Godt gammeldags had fylder mere på papiret
Power metal er en genre, der gerne vil have os op af sædet. En glad genre, vil jeg kalde den. Bag Beyond Eternity står guitarist og keyboardspiller Zsolt Szilágyi, der med sit musikalske projekt skabt i 2022 forsøger at indfange den meget pompøse og melodiske side af genren. Men desværre bliver man ikke altid glad for noget, som man får leveret. Hvis der er en ting, som man virkelig holder af, bliver det som regel rost med ét velvalgt tillægsord. ’Sublimt’, ’lækkert’ eller ’excellent’ er fornemme valg. Når man derimod hader noget, rækker ét enkelt tillægsord sjældent. Her skal kritikken gerne have lidt mere fylde, eksempelvis ’Føj for satan, det smager af rådne fisk’, når det gælder mad, eller ’Hold kæft, det stinker mere end naboens sure sokker’, når Mötley Crue indtager scenen. Og skulle jeg beskrive Beyond Eternity med én sætning, ville den desværre blive rigtig lang.
Kaptajn Kliché og venner på eventyr
Ud over at musikken på Beyond Eternity er klichéfyldt, generisk som bare pokker og enkelte steder er decideret kedelig, så fejler den egentlig ikke noget rent teknisk. Og hvad mener jeg så med det? Jo, albummet byder på nogle udmærkede guitarpassager, til tider gode riffs, en blandet landhandel af gæsteoptrædener samt enkelte vellykkede orkestrale arrangementer. Problemet er bare, at det hele er så pokkers uoriginalt og uspændende, at jeg gentagne gange måtte sætte musikken på pause, sukke dybt og samle kræfter til endnu et nummer. Det er trods alt en bedrift at få 50 minutter til at føles som en hel arbejdsuge.
Pladens bedste nummer er uden tvivl ”King With No Crown”, hvor Paolo Ribaldini (backingvokal for Beast in Black) har vokaltjansen. Han leverer masser af gejst og er den dygtigste samarbejdspartner inviteret ombord. Efter en omgang hæsblæsende trommer får vi et ganske nydeligt, omend velkendt guitarriff, der munder ud i et omkvæd, som lige så godt kunne være hentet fra Evergreys bagkatalog. Det er med andre ord et ganske fint nummer, hvor After Infinity viser, at de godt kan skrue noget lytteværdigt sammen. Men kvaliteten på skiven er virkelig svingende. Kigger vi på nummeret inden, ”Infinite Feeling”, er kontrasten nærmest komisk. Her skriger musikken 80’ermetal med ulidelige gentagelser og et tempo så langsomt, at selv Jason Watt ville overhale bandet indenom. Det føles, som om de to numre er indspillet af to forskellige bands. Hvilket siger en del om udgivelsen.
Det værste ved Beyond Eternity er dog den totale mangel på sammenhæng. Hvor Tobias Sammet altid forsøger at skabe en rød tråd på et Avantasia-album, fremstår dette som det rene rod. Den gyselige ballade ”Maybe She’s Crying” efterfølges af et intetsigende instrumentalnummer, inden ”Everlasting Mark” pludselig skruer så voldsomt op for tempoet, at man er ved at få et hjerteanfald. Forvirrende som bare pokker.
En fest, folk går udenom
Jeg har altid stor respekt for solokunstnere, der skaber musik ud fra ren passion, og den respekt gør sig også gældende her. Men Beyond Eternity er en ringe skive. Det føles mere som en arbejdsopgave end en fornøjelse at komme igennem albummet fem gange, og det er sjældent et godt tegn, når musik skal bruges til at inspirere og berolige os. Det bliver derfor desværre kun til tre kranier i denne omgang.