Dark-prog-jazz-wave-magikeren Ihsahn, er tilbage med sit længe ventede album Eremita.

Vanen tro bevæger vi os igen i den neo-progressive alternative metalliske musikånd, som på mange måder ligger i forlængelse af Ihsahns forrige opus magnum, After. Størstedelen af de enkelte skæringer er relativt lange, og lytteren er hele tiden indhyllet i et inferno af mørke såvel som tekniske guitarriffs; trommerne får frit løb og veksler fint mellem det groovy og det ekstreme; Ihsahn veksler mellem desperat skrig og ren sang. Han bliver også akkompagneret af selveste Mr. Devin Townsend og Mr. Einar Solberg (Leprous) på enkelte skæringer. Keyboards og samples er til tider fremtrædende, men lægger for det meste en naturlig fin bund på det subliminale plan. Ihsahn har atter valgt at bruge saxofon i sin musik. Nu er det naturligvis en smagssang, om man kan lide sax eller ej; personligt synes jeg at saxofonen går fint i spænd på Eremita; den giver ligesom pladen en psykedelisk jazzet drejning, som løfter Eremita til nye højder.

Jeg ved sgu ikke rigtigt, hvad jeg skal klandre den her plade for: kompositionerne er velskabte; der er både tempo og groove i de enkelte skæringer; sang veksler fint mellem djævelsk skrig og ren - dog ikke engle - sang; pladen er både mørk som natten og progressiv skinnende som solen.

Hvordan Eremita vil falde ud for lytteren, kommer naturligvis an på, hvordan lytteren har det med både ældre og nyere Ihsahn materiale. På mange måder er Eremita den perfekte syntese mellem atmosfærisk black metal og neo-progressiv metal - men pladen låner også elementer fra alt lige fra psykedelisk jazzmusik til teknisk groove metalmusik. Der er naturligvis altid en risiko ved at ville forny sig. Nogle lyttere ønsker at fastholde deres billede af Ihsahn som symbolet på Emperors velmagtsdage, mens andre accepterer Ihsahn som en multikunstner, der hele tiden fornyer sig. Personligt ser jeg Ihsahn som både symbolet på Emperors velmagtsdage og som en kunstner, der hele tiden prøver at forny sig gennem nye og alternative musikalske konstellationer – og Eremita er netop et sublimt musikalsk udtryk for denne fantastiske syntese: Et album der (på en måde ligesom Enslaveds Axioma Ethica Odini) formår at fastholde sine musikalske rødder og samtidig pege fremad.