Der er noget råddent i Sveriges rige
Når man kigger på den engang så stærke svenske metalscene, må man konstatere, at den gamle garde ikke er, hvad den har været. In Flames er tilfreds med at lave kønsløs metalcore, Entombed har delt sig i to ligegyldige dele, Unleashed har stadig travlt med at overbevise os om, hvor megatrve de er, At the Gates prøver ihærdigt at rejse tilbage til 1995, Arch Enemy laver musik bedst egnet til Eurovision, og Amon Amarth har besluttet sig for udelukkende at appellere til spritstive tyskere på diverse festivaler. Er der da slet intet lys for enden af Øresundstunnelen? Er er ingen tilbage til at bevise, at de gamle, svenske bands ikke bare burde trække stikket, er der ingen der kan redde os fra denne linde strøm af middelmådighed og ligegyldighed? Jo – Dark Tranquility!
Guitarshred og Carpenterklaver
Det er efterhånden et par år siden, Mikael Stanne og hans kumpaner udgav deres forrige album, Atoma, en udgivelse vi smed ti, fede, kranier efter og hyldede som det mesterværk, det var. I mellemtiden har Niklas Sundin dog trukket sig, og i hans sted er Christopher Amott (ex-Arch Enemy) og Johan Reinholdz (Nonexist) blevet hevet ind – og det siger sig selv, at når man har de to med i sit band, så kommer guitaren automatisk meget mere i fokus. Det er nok den største forskel på Moment og dens forgænger. Atoma havde et større fokus på storladne og melankolske passager drevet af keyboard og synthesizers, mens Moment er mere klassisk, melodisk dødsmetal og minder derfor mere om Dark Tranquilitys tidligere udgivelser som The Gallery og Character. Samtidig benytter Stanne sig langt mindre af sin clean vokal – hvilket lidt er en skam, for han kan jo faktisk synge, ulig mange andre dødsmetalvokalister. Det får man virkeligt at høre høre på et nummer som ”Remain in The Unknown”, som nemt kunne have været at finde på Atoma.
”Standstill” er måske det nummer, der bedst viser samtlige facetter af, hvad Dark Tranquility egentlig er for en størrelse. Her får du både de store armbevægelser, John Carpenter-synth, melodiske passager, guitarfræs samt Stannes helt unikke vokal. Og hvis man sidder og tænker, at det også bliver en kende for langsomt, så viser de aldrende svenskere, at de altså stadig godt kan tage den til 11 med numre som ”Phantom Days”, ”Ego Deception” og ”Identical to None” – det sidstnævnte er et nummer, hvor man virkelig kan høre, at uden Gøteborg-metal ville metalcore aldrig været blevet opfundet. Sidder man derimod og savner, at bandet går lidt hårdere til værks, som var de et dødsmetalband, så får man da også lige et nummer som ”A Drawn Out Exit”, som nok er det tungeste og mest headbang-venlige på albummet – desværre bryder nummeret det flow, som ellers har været så gennemført indtil da. Og slutteligt ender albummet med det totalt ligegyldige outro-nummer ”In Truth Divided”. Meningen var måske, at det skulle agere smuk og melankolsk svanesang, men det lykkes desværre ikke, og i stedet er nummeret mere som en klukken fra en lad liggehøne.
Så tæt på!
Moment er, ligesom sin forgænger, et fuldstændig utroligt værk, der viser, at Dark Tranquility som en god vin kun bliver bedre med årene. De har endnu en gang formået at lave en række numre, som alle har tonsvis af identitet, styrke og ånd. De har formået at lyde, som de altid har gjort, men samtidig at forny sig og gå i en ny retning, så det at hyre Johan og Christopher har vist sig at være lidt af en genistreg – for nyt blod og nye ideer er ofte en rigtig god ide, når man har eksisteret i små 30 år. Dog er der enkelte skønhedsfejl, der gør, at jeg altså ikke kan belønne Moment på samme måde som Atoma.
