Devin Townsend. Foto af CL Photo.
Devin Townsend i Amager Bio · Se flere billeder i galleriet

Devin Townsend

Amager Bio, København S

”Hvem skal du se?”

Åhr bevares, min stakkels kollega (ikke på heavymetal.dk – men sådan en helt almindelig kollega hos et helt almindeligt it-firma) spurgte mig helt uskyldigt og endte med en længere forklaring. For Devin Townsend har gjort sig bemærket som guitarvirtuos og blændende vokalist for Strapping Young Lad, Devin Townsend Band, Devin Townsend Project og nu også som solokunstner. Han har samlet set indspillet ikke mindre end 24 albums samt udgivet fire live-albums i løbet af de seneste næsten 30 år, uden nogensinde at stå stille rent musikalsk. Hans musik bevæger sig fra dødsmetal og prog til syret dance – og er ikke bange for at smide et par musicalnoter i mixet også. Alt sammen køres igennem Townsends smadremaskine og bliver til noget helt unikt.

Hans seneste album Lightwork fra 2022 fik bl.a. disse ord med sig fra vores begejstrede anmelder: ”Magtdemonstration”, ”Dine øregange bliver til velour”, ”Et album der er sværere at genrebestemme end at forelske sig i” – og det er selvsamme album, der har lagt navn til denne turné. Koncerten skulle have været afholdt den 12/5 2022, men blev udsat pga. hans turné med Dream Theater, men nu kunne vi endelig se guitar-virtuosen få frie tøjler i Amager Bio.

Fixation

København! Velkommen!

Først skulle vi dog lige varmes op af Fixation, der for mig var et helt ubeskrevet blad, og de har da også kun en debut-ep, Global Suicide fra 2020, og et par singler fra 2022 at vise numre fra indtil videre. Bandet består af 5 unge norske knøse, der spiller musik i grænselandet mellem melodisk metalcore og alternativ rock. De kom glade på scenen med kæmmet hår og skøn norsk accent og sprang med det samme ud i et punchy core-nummer. Forsanger Jonas W. Hansen gjorde et stort arbejde for at varme rummet op og sprang rundt hele sættet igennem som en tiger bag tremmer. Det samme gjorde sig desværre ikke gældende for resten af ensemblet, der var noget mere stillestående, men dog stadig tydeligt glade for at stå på scenen.

Publikum hang desværre lidt i bremsen, men bandet fyrede heldigvis op for effektive numre som ”Stay Awake”, som da også fik anerkendende klapsalver og tilråb. Det lød virkelig godt, og jeg tog mig selv i at tænke, at det da i grunden var rart med lydfolk, der også havde respekt for opvarmningen. Og efter det klassiske ”nu lader vi lige, som om vi er færdige”-stunt, kom Jonas Hansen alene tilbage på scenen med en smuk vokalpræstation, inden resten af bandet sluttede sig til en forrygende finale i form af ”What We Have Done”, der helt på sin plads fik aftenens pæneste modtagelse.

Efter et sæt på cirka 30 minutter forlod Fixation igen scenen og efterlod sig et positivt men ikke verdensomvæltende indtryk. Overordnet set så kan jeg godt forstå, at publikum ikke var helt med. Musikken var for de flestes vedkommende ukendt, og rent stilmæssigt bevæger bandet sig også inden for et andet genreunivers end aftenens hovednavn. Forsangeren ville det mere end resten af salen sammenlagt, og det var ærgerligt, at musikken ikke matchede hans optræden. Samlet set, så gav Fixation et solidt sæt uden slående fejl. Men der var bare heller ikke ret meget at hænge hatten op på. Det fremstod pænt – men lidt for kedeligt. Der var ikke meget, der rigtigt skilte sig ud, og jeg er ikke sikker på, at jeg ville genkende bandet på en playliste med andre core-bands.

7/10

Devin Townsend

Devin Townsend i Amager Bio

Efter en halv times øloptankning skulle hovednavnet endelig på scenen, og Devin lagde ud med en hurtig tak for fremmødet – og blændede derefter op for den smukke og inderlige ”Lightworker” fra seneste album, Lightwork. Fra starten tryllebandt han publikum med en nærmest arrogant dygtighed. Det samme gjorde sig gældende for musikerne, og her må jeg fremhæve Keneally. I passager stjæler han faktisk nærmest fokus fra Devin, og det kræver ellers ikke så lidt. Keneally er en gudsbenådet guitarist og åbenbart også keyboardist, korsanger og jack of all trades, og nogle gange gjorde han flere af tingene samtidig. Da Townsend præsenterede bandet, blev det da også gjort med: ”James Leach på bas, Darby Todd på trommer og resten… det er Mike Keneally!”

Det canadiske overskudsgilde fik hurtigt publikum til at gå amok, da mesterværket ”Kingdom” gik i gang. Guitaren glødede, vokalen strålede, og publikum lod sig rive med ind i en fortryllet verden, som kun Townsend kan skrue dem sammen. Efter endnu et nummer, ”Dimensions” fra det nyeste album fik vi ”Why?”, der nærmest er storladen musical-metal med sin vulgære glade opera-vokal og schwung. Amager Bio vuggede, og det var helt ærligt en syret oplevelse at se en hel sal af granvoksne mænd med store skæg og sort tøj stå helt lykkelige og skråle med mens fuglekvidder, blæsere og strygere føg ud af højtalerne.

Et andet højdepunkt, jeg bliver nødt til at fremhæve, er det geniale nummer ”Deadhead”, der efterhånden har fået sig eget liv på YouTube med reaction videos (ligesom ”Kingdom” i øvrigt). Så vildt er nummeret. Og det var det også live denne aften. For der blev simpelthen ikke lagt fingre imellem på noget tidspunkt. Den var pompøs, inderlig og sjæleudkrængende, så alle hår rejste sig på armene. Alle toner – høje som lave – fik 110 pct., og Townsend fik det til at se så enkelt ud. Darby Todd bag tønderne så her ud, som om han var på en vanvittig vendetta, og jeg er ikke sikker på, at de trommer kunne have holdt til bare 20 sekunders ”Deadhead” ekstra. Og publikum labbede det i sig.

Efterfølgende kom ”Deep Peace” (desværre) og lagde en lille dæmper på den ellers forrygende stemning i salen. Publikum var stadig med, men det er altid svært at komme efter genialitet. Måske var det i virkeligheden også derfor, at jeg heller ikke brød mig om ”Dimensions” lige efter ”Kingdom” tidligere?

Aftenen sluttede på behørig vis med først ”Call of the Void” fra Lightwork og derefter Strapping Young Lad-klassikeren ”Love?”. Hvor ”Call of the Void” er smuk og vidunderlig, så er ”Love?” til gengæld både voldsom og brutal. Og fuldstændigt fabelagtig. Vokalen gav mig med det samme gåsehud, og de buldrende tønder satte et tungt og dystert punktum for en vidunderlig aften i selskab med vores alle sammens mærkværdige og geniale Wunderkind.

 

Enjoy whats on my mind

Koncerten startede og sluttede forrygende, men et par numre undervejs holdt lige knap dampen oppe for mig, desværre. For Devin Townsend har SÅ meget i godteposen, som han kunne have hevet frem i stedet. Bevares, der er så meget, jeg ikke forstår, når det kommer til Devin. Hans hjerne er mere krøllet end de band-t-shirts, der ligger allernederst i min bunke derhjemme. Og han så i hvert fald ud til at have haft en oprigtigt fantastisk aften, og det samme gjorde resten af publikum, så jeg skal nok lade være med at koge mere suppe på den skuffede høne. For det samlede billede af denne aften er virkelig fremragende.

Townsend formåede at slå en gigantisk trylledej sammen af fuglekvidder, kastagnetter, rå guitar, buldrende tønder, strygere, vild vokal, masser af elektroniske effekter og så mange genreskift, at jeg ikke er sikker på, hvordan jeg nogensinde skulle kunne forklare, hvad der egentligt skete denne aften. Devin og co. udviste både ekstrem spilleglæde og tæt på fejlfri evner – og så var hovedpersonen både sjov, personlig og selvironisk imellem numrene, og det var skønt med en uhøjtidelig og fuldstændigt suveræn optræden.

9/10

Kommentarer (1)

UMUR

UMUR

Indlæg: 93

Holy fuck!!!

Det var virkeligt en kraftpræstation af de helt store fra Devin og band. Fedt at se et helt andet sæt end det der blev fyret af på Copenhell sidste år. Virkelig varieret og underholdende hele vejen igennem.

...og ja at bringe Mike Keneally med sig på tour var helt sikkert én af mine kæmpe våde musik oplevelser...manden spillede jo for fanden med Zappa på 88 turneen. Det siger alt om mandens evner og scene personlighed...fuck det var fedt.