Fire italienere går ind på en rockbar i Helsinki…
Shores of Null er et italiensk melodisk death-doom band, som jeg først stødte på, da de udgav Beyond the Shores (On Death and Dying) i 2020. Pladen bestod af en enkelt sang på fyrre minutter og lød som et udmærket forsøg på at gengive lydene af Swallow the Suns eller Amorphis’ nuværende diskografi i eposformat. For det den var, var den egentligt meget god med masser af ørehængende melodier og en veludført fremgang fra start til slut. Shores of Null er sidenhen kun blevet mere poppet i takt med, at deres tydelige inspirationskilder også er det, og de udgiver i år deres femte plade, Homesick. Spørgsmålet er blot, om de tager os i en uventet retning, eller om de stadig følger trop med finnerne.
Pop-rock med storhedsvanvid
Homesick starter meget abrupt med stor lyd i et mid-tempo groove. Alting lyder meget velproduceret med trommer, ren vokal, og guitar placeret perfekt i mixet. Dog lyder det lidt for perfekt i forhold til det kompositionsmæssige indhold. Det mid-tempo groove underlagt en akkordrundgang og noget lead kommer nemlig til at vise sig at være næsten det eneste, der foregår på hele pladen. Sang nummer 4, ”Homesick”, er den første, der rent faktisk har et doom-riff i introen, som meget hurtigt rekapitulerer og modulerer tilbage til pladens vante rammer. Sangen skifter også toneart ved hvert sektionsskifte og føles derfor ret rodet. ”Society is the Murderer”, som for resten også er en forfærdelig titel, lider af samme problem, og som så mange sange på pladen efterlader den en med tanken: ’Det var det??’
Kobl denne begivenhedsløse sangskrivningstendens sammen med et mix uden nosser, og så har du en rigtig kedelig plade. Den næsten totale mangel af egentlige riffs i kombination med en mangel på både diskant- og basfrekvenser gør, at lytterens ører næsten konstant keder sig i et hav af middelfrekvens og kedelige tempi. Pladen er ikke rigtigt hurtig, men den er heller ikke rigtigt langsom. Den er ikke rigtigt tung, men den er heller ikke blid. Men i modsætning til Guldlok er resultatet ikke ”lige rigtigt”, men blot lidt under middelmådigt. På ”Two Mountains” er det tydeligt at høre, at Shores of Null kanaliserer deres indre Amorphis men med hverken charme, selvtillid, eller lækre riffs.
Det mest skuffende ved Homesick er dog, at der er enkelte geniale øjeblikke spredt ud over dens halvtreds minutter. ”Bleed to Life” ser forsanger Davide Straccione levere en utrolig stærk optræden på et vers omkring halvvejs, der næsten er til at få gåsehud af. ”The Numbing Void” er det tætteste pladen kommer på et reelt doom-nummer, og det er et reelt godt nummer med et bassolointerludium, der fører til klassiske instrumenter i sidste tredjedel. Der er nogle tydelige genistreger på Homesick, men de gør det kun til en endnu større skuffelse, at dette så var pladen, vi endte med at få.
”Hvis din bedste ven hoppede ud fra en kløft, ville du så også gøre det?”
Shores of Null har aldrig været de store opfindere, men givet den dårlige respons på deres inspirationers fejlede dyk ned i poppens verden skulle man tro, at de ville prøve på et eller andet andet. I stedet er de sprunget direkte i fælden sammen med dem, og hvis man ellers, ligesom jeg, ikke har helt så meget imod Amorphis’ eller Swallow the Suns senere output, så kan man lige så godt bare lytte til dem. Shores of Null gør det nemlig ikke nær lige så godt.
