæbne. Fortællingen gjorde givetvis indtryk, idet der fra publikums side blev sunget med i noget nær gåsehudsfremkaldende samklang. En helt igennem magisk aften lakkede så småt mod enden, om end enhver med blot marginalt kendskab til Machine Head ved, at vi selvfølgelig først bliver sendt ud af døren, når den udødelige frase ’let freedom ring with a shotgun blast’ er blevet fulgt op af ”Davidian”. Således også denne aften, hvor vi fik en fuldstændig forrygende fortolkning af åbneren fra debutudgivelsen fra 1994, Burn My Eyes. For første gang under festivalen oplevede jeg samme intensitet i responsen på begge sider af den efterhånden berygtede bølgebryder foran Helvíti. Og nok så relevant: I et inferno af flammer, eksplosioner og løftede horn nåede et hovednavn langt om længe helt op til publikum på toppen af bakken!
Kronen på (mester)værket
Med ovennævnte monsterhit mere end almindeligt veloverstået kunne Machine Head med fin samvittighed have kaldt det for en aften. Men næh nej, der var da lige lidt ekstra lækkerier til os i bunden af posen. Efter at have saluteret den tvivlsomt heldige fan, der på mærkværdig vis greb de sørgelige rester af Flynns ølkrus, blev kronen sat på værket med altid fremragende ”Halo” fra The Blackening, der i min optik til dato fremstår som Machine Heads ubestridte magnum opus.
Når jeg tænker tilbage på oplevelser på med groove-metallens ubestridte konger (læs: Lamb of God, Pantera og netop Machine Head), så har besøgene på Copenhell alle dage været af ekstremt høj kaliber: Lamb of God brændte scenen af i både 2012 og 2019, førstnævnte med årets måske allermest mindeværdige koncert. Pantera skrev historie sidste år, hvor første besøg på dansk grund siden 2000 ligeledes skrev sig ind i metal-annalerne om Refshaleøen. Og fredag kunne Machine fuldende treenigheden med en debut, der vil komme til at give genklang i mange år fremover. Få ting samler den danske metalscene som groove-metallens giganter, og til tonerne af den sidste fuldstændigt hjerneblæste guitarduet kunne der sættes et suverænt punktum for en om muligt endnu mere suveræn oplevelse. Se, det var Fredagsrock, som det burde lyde!
Sætliste:
1. Imperium
2. Ten Ton Hammer
3. CHØKE ØN THE ASHES ØF YØUR HATE
4. Locust
5. Is There Anybody Out There?
6. NØ GØDS, NØ MASTERS
7. Guitarsolo
8. Darkness Within
9. Bulldozer
10. From This Day
11. Davidian
ENCORE:
12. Halo
