Traktordemo-muzak
‘Orv, har du set det der nye bonde-metalband på TikTok?’ er i 2026 en sætning, der desværre giver mening. Da jeg dog hverken er en omsorgssvigtet teenager, hvis forældre har for travlt med at løbe halvmaratoner eller sælge aloe vera-produkter på Instagram, eller en verdensfjern folketingspolitiker, har jeg ikke TikTok. Men da alle andre platforme jo har adopteret formatet med at lave ‘shorts’ eller ‘reels’, har det været umuligt at undgå at støde på Netherwilds. Men hvis man alligevel skulle have undgået at høre om bandet her, så kan jeg oplyse, at det opstod, kort efter det canadiske indierockband Tokyo Police Club gik i opløsning. Frontmanden, Dave Monks, samlede derefter nogle af sine kolleger fra andre projekter og skabte derved Netherwilds – et såkaldt ‘peasant metal’-band. Men hvad hulen er ‘peasant metal’? Er Netherwilds rendyrket zeitgeist-hype skabt via sociale medier, eller har Peasant Rising faktisk noget at byde på udover billige grin?
Help, help, I’m being repressed!
Det er svært at regne ud, hvor seriøst man skal tage Peasant Rising – og Netherwilds. På den ene side er musikken overordnet set ikke uden sine meritter. På den anden side handler albummet om en gede-lysten bondeknold, der bliver den ufrivillige hovedperson i et okkult komplot imod kongen, som bestemt heller ikke har rent mel i posen, det er faktisk ganske forpestet, det mel. Tag bare et kig på albummets cover. En åbenlys reference til Grant Woods ikoniske American Gothic-maleri fra 1930, men i stedet for at afbilde en bondemand og hans datter ser vi albummets hovedperson, Worm Chewer, med sin pelsede kæreste. Det er jo ikke ligefrem noget, der emmer af seriøsitet.
Selve musikken, denne ‘peasant metal’, dækker egentlig bare over en særegen kombination af hardcore punk, groove metal og middelalderlig folkemusik drysset med en lillebitte smule black metal. Så ’folkcore’ er måske en mere passende beskrivelse, men det lyder selvfølgelig ikke helt så sjovt eller nyt.
Peasant Rising er et ekstremt proppet album. 22 numre, hvoraf 9 af dem er sådan nogle små spoken word-sange, hvor Netherwilds prøver at fortælle og forklare historien på albummet. Eksempelvis ”Scroll VIII: The Rising”, hvor vi hører om, hvordan de rebelske mudder-troldmænd hidkalder den mytiske flet-robot, der kun kan styres af en, som er ét med mudderet og møget – hvilket naturligvis er vores hovedperson, Worm Chewer. Som sagt: Det er meget svært at finde ud af, hvor seriøst man skal tage det her projekt.
Men hvad med den reelle musik, kan den noget, eller er det alt sammen bare ‘for teh lulz’? Netherwilds er ikke dårlige musikere, og de er bestemt i stand til at komponere og kombinere diverse elementer, som – på papiret – måske ikke passer specielt godt sammen. Især er de overraskende dygtige folkemusikanter. Musikken fungerer absolut bedst, når de spiller på alle tangenter og skruer vanviddet op på 11, som de gør det på ”Siege Proof Hovel” – nok det bedste nummer på albummet.
Det, der dog overhovedet ikke fungerer, er Monks vokal. Hans skrig lyder helt vildt forcerede, og hans clean vokal er slet og ret møghamrende irriterende. Hans enerverende og indifferente mumlen er som negle på en tavle – måske det eneste på albummet, der reelt set giver en lyst til at vælte ud ad hoveddøren for at smadre et eller andet.
De konstante afbrydelser fra de mange ”Scroll”-numre og lignende intermezzi gør bestemt heller ikke noget godt for albummet. Jeg er med på deres rolle, men det ændrer ikke på, at de mest af alt føles som reklamepauserne på TV3. Ydermere er det også svært at sige/skrive noget sådan virkeligt pænt om de overordnede riffs på pladen, da de alle følger præcis den samme – og efterhånden ret trætte – hardcore punk-formel. Så det kan godt være, at Netherwilds selv føler, at de har fundet på noget nyt og klogt, men virkeligheden er nu en lidt anden. En ægte kyniker ville desuden mene, at Netherwilds egentlig bare er hardcorependanten til Curta'n Wall.
Hvis en joke ikke får nogen grin, er den så sjov?
Der har aldrig været så mange bands som nu, og konkurrencen er derfor helt urimeligt hård – ja, nærmest umenneskelig – hvilket i øvrigt også er et aspekt, de stakkels musikere er oppe imod. Jeg forstår fuldt ud, hvorfor Netherwilds reklamerer så aggressivt på eksempelvis TikTok. Jeg forstår også fuldstændig, hvorfor der er opstået så mange ‘joke’-bands de sidste par år, som der er. Man er nødt til at gøre et eller andet anderledes, hvis man vil have en chance. Problemet er dog bare, at den musik, som Netherwilds præsenterer os for, langt hen ad vejen er ganske banal, men hvad værre er, så falder deres forsøg på at være sjove totalt til jorden. Når det så er sagt, så er jeg ganske sikker på, at bandet her vil være ganske underholdende at opleve live, især hvis ens promille er så høj, at den skal måles i procenter. Så på samme måde som film skal ses i biografen, skal Netherwilds nok ses på en scene.