Min stridshjelm har tre buler, tre buler har min stridshjelm!

Danske Heidra startede for alvor deres plyndringstogt tilbage i 2014 med deres første album Awating Dawn. Fire år senere er de klar med opfølgeren nemlig The Blackening Tide, som også fortsætter den historie, som de startede på at fortælle på det første album. De herrer præsenterer sig selv som værende et ”epic power/black/folk metal”-band, og hvis man kombinerer det med lyrikken, står det klart, at det nok er nemmere at koge det hele ned til ”vikingemetal”. Det skal forstås således, at det er tungt og vredt men også muntert og storslået – som en dansk pendant til schweiziske Eluveitie minus de uforståelige passager på old-gælisk naturligvis.

…Og har den ej tre buler...

Noget af det første man opdager ved albummet er, at de otte sange alle er ret lange. Det korteste nummer, ”A Crown of Five Fingers”, er på ca. fem minutter, mens det længste, ”Hell’s Depths”, er på lidt over syv minutter. Jeg har personligt intet imod lange numre, men det kan være svært at få alle sekunderne til at være lige interessante, når man skriver så lange numre, og der er altså enkelte passager på The Blackening Tide, der virker overflødige – desværre. Fx kunne de godt have forkortet et nummer som ”Lady of The Shade” med et halvt til et helt minut. En anden ting man også hurtigt opdager er produktionen, som altså er noget løjerlig. Den er ikke dårlig, men lydbilledet er en kende skævt i den forstand, at der mangler dybde, og til tider lyder det næsten som om, at alt lyden kommer ud af samme forstærker. Det gør også, at lyden bliver mudret, og at guitarerne kommer til at mangle gennemslagskraft – et problem som hverken debuten Awaiting Dawn eller deres ep Sworn to Vengeance havde. Yderligere har jeg en kende svært ved at skelne de otte sange fra hinanden, for på trods af de forskellige introer ender de med at følge samme mønster og struktur. Desværre virker det virker derfor reelt som om, at der kun er tre-fire sange på albummet i stedet for otte. Et tredje problem er også, at den måde de blander ”epic power” med mere traditionel black og død gør, at tempoet ofte svinger for meget og for pludseligt, og resultatet er alt andet end episk.

Men der er også positive ting at sige om albummet! Man er nødt til at anerkende Morten Brylds clean-vocal, der mest af alt får mig til at tænke på gode gamle Matt Barlow (ja, ham fra Iced Earth). Og hvis man er til guitarlir og bombastiske soloer, så er The Blackening Tide et tagselvbord af episke proportioner, hvis de så bare ikke lød så mudrede og undervældende. Jeg har ikke oplevet Heidra live (endnu), men jeg tænker, at det først er, når man får deres musik smidt durk i ansigtet, at det sådan rigtigt giver mening.

… Så er det ej min stridshjelm!

Jeg kunne godt lide Sworn to Vengeance, og Awaiting Dawn var en genial debut, men The Blackening Tide er ikke en værdig opfølger – desværre. Men selv de bedste sagaer og ældste eposser har småkedelige kapitler og passager, der føles overflødige.