Heavenwood - The Tarot Of The Bohemians - Part II

The Tarot Of The Bohemians - Part II

· Udkommer

Type:Album
Genrer:Death/Doom Metal, Gothic Rock
Antal numre:10

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Genoprejsning eller ej

2026 ser ikke ud til at blive det bedste metalår for Portugal nogensinde. Gaerea skuffede fælt, og mon ikke Moonspell også gør det, hvis man da kan tillade sig at dømme hele den kommende plade ud fra singlerne.
Men måske kan Heavenwood hive sejren hjem med The Tarot Of The Bohemians – Part II, som sjovt nok er opfølgeren til The Tarot of the Bohemians – Part I fra 2016. Spørgsmålet, der dog umiddelbart melder sig, er, om man overhovedet skal have den slags forventninger til et band, der intet har foretaget sig i et helt årti?

To goth or not to goth …

The Tarot Of The Bohemians – Part II er et utrolig ambitiøst og enormt storladent værk, hvilket man da også må forvente af noget, der har været så længe i støbeskeen. Lig sin forgænger omhandler pladen den franske mystiker Gérard Anaclet Vincent Encausses liv, bøger og tanker. Bonusinfo: Den gode Gérard forsøgte at advare zar Romanov om, hvor farlig Rasputin var. Zaren skulle nok have hørt efter.  

Promo-materialet beskriver Heavenwood som et gothic/dark metal-projekt. Jeg ved sgu ikke helt, om jeg er enig i den klassificering. Det er lidt, som om albummet består af to EP’er, der er blevet klasket sammen. Den ene halvdel er ovre i noget melodisk death-doom, hvor man snildt kan trække store, fede, snaskede tråde til værket her og så til Amon Amarth, Paradise Lost, Entombed, My Dying Bride og sågar hedengangne Usurpress. Mens den anden halvdel da ganske rigtigt minder mere om en perlerække af forskellige goth-rockbands fra 1990'erne, alt lige fra Sisters of Mercy til The Cure.
Bare hold “Death” op imod “The Stars” for eksempel, så forstår I, hvad jeg mener. Grundlæggende har jeg ikke noget imod klassisk goth, men i konteksten her virker det ærlig talt malplaceret og lettere kejtet.

Om det skyldes, at Ricardo Dias Dos Santos’ clean vokal er alt for poleret og spag sat op imod hans fremragende growl, er da bestemt en mulighed. Eller også skyldes det, at de mere rolige og poppede goth-numre simpelthen er med til, at intensiteten på albummet falder til jorden og dermed totalt nakkeskyder den stemning, der ellers var så dominerende.

Det er virkelig en skam, for den halvdel af pladen, som befinder sig i melo-dødsdoomens territorium, fungerer fremragende, og havde hele pladen befundet sig der, så havde albummet fået en markant højere karakter. Men ak …!

Det bliver ikke engang til en bronzemedalje

The Tarot Of The Bohemians – Part II, bliver desværre ikke den udgivelse, der sikrer en guldmedalje til Portugal. Trods det at det er 15 år siden, vi sidst anmeldte en Heavenwood-skive, må jeg ud fra de kritikpunkter, vi påpegede allerede dengang, konkludere, at der faktisk ikke er sket det store siden da – mine kritikpunkter er ganske lig dem, min forhenværende kollega kom med allerede dengang. Kan Heavenwood lave god musik? I særdeleshed. Er Dos Santos en dygtig musiker? Absolut. Skal han holde op med at lalle rundt med kønsløs goth-rock og udelukkende lege med melo-death-doom? Ja tak!
 

Tracklist

  1. Death
  2. Temperance
  3. The Devil
  4. The Lightning-Struck Tower
  5. The Stars
  6. The Moon
  7. The Sun
  8. The Judgement
  9. The Fool
  10. The World