Vinter Metal 2024
Mere lagkage end lort
Kulturelt interesserede, der tager turen til Aalborg og besøger det lokale Aalborg Historiske Museum, kan ikke undgå at høre historien om Bispeklumpen, en over 300 år gammel lort, der vidner om, hvordan aalborgenserne allerede i renæssancen var kosmopolitiske og havde kontakter ud over byens grænser. Denne fredag aften, den 26. januar 2024, var der også besøg udefra, men det, der blev budt lokale og tilrejste metalhoveder, var mere lagkage end lort. Aalborg Rock & Metal havde for anden gang inviteret til Vinter Metal på Skråen i Nordkraft, hvor der skulle være fokus på folkmetal, og fansene af denne genre kunne glæde sig til koncerter med Vætte, Heidra, Trold og Svartsot i et program med René Pedersen fra Mercenary og Johny Hefty som konferencierer. Helt som planlagt gik det imidlertid ikke, for Johny var blevet syg, og Svartsots trommeslager havde skadet sin hånd. I allersidste øjeblik havde koncertarrangørerne dog fået organiseret det nye band Speedslut, der ikke havde så meget at gøre med folkmetal, men var glade for, at de måtte skyde årets Vinter Metal-event i gang klokken 20.
Speedslut
Da jeg kom ind i salen, var alt som forventet, men i det øjeblik, jeg kastede blikket hen mod merchboderne, var der straks noget, der stak i øjnene: Det var ikke kun de sædvanlige sortklædte personer, der stod klar, men også op til flere med puddelfrisure og bulletbelt, hvor det eneste, der manglede, var en Puch Maxi med mælkekasse for at gøre 1980’erudtrykket helt perfekt. Dette var altså de lokale helte fra Speedslut, der – i modsætning til det, bandnavnet antyder – spiller gammeldaws thrashmetal. Speedsluts lyd er karakteriseret ved, at den får fuld skrue på alle instrumenter, samtidig med at Frederik Klittes stemme ikke er til at overhøre, da den er som en skærebrænder, der borer sig ind i din øregang. Speedslut lagde godt ud med “Love Me”, men det var næste sang, der ganske enkelt hed “Bass Sang” på sætlisten, der i den grad overbeviste mig om, at disse fire aalborgensere har noget at byde på. Nummeret blev indledt af en fed basintro fra Andreas Reinholt, hvorefter det massive lydbillede blev bygget op igen og krydret af en fed omgang guitarshredding. Nummeret sluttede dog så brat, at det kom som en overraskelse for alle undtagen trommeslager Malthe Ørvad. Speedslut havde publikum i deres hule hånd og en større gruppe af fans, der jublede højlydt lige foran scenen. Ifølge sanger og guitarist Frederik gik det dog lidt for hurtigt med begejstringen, da en mandlig fan råbte: "Knep mig!”. Men han fik tilbud om efterfølgende at komme backstage af guitarist Tomas Dikinis. Alt i alt gjorde Speedslut et godt arbejde, men på trods af at der var guitarsolo i hver eneste sang, så var lydbilledet lidt for ensformigt i længden, og det var ikke altid lige nemt at forstå, hvad der blev sunget. Men jeg kan kun gentage Renés opfordring til at støtte gutterne på de sociale medier! Han havde i hvert fald gjort sit og optrådte resten af aftenen i en Speedslut-T-shirt.
Sætliste:
- Love Me
- Bass Sang (ifølge sætlisten)
- No One
- Angelless
- Bastardized
- Burn Em’
Vætte
Vætte er vel egentlig det, man kunne kalde et nyt dansk superband, for bandmedlemmerne omkring Joachim Asmussen fra Vansind er rekrutteret fra blandt andet Lotan og Hellmaze, og de seks erfarne musikere spiller folkmetal. Denne fredag aften havde de deres scenedebut som band og var egentlig tænkt som aftenens åbner, men som følge af Svartsots sygdomsbetingede udeblivelse kunne de rykke højere op i lineuppet og lagde godt ud med “Jagten”, som især blev huskværdig på grund af det eminente arbejde fra keyboardspiller Tobias Larsen. I sin introduktion til næste nummer, “Ellepigens Snare”, mente Asmussen: “Det bliver fandme også et hit!”. Og det er nok ikke løgn, for Vætte har fået bikset nogle gode sange sammen, som man kan håbe på, bliver udgivet i den nærmeste fremtid. Joachim førte os fint igennem programmet og forklarede på pædagogisk vis indholdet i hver eneste sang. Der var heller ikke noget som helst at udsætte på musikernes præstation, der virkelig sad i skabet – og især de virkelig kreative keyboardpassager var øreguf for viderekommende – men da sangstemmen ikke gennemgående var helt tydelig, var det lidt svært at skelne en sang fra den næste. Det var dog ikke noget, der syntes at forstyrre de fremmødte, der var med på heyråb og fællesdans, så samlet set kan man sige, at Vætte – og deres fans – kan være tilfredse med denne aftens koncert, og at vi kan vente i spænding på, hvad vi ellers får at høre fra deres side.
Sætliste:
- Jagten
- Ellepigens Snare
- Grylas Gryde
- Bjergfolk
- Rat og Kravl
- Midnatsfest
Heidra
Klokken 21.50 skød Heidra deres sæt i gang med “Dusk”, der efterhånden er en fast bestanddel af bandets liveoptrædener. Lyden på denne var i starten en smule grumset og uafstemt. Det var dog noget, der heldigvis hurtigt blev fikset, og bandet viste sig fra sin allerbedste side – både musikalsk og i deres energi på scenen. For denne aften virkede alle bandmedlemmer oprigtigt glade for at være der og holdt løbende en god kontakt til publikum – både med små taleindlæg og highfives til dem i første række. Dermed blev sættets anden sang, “Wolfborn Rising”, en ren succes, da instrumenterne var yderst velafstemte, og samarbejdet mellem Morten Bryld og James Atkin tydeliggjorde, hvad man kan opnå med en alsidig dobbeltvokal. Det var dog først under “Betrayal” fra bandets debutplade, Awaiting Dawn, at festen for alvor tog fart, da der ikke kun blev moshet til den helt store guldmedalje, men to modige publikummer også legede crowdsurfere – dog var der ingen barriere med sikkerhedsfolk til at tage fra, så deres venner bar dem rundt i lokalet. En anden sang, der fungerede specielt godt i denne aftenstund, var “Eyes of Giants”, der ifølge Morten ville være noget for dem, der “vil høre noget rigtig hurtigt guitar. Så’n powermetalguitar”. Og det fik han sgu ret i, for både Carlos og Jardén – der havde gjort betydelige fremskridt siden sidste gang, jeg så Heidra live – var ekstremt hurtige på fingrene. Heidra viste da virkelig også musikalitet og overskud hele vejen igennem, så selv da mikrofonen kort svigtede under henholdsvis “Lady of the Shade” og “To Hell or Kingdom Come”, fortsatte bandet ufortrødent og løste problemet med lynets hast som de proffer, de jo er. Jeg har efterhånden været til koncert med Heidra nogle gange, men dette var den bedste til dato. Hail Heidra!
Sætliste:
- Dusk
- Wolfborn Rising
- Betrayal
- Price in Blood
- Lady of the Shade
- Eyes of Giants
- To Hell or Kingdom Come
Trold
Allerede inden aftenens sidste koncert overhovedet var begyndt, ville publikums begejstring slet ingen ende tage, så af lutter forventningsglæde startede folk et entusiastisk Peter-heppekor. Og man skulle næsten tro, at Peter, alias Hamretrold, besad guddommelige færdigheder – men mere om det senere. Allerede fra det øjeblik, Trold trådte ind på scenen, var humøret i top, og det var tydeligt, at de seks trolde var klar til at fejre en troldefest, da ballet blev åbnet med “Heksen”. Særligt på “Havets Bund” udviste bandet sand spilleglæde, og publikum blev beriget med badutspring af allerfineste slags af den stadig forholdsvis nye vokalist Jardén Schlesinger, der har påtaget sig rollen som Håndtrold. På denne bidrog Allan Madsen alias Havtrold særlig flot med nogle medrivende baspassager. På efterfølgende sang, “En Kiste Fuld Af Minder”, var det ikke kun bandet, der måtte lufte stemmebåndene, da de fremmødte blev opfordret til at synge med på Hey-Ho-delen, fordi Havtrold havde lungebetændelse. Det ville alle selvfølgelig gerne være med til. Den følgende sang, "Røveren", måtte den kære Hamretrold introducere, men imens han stadig var i fuld gang med at berette om denne sang, begyndte keyboardet at spille helt af sig selv. Om det så var, fordi det var blevet besat af Helligånden, fordi Hamretrold har overnaturlige kræfter, eller fordi backingtracket blev sat i gang for tidligt, er noget, kun guderne kan vide. Men da det lettere improviserede – sagt på en pæn måde – keytarlir i introen til “Sensommerbålet” nåede publikums ører, måtte vi konstatere, at det nok snarere var sidstnævnte, der gjorde sig gældende. Idet René Pedersen så indtog scenen for at assistere på vokal, var der ikke et øje tørt, og de tidligere keyboardmalører var så godt som glemt. Gennemgående holdt særlig Håndtrold god kontakt til både publikum og bandkollegaer, så stemningen var afslappet og venskabelig. På sand Trolde-maner måtte publikum løse en gåde for at finde ud af, hvad aftenens sidste sang skulle være, så Håndtrold spurgte: “Hvem lever i skoven? Og hvad er jeg?”. Publikum blev enige om, at det jo så måtte være “Trolden og Jomfruen”, der skulle være enden på denne stort set vellykkede koncert.
Sætliste:
- Heksen
- Udyrets Gab
- Havets Bund
- En Kiste Fuld Af Minder
- Røveren
- Troldenes Nat
- Sensommerbålet
- Dansen Med Myrtille
- Knokkelmanden
- Trolden og Jomfruen