Den musikalske gøgler Devin Townsend besidder en fortsat imponerende og alsidig kreativitet, som kan tage pusten fra de fleste. Dermed ikke sagt, at alt han rører ved bliver til auditivt guld, for sandt at sige blev den seneste "Alien" (med Strapping Young Lad), mig en tand for massiv og rodet, grundet et nådesløst kraftbombedement af svulmende larm. Det er derfor en noget mere afdæmpet Devin der udfolder sig på "Synchestra", hvilket næppe kommer som nogen overraskelse, idet at S.Y.L. altid har fungeret som hans sønderrivende legeplads. Evnen til at frembringe storslåede lydcollager er herpå fortsat udtalt, men på nogle områder er der bare for langt imellem den egentlige gode sang, da store dele af albummet mere står ud som svulstige mellemstykker. Det er der nødvendigvis intet i vejen med, da numrene som oftest alligevel formår at supplere hinanden godt nok til at man fornemmer sammenhængen. Det kan derfor have sin fordel at nyde albummet som en lang lyd rejse, frem for at bryde den op i for mange enkelt numre. Men det er jo heller ikke på nogen måde top 20 hitliste musik vi her er ude i, og sædvanen tro er der rig plads til tossede idéer, blandt andet det spøjse mellemstykke i "Triumph". På netop det nummer medvirker i øvrigt Steve Vai, manden som i sin tid tog en blot 19 år gammel Devin Townsend ind som vokalist på sit "Sex & Religion" (1993) album. Siden da er det som bekendt gået over stok og sten med et utal af udgivelser, og jeg må da indrømme at jeg personligt ikke har fulgt med i alt hvad han har udgivet og produceret gennem de sidste tretten år. Umiddelbart vil jeg karakterisere "Synchestra" som ganske vellykket progrock, med et opløftende skud metal i ny og næ. Den kræver som ganske ventet 8-10 lyt før den for alvor sætter sig, men så vokser den til gengæld også. Jeg har i hvert fald ved flere lejligheder haft uanmeldt besøg af skivens mange gode melodilinier, så helt håbløst ser det jo ikke ud. De mange gennemlytninger giver derfor pote, så opfordringen er hermed givet videre.
Læs også
Hvis du synes om Devin Townsend, kan du måske også lide Pain Of Salvation. Læs også vores anmeldelse af Pain Of Salvation - Panther: