ASIA - Indigo

Indigo

· Udkommer

Type:Album
Genrer:Hard rock, Prog rock
Antal numre:16

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

One-hit-wonder for nogle, ikoner for andre

Oprindeligt stiftet som supergruppe af medlemmer fra King Crimson, Yes og Emerson, Lake & Palmer nød Asia stor succes med deres eponyme debutalbum fra 1982. Ikke mindst hjulpet på vej af singlen ”Heat Of The Moment”. Nummeret erindres af mange som et klassisk firserhit, og ofte var det at finde på de utallige ”Best of 80's” kompilation-albummer, der blev sprøjtet ud i cd'ens storhedstid. Bandet opnåede aldrig den samme kommercielle succes med deres efterfølgende udgivelser og stod vel ret beset i skyggen af mægtige Journey. Det til trods for at materialet var af høj teknisk kvalitet. Asia tog halvfjerdsernes progrock og smeltede den sammen med firsernes album oriented rock (AOR). Resultatet var bemærkelsesværdigt, og de var med til at karakterisere subgenren hi-tech AOR. Gruppen var forud for deres tid med alt den relevante erfaring i rygsækken.

Efter en årrække, hvor medstifter og keyboardspiller Geoff Downes var eneste konstant i besætningen, blev Asia i 2006 gendannet i original gruppering. Herfra, kun afbrudt af guitarist Steve Howe's fratræden i 2013, spillede Asia i oprindelig bemanding frem til sanger John Wetton's utidige død i 2017. Den overvældende respons fra bandets fans under en John Wetton hyldestkoncert i 2023 inspirerede keyboardspiller Downes til at færdiggøre de sangidéer, de to havde arbejdet med umiddelbart efter forrige plade Gravitas (2014), inden Wetton's kræftsygdom satte planerne på pause. Nogle af de sange udgør Indigo, mens andre er komponeret i samarbejde med bandets helt nyrekrutterede trommeslager Virgil Donati, guitarist John Mitchell, og sanger Harry Whitley. Derfor er der en smule Wetton-islæt på pladen, men det springende punkt er naturligvis, hvilken vej Downes har valgt at gå med valget af bandets nye vokalist.

Melodisk excellence og raffineret progrock

Lad mig bare slå fast: Den nye mand bag mikrofonen jager ingen trofaste fans bort. Harry Whitleys stemme er ikke ulig hans forgængers, men han har en musicalkvalitet, som kommer særligt til udtryk på ”Arcadia” og den grandiøse ”Hymn For The Fallen”. Jeg kan bedst beskrive ham som en hybrid af Wetton og Toby Hitchcock (Pride Of Lions), indiskutabelt en flatterende sammenligning.

Den pomp og pragt, som Asia altid har været garant for, findes tydeligst på ”The Traveller (Into The Light)” og ”Echo Of You”, hvoraf sidstnævnte ligefrem bevirker en The Police-association. Mere ukompliceret fremstår balladen ”Change Of Heart”, der er som fløde for øregangene - også lidt morfaragtig, men smuk i sin enkelthed. Radiovenlige skæringer som ”Is This The Life”, ”Night And Day” og ”On A Winters Night” definerer den vellyd, der altid har kendetegnet orkesteret. Særligt guitarens fremtoning er så vindende og lækker, at den tager fortjent ejerskab over hele lydbilledet under soloerne. Desuden er netop de superkommercielle numre en perfekt modvægt til de mere progressive værker herunder trilogien ”Tattoo Indigo (Part 1, 2, og 3)”, som flot illustrerer den musikalske overlegenhed, der har kendetegnet Asia gennem hele deres karriere. Man kunne måske have ønsket, at bandet havde haft modet til at slå skæringerne sammen til ét langt nummer, for den forventelige funktionelle sammenhæng er faktisk til stede. Tredje del af trilogien findes i en alternativ version med gæsteoptræden fra Dream Theaters trommeslager Mike Portnoy til sidst på pladen. Portnoys bidrag frembringer en tungere lyd, og vokalen er lettere forvrænget. Som selvstændig sang har ”Tattoo Indigo (Part 2) (Featuring Mike Portnoy)” på en ulogisk måde sin berettigelse. ”Chesapeake Bay” var et af Wetton's sidste kompositioner, et easy-listening stykke, født af et vellykket samspil mellem tangenter, slideguitar og en ufejlbarlig vokalpræstation.

Det faktum, at Geoff Downes nu er eneste originale medlem, gør ingen vold på Asia-brandet. For kvartetten leverer stadig iørefaldende melodier, følsom pop og visionære kompositioner. Det gjorde de også i halvfemserne med John Payne i front. Men Harry Whitley viser sig at være mere én til én, når man drager den uundgåelige parallel til Wetton.

Bestandigt og pålideligt musikalsk håndværk

12 år er der gået siden Gravitas, den absolut længste pause mellem udgivelser fra englænderne. Dermed kan man argumentere for, at der har været tid nok til at genopfinde sig selv. Det er bare ikke noget, Asia har tradition for, så hvorfor begynde på det så sent i karrieren? Indigo er proppet med klassisk Asia-indhold, med den sædvanlige variation af prog-rock og stuerene poppede AOR-melodier. Når man i forvejen er unik, så er der vel ingen grund til at ændre på formlen?

Tracklist

  1. The Traveller (Into The Light)
  2. Change Of Heart
  3. Arcadia
  4. Is This The Life?
  5. Tattoo Indigo (Part 1)
  6. Tattoo Indigo (Part 2)
  7. Tattoo Indigo (Part 3)
  8. Life In The Sun
  9. Hymn For The Fallen
  10. Night And Day
  11. Valencia (The Ghost Ship)
  12. An Elegy
  13. Chesapeake Bay (Featuring Steve Howe)
  14. On A Winters Night
  15. Echo Of You
  16. Tattoo Indigo (Part 3) (featuring Mike Portnoy) (Bonus Track)