Hvorfor?
Det er fem år siden, Dimmu Borgir sidst udgav et album. Det er ydermere 13 år siden, de sidst udgav et album, der ikke lød som en opsamling af Disney-skurketemaer. Dimmu Borgir har tydeligvis ikke just travlt med at lave ny musik; faktisk virker det til, at de vil gøre alt, hvad de kan for at undgå at bakse et nyt album sammen. De sidste par år har de genudgivet klassiske album, og nu har de norske mørkemænd begået den ultimative form for prokrastinering, nemlig lavet et opsamlingsalbum med diverse coversange, som bandet har spillet de sidste par årtier – novra!
Hvorfor!?
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg har det stramt med coversange, da jeg har svært ved at se fidusen ved dem, og det er uhyrlig sjældent, at de spiller en anden rolle end den som fyldstof. Jeg er helt med på konceptet med, at man hylder sine helte, men det med blot at kopiere dem forstår jeg simpelthen ikke. Hvis man endeligt skal lave en coversang, så bør man enten give den sit helt eget personlige præg eller skabe en bedre version end originalen. Dimmu Borgir er kendt for at være det måske største og bedste eksempel på symfonisk black metal. Bare når man tænker på bandet, hører man allerede de gotiske klaverpassager og dommedagsorglet.
Derfor er det da oplagt at tro, at de famøse nordmænd da netop har føjet deres varemærket til de klassiske numre som ”Black Metal” (Venom) eller ”Burn in Hell” (Twisted Sister), men nej! Samtlige otte numre er helt standard coversange uden skyggen af alt det, der kendetegner Dimmu Borgir. Bevares, numre som ”Perfect Strangers” af Deep Purple og ”Metal Heart” af Accept lyder da en tand tungere end sædvanligt, men ikke på en sådan måde, at man kan høre, det er Dimmu Borgir, der står bag – det kunne lige så godt være et hvilket som helst andet metalband. Tværtimod er en del af disse covers faktisk værre end originalerne; den helt store synder må siges at være ”Burn in Hell”, som ærlig talt lyder pandekageflad uden Dee Sniders kække vokal og sangstil.
Ydermere er det en kende tamt, at der er hele to Celtic Frost-covers med. Bevares, uden Celtic Frost havde der aldrig været et Dimmu Borgir, men det er alligevel en kende dovent. Et Mercyful Fate-cover havde måske været mere passende, da de fire dominerende førstebølgeblackbands så alle havde været repræsenteret.
Den største (og eneste) overraskelse på Inspiratio Profanus er dog coveret af ”Dead Men Don’t Rape”, lavet af det gamle amerikanske industrial metal-band Global Genocide Forget Heaven (kendt som G.G.F.H). Den tror jeg ikke, mange havde set komme. Hvilket nok havde været at foretrække, da det lyder intet mindre end skrækkeligt.
Nej, helt seriøst: Hvorfor!?
Kære Dimmu Borgir. Jeg har fuld forståelse for, hvis I egentlig ikke har lyst til at gå i studiet og lave ny musik. I har lavet ti album; I behøver ikke lave mere. I behøver hverken genudgive værker som Stormblåst eller fornedre jer til at lave coveralbum. I har gjort nok. Men så meld det ud i stedet for at træde vande på denne måde og derved spilde jeres lyttere og fans tid – tak!
