Lamb of God spiller koncert i Forum, Frederiksberg C .
Lamb of God - Omens

Omens

· Udkom

Type:Album
Genrer:Heavy Metal, Melodisk groove metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 2 stemmer.

Der er ikke noget smukkere end et godt comeback

De hidsige lam fra Richmond, Virginia, varsler masser af bøvl på deres niende og allernyeste langspiller, Omens. Josh Wilbur drejer stadig på knapperne og det virker, som om loudness-krigen aldrig helt er sluttet for ham. Lyden smadrer din hjerne indefra og ud, også selvom du hører udgivelsen på Spotify. Så er det sagt. Men hvordan lyder musikken egentlig? For mig har de sidste par udgivelser fra Lamb of God ikke levet helt op til skiverne Sturm und Drang fra 2015, Ashes of the Wake fra 2004 og den allerbedste Sacrament fra 2006. Derfor er det også med en vis skepsis, jeg har set frem til deres nyeste udgivelse.

Lækker snik-snak, men også meget mere end det

Men altså, den skepsis bliver hurtigt gjort til skamme. Randy Blythe er i storform. Hans stemme er lige så fyldig, som lyden af lilletrommen er undergrundsdyb, og han byder os velkommen med bister snik-snak, der lyder: “Driving down blistered severe / The rapacious maw of our despair / Black dogs follows, strip club echoes / The raven’s shadow across the ghetto". Han kan skrive, kan han, og med den stemme til at fremføre et tekstunivers, der er langt over middel, ja, så tror jeg på næsten alt, hvad den mand synger, skriver og growler … føj dertil en rallende bas, en snappende stortromme og Mesa Boogie-hegn herfra og op til de nordligste sydstater, så har du opskriften på, hvad Lamb of God anno 2022 lyder som.

Hele baduljen er indspillet live – og hvorfor i alverden ikke, når man nu er et liveband af Guds nåde. Om det er blandt grundene til, at drengene lyder revitaliseret, skal være usagt, men der er en helvedes fart på, når de genopliver sig selv i numre som “To the Grave”, titelnummeret “Omens” og den overbrutale og dynamiske “Gomorrah”.

Er man i tvivl om, hvorfor Randy Blythe ikke definerer sig selv som et metalhead, men insisterer på at inspirationskilderne er hentet fra punkens verden, så er man det ikke efter at have hørt “Denial Mechanism”. Jeg gider normalt ikke punk overhovedet (sorry), men det her, det gider jeg i den grad godt. “Ditch” er thrash blandet med rendyrket Lamb of God-groove, og når numrene “Grayscale” og “Vanish” er blandt de svageste på albummet, så vidner det om ret højt niveau.

Albummet lukkes med “September Song”. Lækker luftig lyd og overlegen intro. Efter en rolig start nedsmelter Lamb of God i hysteri og sender os alle sammen i gulvet med høj puls. Helt ligesom det skal være efter en god livekoncert. Nu får du bare samme fornemmelse, når du lægger dine høretelefoner på natbordet og har svært ved at sove, fordi du ikke kunne lade være med at høre hele skiven i et hug. Så godt er det.

Når det så er sagt, så sidder man alligevel tilbage med en fornemmelse af, at Lamb of God kan og bør udfolde sig endnu mere rent musikalsk. Det fungerer faktisk, når de leverer slush-agtig punk eller oldschool thrash-riff, alt sammen krydret med deres signatur-groove-metal, men der spilles alt for ofte inden for samme snævre ramme; vers, omkvæd, vers, c-stykke, omkvæd og så videre. Det kan de gøre meget, meget bedre. Det slider på holdbarheden af nogle af numrene.

Et socialrealistisk shout-out

Albummet emmer af spilleglæde, det er møgaggressivt, og lyrikken fungerer på alle måder som et socialrealistisk shout-out til et samfund, der er ved at gå af lave. Musikken er tidssvarende, og havde drengene turdet, havde de været endnu mere relevante i en genre, de selv har været med til at definere.

Tracklist

  1. Nevermore
  2. Vanishing
  3. To The Grave
  4. Ditch
  5. Omens
  6. Gomorrah
  7. Ill Designs
  8. Grayscale
  9. Denial Mechanism
  10. September Song

Tilføj kommentar