Blazere og britisk bombardement
’Heavy metal er udødelig, men det er vi ikke’, udtalte Rob Halford fra Judas Priest for mange år siden. En ganske passende påmindelse om, at vi alle har en udløbsdato. Selvom det uomtvisteligt er rigtigt, lød bandet dog energisk som bare pokker, da jeg anmeldte Invincible Shield i 2024. Set i bakspejlet skulle den nok have haft ni kranier. Vi bliver trods alt alle klogere med årene. Halfords udtalelse danner grundlaget for denne anmeldelse, for nu er et nyt britisk heavy metal-band klar til at melde sig på banen: Rattlesnakes. Gruppen blev dannet i Nottingham i 2024 og spiller en yderst klassisk omgang heavy metal med tydelige inspirationer fra Judas Priest. Det gælder ikke mindst forsanger Rowena Neales vokallevering, der på én og samme tid er både traditionel og ganske utraditionel. Så find skulderpuderne, hoopøreringene og benvarmerne frem, for nu rejser vi tilbage til de glade 80’ere, hvor MTV hjernevaskede en hel generation.
En ny æra af bands venter
Mange af navnene på Copenhell og andre store festivaler er efterhånden særdeles erfarne bands. Bring Me The Horizon virker næsten som et nyere band trods erfaringen, og jeg synes personligt, at det er spændende at følge med i, hvem der bliver de næste store stjerner. Indenfor heavy metal har jeg især fidus til Tailgunner, et andet ungt britisk band, som også er en reinkarnation af 80’erne. Med andre ord går vi en spændende tid i møde, og måske er vi vidner til en ny moderne bølge af britisk heavy metal.
Når man tager i betragtning, at Shadow in the Night er en debutskive, er det et bundsolidt album. Briternes sammenspil er rigtig godt, og Rowena Neales vokale levering sidder lige i skabet. Hun har masser af charme, attitude og karakter og adskiller sig fra mængden af anonyme metalvokalister. Det er et stort plus! Åbningsnummeret og titelnummeret ”Shadows in the Night” er et regulært britisk bombardement af finesse, og Neales giftige vokal smitter samtlige øregange, som den kommer i nærheden af. Højdepunktet på skiven er dog ”Where the River Meets the Sea”, som begynder med et akustisk stykke, inden det eksploderer i et af de mest fængende omkvæd, jeg har hørt i år. Generelt er bandet en mester i at holde et vanvittigt højt tempo uden at forfalde til endnu en kedelig ballade om røde roser og sovende prinsesser. I stedet skruer Rattlesnakes yderligere op midt på pladen med ”Destroyer”, det perfekte soundtrack til fastelavn, hvis samtlige deltagere var på coke, og tønden var erstattet med den trælse overbo, som altid beder dig skrue ned for lydstyrken
Rattlesnakes er et særdeles retroorienteret band med tydelige elementer fra både Judas Priest, Saxon og sågar en smule Helloween. Bliver inspirationen til tider for tydelig? Ja, det gør den. Hvis vi kigger på forbedringer af debutskiven, så kunne det instrumentale nummer ”Dreamland” godt være sløjfet og lyrikken være mere beskrivende fremfor direkte. Nogle steder er den så simpel, at man næsten kan synge med, inden næste linje overhovedet er begyndt. Lidt flere overraskelser, tak, men bliv endelig ved i samme stil!
Ungdommen nu til dags
Rattlesnakes har mange kort på hånden, men mangler stadigvæk lige at have et ekstra es gemt i ærmet. Selvom debuten er rigtig god og et kærkomment bevis på, at heavy metal er for evigt, mangler den momenter med overraskelser. Kommer de til at konkurrere med Tailgunner i en nær fremtid? Det tror jeg bestemt. De appellerer til stort set samme segment, men heldigvis er der plads til mange dygtige bands i fremtiden. Kvintetten fortjener ros for debuten, og jeg glæder mig til at høre mere i fremtiden.