En titel med mange ansigter

I staten North Carolina findes en syv meter høj skulptur af et menneskehoved. Hovedet er udført i tonstungt poleret rustfrit stål og er placeret i en kunstig dam, hvor de mange kinetiske lag reflekterer smukt på vandets overflade. Metalmorphosis er navnet på både statuen, seneste skive fra svenske Confess og i øvrigt også det kommende album fra labelkollegaerne i Masterplan. Jeg gætter på, nogen hos Frontiers Records kommer til at give kvajebajer. Metamorphosis – metamorfose - betyder forvandling, og den dybere mening i pladetitlen skal nok findes i den oversættelse snarere end det gigantiske metalhoved i Amerika. Tilføjelsen af L må derfor formodes at bero på et fiffigt ordspil.

Blandede stilarter

Har sleazerockerne fra vores kære naboland så forvandlet sig til noget mere mædl? Til dels, ”Pursuit Of The Jenny Haniver”, ”Running To My Death” og ”Silvermalen” bygger i hvert fald på fundamentale elementer af henholdsvis powermetal, speedmetal og paganmetal, dog slet ikke rendyrket. Og lad mig lige dvæle lidt ved ”Pursuit Of The Jenny Haniver”. Jeg tilstår (tø-hø): Ved første lyt fik jeg nogle frygtelige Freedom Call metal 4 kids-associationer. Men det instrumentale stykke to tredjedele inde i nummeret gav mig decideret gåsehud, på præcis samme måde som Iron Maidens’ ”The Red And The Black” gjorde det, første gang jeg hørte den. Pladen er ikke uden svipsere: Den percussionløse ballade ”Beat Of My Heart” er skuffende, kedelig, uinspireret, og jeg havde til hver en tid foretrukket en fuldblods powerballade. Både åbneren ”Colorvision” og skæring nummer to, ”The Warriors”, mangler et magnetisk hook. Hvilket står i stærk kontrast til numrene ”Wicked Temptations”, ”Metalmorphosis” og ”The Other Side”, der alle øjeblikkeligt efterlader et varigt indtryk. Selvom der er fremragende sange på Metalmorphosis, så kommer den altså ikke i nærheden af det niveau, gruppen leverede på Haunters (2017); pladen, jeg betragter som deres mest gennemførte.

Hvor blev mandsmodet og selvtilliden af?

Der bliver eksperimenteret mere end tidligere, og med god succes, og selvom jeg på ingen måder mener, at drengene skal lave en Dynazty, så synes jeg alligevel godt, de kunne have smurt kreativiteten og den nye inspiration udover alle numrene. For de input af heavy metal, som er til stede, rykker ikke på grundstilen, og man er aldrig i tvivl om, at det er Confess, man lytter til. Og når man på den måde er i stand til at inkorporere en ny lyd uden at gå på kompromis med sin identitet, ja, så burde der også være psykologisk tryghed nok til at kreere et opfindsomt og interessant værk. Vi har fået tre spændende, tre småkedelige og fire glimrende – omend forudsigelige – sange, og det virker ærlig talt både for forsigtigt og halvhjertet.