Toneblind - At Være Noget For Nogen

At Være Noget For Nogen

Udkom

Type:Album
Genrer:Hard rock, Garage rock
Antal numre:12

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Hvordan lyder en eksploderende garagefest egentlig?

Hvis du ikke kender Toneblind, er det ikke, fordi du er farvedøv.
Det vil sige, at hvis du har været en smule oppe på tangenterne, har du selvfølgelig set, at vi allerede har anmeldt deres ganske lovende EP, På Det Tidspunkt. 
Det sjællandske band er et nyere skud på stammen inden for dansksproget hård rock. Selv præsenterer de sig som lyden af en garagefest, der eksploderer. Det er sådan noget rock, som eksempelvis gør, at man kommer til at varme op for Carpark North og Magtens Korridorer. Hvilket de da også har gjort.
Og nu har bandet så udgivet sit debutalbum, At Være Noget For Nogen.
Skal man være tonedøv for at melde sig som fan, farveblind for at fange essensen i musikken, eller hvordan ser det ud med Toneblind?

Når han tager sin læderjakke på – og spiller rock

Den første tanke, der rammer ved lytning af At Være Noget For Nogen, er, hvor nært beslægtet musikken er med Magtens Korridorer. På vokal præsterer Jonas Bay Kaas at intonere som Johan Olsen. Bare med en lysere stemme. Som en Olsensk råbende udgave af Danny Kroghly fra Skarnet. Der er masser af pondus i hans stemme såvel som i det tekstuelle univers.
For Toneblind har noget at komme med. Musikken vil frem. Den vil høres. Den vil ses. Skiven åbner med det energiske ”7 Rigtige”, som sammen med de to efterfølgende numre både kompositorisk og udtryksmæssigt ligger i direkte forlængelse af de førnævnte gavflabe fra Vesterbro. Førstestrofens spørgsmål, om hvor i alverden vi skal hen, besvarer Kaas ved i omkvædet iklæde sig læderjakke, mens musikken skyder brystet frem i en fandenivoldskhed, der derfra præger skiven til slut. Toneblind er helt tydeligt et rockband med friskheden intakt.
Og det er forfriskende at høre musik, der ikke anvender overproduceret og dyb, mavetung bas, nedstemte guitarer, breakdowns og über-distortion.      Toneblinds musik er lige til. Men det er også ganske banalt, egentlig. Powerakkorder og sange på ret simple rundgange. Men det virker. Det er generelt bare rigtig godt skruet sammen og veksler gnidningsløst mellem forskellige stykker, temposætninger og fængende omkvæd.
Et godt eksempel er det knap så optimistiske ”I Plejede At Elske” med guitarer delt i backing og front, der klæder hinanden i vers og understreger omkvædets tyngde, når de stemmer sammen. Et omkvæd, der i øvrigt giver ekko i hukommelsen efter lytning.
På ”Alle Kommer Videre” giver Kaas en prøve på, at mere ren sang, til tider nærmest i falset, også er i hans værktøjskasse. Skivens højdepunkt, det bistert britrock-energiske ”Englene”, byder med sin pumpende rytme og velkomponerede melodilinje på reference til Arctic Monkeys eller Kaiser Chiefs. Det virker. Det er fedt. Det skyldes ikke mindst Jesper Engstrøms trommer og bas fra Niels Kølln Madsen. De holder høj energi, og specielt førstnævnte glimrer flere gange med tempo og gode fills på skiven.
At Være Noget For Nogen er dog ikke en sejrsgang hele vejen. Efter det groovy og tungeste nummer ”VentForSent” er det, som om pladen er knækket over, og den stringente og vedkommende linje fra den første halvdel mister fokus og sammentømret energi. ”Piraten” og ”Romancen” lader til at køre lidt i samme rille som de andre numre. På ”Dem Som Vi Var (Om 100 År)” taber nummeret pusten på trods af funky forsøg på forandring. Det, der nok er ment som et friskt pust, gør, at nummeret ikke virker så sammenspillet som resten. Og ved ”Pyromanen Der Blev Snydt Af Et Lyn” føler jeg mig snydt af en ellers lovende titel, som fremstår mere højelektrisk end den mere rolige lukker, det nu er. Toneblinds kompositoriske evner gør dog, at ingen af disse numre er decideret dårlige. De er bare heller ikke rigtigt gode. Albummet som helhed ville faktisk have haft godt af at blive lige så stringent skåret til som på den første halvdel for på den måde at gøre alle numre vedkommende eller udeladt.

At være noget for nogen

Toneblind er helt sikkert kommet for at tage plads, sætte aftryk – og være noget for nogen.
Deres debut lader ikke nogen tvivl tilbage om bandets ambitioner i det ligefremt farmands-rockede. Og jeg forestiller mig, at vi får langt mere at se til disse energiske gutter.
Musikken er ærlig, velkomponeret og ligetil – og vil dælme stå godt til en frisk fadøl i festivalsol. Mange af numrene fremstår sammentømrede og energifyldte, mens andre er mere flagrende og ikke helt så stringent fremført.
Debuten hører ikke til skelsættende værker, men hvis man lytter til det inden for den ramme, det bevæger sig i, er det en ganske habil skive. Den skal tages for det, den er. Ikke så meget mere.
Blinde for toner og deres sammensætning er de i hvert fald ikke i Toneblind.

Tracklist

  1. 7 Rigtige
  2. At Være Noget For Nogen
  3. I Plejede At Elske
  4. Den Smukke Ælling
  5. Alle Kommer Videre
  6. Englene
  7. Piraten
  8. VentForSent
  9. Romancen
  10. Dem Som Vi Var (Om 100 År)
  11. Idioten
  12. Pyromanen Der Blev Snydt Af Et Lyn