De evige projekters holdeplads
Vi kender alle sammen til det med at få en drøngod idé til et projekt. Det kan være, man tænker, at nu skal skuret konverteres til et gæsteværelse. Måske skal der graves en pool i haven, og nu hvor ungerne er flyttet hjemmefra, så kunne deres værelse da godt lige omvendes til en tro kopi af Sams Bar. Vi kender også det, at der er ufatteligt langt fra at få ideen til at udføre den. Ofte ender det med, at der står en futon i skuret, og at havepoolen mere er en slags vandpyt til opbevaring af alger og nabobørnenes fodbolde. Angående hjemmebaren? Tjo, der står da en ramme Slots-pilsner derinde et sted. Serpent blev dannet allerede tilbage i år 2000, men er først klar med sin debut her i 2026. Det er vildt. Tænk sig at holde fast i drømmen – eller måske rettere illusionen – om, at man faktisk er et band i næsten 30 år, før man rent faktisk får gjort noget ved det! Det er den slags, der får en til at kigge på de tusindvis af halvfærdige projekter, man selv har hjemme i huset, og tænke ‘pyha, det skal nok gå …’ til ens partners store irritation. Men har The Pit and the Pendulum så været værd at vente på? Kan man mærke, at det er resultatet af en årelang drøm, der nu endeligt er blomstret? Kanske!
Klipper-klistre-metal
Det er ikke en tilfældighed, at albummet deler titel med Edgar Allan Poes novelle fra 1842. For selvom albummet ikke er en direkte fortolkning af Poes værk, så har det bestemt hentet en del inspiration derfra. Vi har den fæle spanske inkvisition – som ingen nogensinde forventer – hekseafbrændinger, mørkekunstnere, heksejægere og naturligvis byen Salem. Ikke just den mest originale tematik for en metalplade nogensinde. Men hvad så med musikken? The Pit and the Pendulum er arketypisk svensker-metal.
Det er mere svensk end at spise Kalles Kaviar i Ikea, mens man skyder Oluf Palme og nynner temasangen til Pippi Langstrømpe. Det lyder, som hvis In Flames, Entombed, Sabaton og Ghost gik sammen og lavede et band. Vi har de klassiske 00’er-melodødsriffs, komplet med string skipping (”Lightbringer”), som bliver akkompagneret af Kenneth 'Sin' Alutoins grubedybe trolde-vokal. Dertil skal vi tilføje de helt store singalong-omkvæd (”Hexenjäger”), som ville gå hånd i hanke med et nummer som ”Swedish Pagans”. Slutteligt har vi den okkulte stemning og de dansable keyboard-rytmer. Og hvis det ikke var svensk nok, jamen, så er det da, fordi jeg har glemt at nævne de utrolig mange Malmsteen-influerede guitarsoli! Jeg ved ikke, om power-død er en genre, men det er det nu!
Alt det her understreger dog også, endda utroligt kraftigt, hvad albummet – og Serpents – største problem er. Nemlig at det er så utroligt nemt at dissekere deres musik og pege på, præcis hvor hver enkelt del kommer fra. Bevares, at kombinere alle disse bands forskellige lydbilleder på præcis den måde, som Serpent gør det, har jeg ikke oplevet før – så det skal de da have point for. Det ændrer dog ikke på, at The Pit and the Pendulum mestendels virker som den musikalske pendant til de plancher, man lavede i folkeskolen under emneugen.
Prøv nu selv!
Rent musikalsk fejler Serpent absolut intet. De spiller glimrende, vokalen er ganske habil og produktionen dejligt imposant. Intet af det ændrer dog på, at deres klippe-klistre-metal ikke er ret spændende, og netop fordi man har hørt det hele så mange gange før, og at det er så nemt at spore oprindelsen, så er det svært at være synderligt imponeret over deres sangskrivning. Originalitet er efterhånden nok ved at være en uddød dyreart, fred være med det, men det ændrer ikke på, at man godt må forsøge at tænke bare lidt ud af boksen i stedet for at klistre den til med samtlige idolplakater.