Kunsten at bruge Google Translate
Malta er nok ikke det første land, folk tænker på, når de tænker på heavy metal. Faktisk er der kun 109 maltesiske bands registreret på Metal-Archives, og cirka halvdelen af dem står, som om de er gået i opløsning. Den lille ø-nation er desuden stærkt katolsk, proppet med klostre og gamle tempelridderruiner, så folk tænker nok slet ikke på black metal. Ikke desto mindre har Saħħar spyet sin kulsorte og anti-kristne galde siden 2007 – eller det gætter jeg i hvert fald på. I og med at alt foregår på maltesisk, et sprog talt af omtrent en halv million mennesker på verdensplan, ja, så er Google Translate da min tro følgesvend på albummet her, hvis titel – angiveligt – betyder noget så muntert som 'ankomsten af et vanvittigt sind'. Så er tonen ligesom slået an!
Satanisk tomgang
Ser man bort fra den umiddelbare gimmick, at alt foregår på maltesisk, ja, så byder Migja ta Mohh Mignun ikke rigtig på det store. Musikken er ganske regulær blackened death metal, som mestendels minder om de plader, Behemoth og Hate lavede for 20+ år siden, som Evangelion, Demigod, Anaclasis: A Haunting Gospel of Malice & Hatred og Morphosis. Hvilket jo, strengt taget, er fint nok. Det er en klassisk lyd, som vi kender og holder af, og at en nicheartist fra et lillebitte land er lidt bagud i forhold til den musikalske udvikling – enten bevidst eller ubevidst – giver også rigtig fin mening.
Der, hvor albummet dog skurrer i mine ører, er, når det kommer til produktionen – der er simpelthen ingen top eller bund i lydbilledet. Det hele ligger og roder rundt inde i midten, hvilket giver en utroligt mudret og komprimeret lyd. Det er nærmest umuligt at skelne de forskellige instrumenter fra hinanden. Tag nu den utroligt irrelevante tremolo-guitarsolo på ”Il-Miġja sa Sqallija” ('rejsen til Sicilien'), man kan lige akkurat høre den, eller måske nærmere fornemme den, men den drukner totalt, og nu og da lyder det næsten mere som feedback fra guitaren.
Marton Saliba – manden bag – har heller ikke den mest imponerende vokal. Jeg har ham mistænkt for at have smidt en hel del effekt på hans vokal, for hans growl virker mest som noget, man kun kan lave med lidt digital magi, eller også 'cupper' han mikrofonen, som var han frontmand i et deathcore-band.
Tak, men nej tak
Maltesisk black metal kunne være enormt spændende. Øens historik, Johanniter-ordenen, Caravagio … der er masser af tage af, men ak … intet af det ændrer dog på, at hverken Migja ta Mohh Mignun eller Saħħar er særligt spændende. Albummet er strengt taget helt utroligt kedeligt og uniformt, og så lyder det også ganske træls. Numrene er for lange, især de sidste tre-fire. De genbrugte Behemoth-rundgange har man hørt tusinde gange før, og mandens vokal bliver slet og ret enormt enerverende efter et kvarters tid – og i og med pladen varer lidt mere 40 minutter, ja, så er det jo et stort problem. Så der er nok en hel del grunde til, at de færreste har hørt om maltesisk black metal, hvis det her er et prima eksempel på, hvad øens kulsorte miljø har at byde på.