Heidra spiller koncert i Sønderjyllands Hallen, Aabenraa .
Heidra - To Hell Or Kingdom Come

To Hell Or Kingdom Come

· Udkom

Type:Album
Genrer:Melodisk Death Metal, Viking metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: 7/10 baseret på 1 stemme.

Iced Amarth

Det er efterhånden et par år siden, at jeg sidst sad med en Heidra-udgivelse. Forgængeren, The Blackening Tide, var ikke just et værk, der blæste mig bagover trods åbenlyse musikalske egenskaber samt en flot produktion. Spørgsmålet er derfor, om bandet efter fire års arbejde vil overbevise mig om, at denne gang kan Heidra altså mere end at levere poleret men generisk, power-død? Eller vil bandet fortsætte deres deroute, som indtil videre blot har ført dem hen imod en holdeplads mellem Iced Earth og Amon Amarth?

Tror du, det er for sjov, jeg drikker?!

Førstesinglen ”Dusk” gør det meget klart, at vi fortsætter, præcis hvor The Blackening Tide stoppede. Altså et sted, hvor der er masser af melo-døds gallop samt forståelig growl, men også masser af sing-a-long balladepassager akkompagneret af Brylds Matt Barlow-parodi. Bandet forsøger ikke engang at skjule, at det er der, de gerne vil være, da albummets reelle åbningsnummer (vi starter naturligvis med en ligegyldig instrumental – det er klart!), ”Retribution’s Dawn” gør dette helt ufatteligt tydeligt. Det skal egentligt ikke forstås som en kritik, for det er en mission, de gennemfører til punkt og prikke – det gør dog bare ikke musikken specielt spændende. Man savner atter engang det pondus og råhed, som de besad, da de begyndte med EP’en Sworn to Vengeance. Det er simpelthen blevet for poleret og stuerent med årene. Faktisk vil jeg gå så vidt, at jeg vil kalde det komplet ufarligt samt harmløst. Der er simpelthen ikke meget plyndring og voldtægt over de her vikinger. Det er mere noget med at sidde hjemme i langhuset og bælle mjød, til man segner. Og det får mig til, at gentage en pointe fra min anmeldelse af det forrige album: nemlig at jeg forestiller mig, at Heidra er et fremragende live band, hvor man kan slå hjernen fra, drikke fadøl til overpris og vælte omkring i bedste Tankard-stil.

Dog er To Hell og Kingdom Come et stærkere album end forgængeren, trods det begår samme fejl. For trods diverse skønhedsfejl, så virker det til, at bandet hviler mere i sig selv, og ligeledes virker musikken mere fokuseret og sammensat end før. Så selvom det fortsat forbliver harmløst, så er det et mere helstøbt produkt end tidligere. Ligeledes er der skruet op for de musikalske ambitioner, især når det kommer til de mange guitarsoli, som tit har et herligt Judas Priest-element over sig.

Men selvom ambitioner er en god ting, så er det også godt at være realistisk – for To Hell or Kingdom Come er noget af en størrelse med sine ti numre og en spilletid på en lille time. Heidra har altid været glad for lange sange, hvilket de for det meste slipper godt fra. Men de lider dog stadig under, at deres sange mangler identitet, så man ender med at blande dem sammen – et problem der også gjorde sig gældende på forgængeren. Så derfor ender det her album med at være en ”to skridt frem, et tilbage”-oplevelse.

Heidra er Heidra er Heidra

Heidra gør det, som Heidra gør bedst. De laver ufarligt og folkekært metal, der går ud til alle dem, der sætter pris på at have en fest, når de går til koncert. Musikken er akkurat lige tung nok til, at man får skåret MyRock-segmentet fra, men så heller ikke mere end det. Det er dansabel, headbang-venlig øl-metal, hverken mere eller mindre. Men der er ikke andre i Danmark, der gør præcis det, som Heidra gør – så point for at have fundet præcis deres niche, som netop er mellem power-thrash og melodød, og hvem ved – måske det faktisk er et meget godt sted at stå?

Tracklist

  1. The Beginning And The End
  2. Retribution's Dawn
  3. Dusk
  4. The Rebirth
  5. Wolfborn Rising
  6. Fall Of The Fey
  7. To Hell Or Kingdom Come
  8. Ancient Gates
  9. Cloaks And Daggers
  10. Two Kings