Dimmu Borgir spiller koncert på Copenhell 2019.
Dimmu Borgir - Eonian

Eonian

· Udkom

Type:Album
Genre:Symfonisk black metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 2 stemmer.

Det er ikke mig, det er dig

Dimmu Borgir er, kommercielt set, et af de største black metal-bands, Norge har på samvittigheden. In Sorte Diaboli gik ind som nummer 43 på den amerikanske Billboard 200, og dermed var de det første norske band siden A-ha, som kan bryste sig af at komme på listen. Om det er godt eller skidt, må siges at være et spørgsmål om perspektiv, for Dimmu Borgirs symfoniske black metal er stadig ugleset blandt de mere konservative fans af genren, mens deres fans er dedikerede og mangfoldige. Selvom jeg må regnes iblandt dem – de var blandt de første bands, der introducerede mig til black metal – må jeg med Eonian konstatere, at de og jeg ikke længere forstår hinanden lige så godt, som vi gjorde engang.

En blandet landhandel

Sidste år fik jeg mig en god snak med Shagrath om dette og hint og naturligvis også det album, jeg, og sikkert også andre, har ventet på i otte-fucking-år. Som udgangspunkt var jeg ikke voldsomt begejstret for Abrahadabra, men det skulle ikke ligge dem til last, at jeg ikke faldt på halen – for som fan er det vigtigt at bevare evnen til at forholde sig kritisk til det band, man nu engang holder af. Jeg blev i førnævnte interview gjort bekendt med både den røde tråd på albummet: koret, og det faktum, det er et udspil med rigtig mange detaljer, som kræver både fordybelse og flere gennemlytninger, før det kommer ind under huden på én. Og det må man så give ham ret i; efter flere uger med forskellige niveauer af intens lytten og forventningsafstemning – og den uundgåelige sammenligning med tidligere albums – er jeg stadig ikke blevet klogere på Eonian.

Indledningsvis var jeg betaget af tilføjelsen af de elektroniske virkemidler i den bombastiske åbner ”The Unveiling”, men lynhurtigt gik det op for mig, at det gamle ordsprog om, at ”tomme tønder buldrer mest”, i allerhøjeste grad kan appliceres på Eonian, og flere gange i løbet af albummet har jeg taget mig selv i at sammenligne med andre bands i samme kategori. Førnævnte minder mig en smule om Cradle of Filth, ”Interdimensional Summit” har lidt Satyricon over sig, ”Council of Wolves and Snakes” minder uhyggeligt meget om Ghost, både ”ÆTheric” og ”I Am Sovereign” gav mig lyst til at høre Vovin af Therion, og på ”Archaic Correspondence” plinger det hele lystigt af sted med et nik i retning af det hedengangne Windir. Shagrath udtalte i sommer, at de har skuet bagud til ”de gode gamle dage i 94”, og optimalt set skulle dette, deres tiende album, være et homage til deres rødder. Men det hele lyder hult og ikke på den der charmerende optaget-på-en-kartoffel-facon. Der mangler i den grad både tyngde og substans, og det infame 30-mandskor, jeg blev lovet i interviewet, lyder påfaldende som en overstadig reklame for en klappe-kage-kristen sommerlejr – og det giver desværre ikke den slags kontrast, som ellers kunne have givet pladen lidt særpræg og kant.

Kejserens nye klæder

Der findes ingen faste formularer for, hvordan Dimmu Borgir skal, kan og bør lyde, men jeg tør alligevel godt udtale mig om, hvordan de ikke bør lyde. De bør ikke lyde, som om de langsomt skal køres i stilling som Norges bidrag til Eurovision, ej heller som et påtrængende heppekor for Satan selv, for begge postulater er desværre lige så ufravigelige, som havde Euklid formuleret dem. Jeg siger ikke, det er en dårlig plade, det er bare ikke en så god plade, som man kunne håbe på/forvente af et så fremtrædende og erfarent band. Jeg mistænker koret for at fungere som distraktion fra det faktum, at Dimmu Borgir langt henad vejen ikke blot lyder som en dårlig kopi af dem selv eller, himlen forbyde det, ikke længere har noget at byde på. De enkelte lyspunkter i form af et lækkert riff her eller en interessant melodi der, opvejer ikke hvor meget jeg ikke kan finde ret mange pæne ting at sige. Jo, én ting. Skal jeg være helt ærlig, så lyder Eonian, som om de forsøger at genoplive den flabede Spiritual Black Dimensions, men med kor i stedet for clean vocals. Desværre mangler charmen ved deres tidligere udgivelser, og denne her fremstår poleret, poppet og pæn. Jeg skal ikke afgøre, om Dimmu har tabt sutten, men mig har de tabt.

Tracklist

  1. The Unveiling
  2. Interdimensional Summit
  3. ÆTheric
  4. Council of Wolves and Snakes
  5. The Empyrean Phoenix
  6. Lightbringer
  7. I Am Sovereign
  8. Archaic Correspondence
  9. Alpha Aeon Omega
  10. Rite of Passage

Kommentarer (2)

Jon

Eonian

Lyden er ret lækker. Jeg kan godt forstå hvis man som gammel fan, synes det bliver for poppet, men specielt “Interdimensional Summit” og “Ætheric” er fede. Det er meget svulstigt og storladnt, men jeg synes, at koret kombineret med hans stemme sammen giver et ret fedt udtryk. Det er ret godt skruet sammen. Det harmonerer meget godt med selve musikken der også skifter mellem råt og blødt.

Cecilie Roos

Cecilie Roos

Redaktør

Indlæg: 25

E-i-e-i-onian

Hej Jon

Jeg kan godt lide storladent og svulstigt, ellers havde jeg jo ikke brudt mig om Dimmu ;) Jeg synes bare der mangler noget OOPMF inden under alle lagene. Men det glæder mig, at pladen kan bringe andre glæde, når jeg selv sidder her og har den sure mund på :)

Tilføj kommentar