Aalborg Metal Festival 2014
Photo - Emilie Bregendahl
PHOTO 1
PHOTO 2
TORSDAG:
Det var aalborgensiske Monkey Okay, der åbnede ballet torsdag aften på Studenterhuset i Aalborg. Ligefrem at kalde koncerten for en åbningsfest vil ikke være helt forkert, for både tempo, humør og underholdningsværdi oppe på scenen var ekstremt højt under aftenens første koncert.
Ligeledes var energiniveauet – især for forsangerens vedkommende – ca. ligeså højt som ølpriserne på festivalen. Der er ingen tvivl om at Monkey Okay ikke spiller metal, men derimod god, solid rock n roll. Dette må dog ikke tolkes som noget negativt, for det var virkelig en upåklagelig koncert – og selvom Monkey Okays musik langt fra var ligeså hårdt og ondt som meget af det andet, der blev repræsenteret på Aalborg Metal Festival, så indeholdt det en passende mængde metal-inspirerede riffs, og var tilpas tungt til at publikum ligeså forsigtigt begyndte at headbange rundt omkring i hjørnerne. Optimalt åbningsband!
Et af de yngre bands som skulle på scenen i aften var Aarhus og København baserede Blood Label.
Bandet definerer deres genre som Death Thrash Rock, og nu skulle vi have et eksempel på, hvordan denne kombination blev til Blood Label. Bandet gik på scenen, der blev skruet op for lyden, og ørepropperne fløj ind i ørerne. Bandet viser meget potentiale, og de spiller helt utroligt tight. Forsanger Kenneth Jensen var på toppen i aften, da han forlangte at folk skulle gå amok. Bandet spillede med masser af energi, og det kunne høres at de har lagt en masse tid i deres sangskrivning. Desværre var lyden ikke helt på deres side i aften, og det ødelagde oplevelsen lidt. Jeg håber, at jeg snart får muligheden for at se Blood Label live igen i fremtiden, da det er et band med en masse potentiale.
Som aftenens næstsidste navn gik folk metal-bandet Huldre på scenen, og som jeg overhørte en festivaldeltager sige efterfølgende, var denne koncert muligvis det mest alsidige, man ville komme til at opleve på dette års Aalborg Metal Festival. Det er naturligvis en smagssag, men langt hen ad vejen må jeg nok give ham ret – uanset om man bryder sig om Huldres stil eller ej, var denne koncert en af de få, der skilte sig meget ud fra resten.
Det var tydeligt, hvor glade og hjemmevante de seks bandmedlemmer følte sig på scenen, og med dette som fundament formåede de med snilde at få publikum til at føle sig som en helt naturlig del af den folk metal-fest, som Huldre satte gang i oppe fra scenen. Kontakten med publikum var intet mindre end genial, og scenen var pyntet fantastisk op med diverse knogler, kranier og kviste med efterårsblade, hvilket skabte en skøn atmosfære, der passede perfekt til Huldres musik. Som en ekstra bonus er deres musik langt tungere live, end det lader til at være på deres udgivelser. Lyden drillede desværre fra tid til anden – men ellers har jeg absolut intet negativt at sige om denne koncert!
Illdisposed behøver ikke nogen nærmere introduktion, og det kom heller ikke bag på nogen, at de var det eneste rigtige band til at headline om torsdagen. Bo Summer brokkede sig en del under koncerten, at bandet var nødt til at spille en masse af de gamle sange på grund af KODA. Energien var i top, og der blev moshet til højre og venstre. Bandet spillede en del fra deres seneste udspil 'With The Lost Souls On Our Side' og selvfølgelig som førnævnt en masse godter fra hele deres bagkatalog.
Bo Summer var i sit es i aften og havde selvfølgelig flere sjove kommentarer i ærmet: En masse jokes om deres nye trommeslager Rasmus Schmidt som har bopæl i København, og en kommentar om at alle piger i Aalborg var så smukke, men at de enten havde kæreste på eller var lesbiske. Den førnævnte energi var helt i top, og der var ikke én person som stod stille. Desværre sluttede oplevelsen lige mod slutningen for denne anmelder, da jeg valgte at hoppe en tur ind i pitten og blev gennemmast, og mangel på væske gjorde det umuligt at fortsætte inde i salen. Illdisposed gjorde det skidegodt, og jeg var glad, selvom jeg var dårligt tilpas hele vejen hjem. Tak for det, Illdisposed!
FREDAG:
Nu var festivalen endelig sparket i gang, og efter E'nemia var det tid til Caro fra Frederikshavn. Bandet spiller en blanding af Death og Thrash metal og gør det meget godt. Bandet gik på scenen til en okay folkemængde, som ventede på dem inde i salen.
Bandet havde nogle problemer med den ene guitar til at starte med, men det blev heldigvis fikset i løbet af nummeret. Olsson er en utrolig fed frontmand og er indehaver af nok en af de fedeste metal-vokaler i miljøet. Han forlanger din opmærksomhed, og han gjorde et formidabelt stykke arbejde. Bandet spillede også virkelig tight, og der var god energi igennem sættet. Caro var et meget passende band til fredagens opvarmning, og de gjorde et godt arbejde.
Dødsmetalbandet Brutally Deceased var taget den lange vej fra Tjekkiet for at spille på AMF – og dermed er det også bare så meget desto mere ærgerligt, at deres koncert endte med at blive en af de største skuffelser på festivalen. Det hørte til sjældenhederne at bandet formåede at spille i takt, og det gjorde det ikke ligefrem bedre, at lyden heller ikke var med dem.
Ej heller havde Brutally Deceased held med at fange publikum – af hvem der ikke ligefrem var overflod. Til tider var koncerten ligefrem pinlig, og i bedste fald blot kedelig. Til bandets forsvar skal det dog siges, at deres studiemateriale er uendeligt meget bedre end den liveoptræden, som de præsterede på AMF. Hvis du var der, og også fik et mindre heldigt indtryk af dem, så tjek endelig deres musik ud på Spotify eller lignende!
Her er et af de ganske få bands, jeg lod mig imponere og overraske af i løbet af fredagen. Contrastic formår at kombinere alt det bedste fra death og grind, og dermed skiller de sig ud fra mængden af death, der var en meget overrepræsenteret genre om fredagen på AMF (og på festivalen i det hele taget).
Contrastics sceneshow var både vanvittigt og genialt, og fra forsangerens side også utrolig teatralsk – det kan ikke beskrives fyldestgørende, men bør i stedet opleves! For mit vedkommende var dette et af fredagens absolutte højdepunkter – og Contrastic er endnu et af de bands, der er langt bedre live end i studiet. Hurra for det!
Malrun leverede som de skulle, lyden var med dem, og publikum var enormt – desværre skete der ikke noget synderligt interessant eller ualmindeligt godt under deres koncert, således de kunne have skilt sig ud af mængden. Malrun er meget hårdere live, hvilket utvivlsomt kun er en bonus, og ligeledes er deres musik generelt bare mere udholdeligt at lytte til live. Jeg vil ikke sige at Malruns bidrag til AMF var decideret kedeligt, men glæden var nok størst hos den del af publikum, der i forvejen var bekendt med bandet.
Som enormt stor fan af Dark Tranquillity i mine tidlige teenage-år, var det med en ret nostalgisk følelse i kroppen, at jeg så de fem svenskere gå på scenen. Muligvis, og det skal jeg gerne indrømme, var dette også den koncert i løbet af festivalens tre dage, som jeg havde glædet mig mest til. Dark Tranquillity spillede – desværre, vil nogen nok mene – mange numre fra deres nye plade, men et par ældre klassikere blev det også til.
Forsangeren lod til at være i ustyrligt godt humør, og bevægede sig rundt på scenen med så meget energi, at det engang imellem var nemmere at drage paralleller til Monkey Okay end til svenskerdød. Generelt var bandet søde og glade, og især forsangeren havde en rigtig god kontakt med publikum, og var ekstra glad når folk sang med. Af og til var der lidt knas med lyden, hvilket var rigtig synd, men ellers var det en upåklagelig koncert. Desværre manglede der et eller andet, som jeg ikke helt kan sætte fingeren på – måske bare en smule magi.
Siden jeg var 12 år gammel, har The Black Dahlia Murder været et af mine favoritbands. Deres utrolig fede blanding af melodi og brutalitet har gjort mig til en stor fan af bandet. Jeg var så heldig at opleve deres koncert på Train i Aarhus tilbage i 2013, og det var en genial koncert. Bandet kom på scenen og var klar til at sparke røv. 'In Hell Is Where She Waits For Me' var det første nummer, og lyden var genial fra start til slut.
Bandet smilte helt op til ørene, selvom deres musik er ondskabsfuld, for eksempel numre som 'Raped In Hatred By Vines Of Thorn', 'Malenchantments Of The Necrosphere', og to af mine personlige favoritter 'What A Horrible Night To Have A Curse ' og ' Statutory Ape'. Forsanger Trevor Strnad var i godt humør i aften, selvom bandet så ret trætte ud under lydprøven. Det startede lidt sløvt ud fra publikums side af, men det blev der heldigvis rettet op på da der kom gang i en kæmpe circle pit.
Bandet spillede i en time, som var helt perfekt, da de fik dækket hele deres bagkatalog. Det var en genial koncert fra The Black Dahlia Murder, og jeg havde helt glemt hvor geniale de er live. Så de må meget gerne komme tilbage til Danmark igen snart!
Sidste gang jeg så Hatebreed var på Voxhall tilbage i april. Det var en utrolig intens koncert, og jeg havde glædet mig meget til at se dem igen. Tilbage i april ødelagde de mig fuldstændig, og jeg følte mig renset for alle mine aggressioner, og nu stod de klar til at ødelægge Aalborg Metal Festival.
Titelmelodien fra 'Rocky'-filmene kom blæsende ud af højtalerne, og efter noget tid kom trommeslager Matt Byrne på scenen, og resten af bandet fulgte med. Jamey Jasta var i utroligt godt humør i aften, og det første han gjorde var at løbe ned til forreste række og give hånd til alle. 'Honor Never Dies' var det første nummer, vi fik smidt i fjæset i aften, og der gik ikke lang tid, før det eksploderede ud i en kæmpe moshfest.
Klassikerne blev spillet næsten lige efter hinanden, og siden i år er bandets 20 års jubilæum blev flere af deres gamle og sjældne numre også spillet, for eksempel nummeret 'Filth' som er en sjælden perle fra EP'en 'Under The Knife'. Men der var stadigvæk plads til numre som 'Live For This', 'Defeatist', 'This Is Now' og 'In Ashes They Shall Reap'. Lydmæssigt var det virkelig godt, og jeg havde intet problem med at høre det hele. Jasta sørgede for, at den gode stemning fortsatte hos publikum, og gav et shout-out til Napalm Death og At The Gates, som begge spillede på Aalborg året før. Bandet tromlede videre uden at tage nogen fanger til numre som 'Everybody Bleeds Now', 'Perseverance', 'To The Threshold' og den obligatoriske 'I Will Be Heard'. Bandet valgte også lige at spille 'Destroy Everything', som fik hele salen til at koge over og gå helt amok.
Bandet takkede af for i aften, og alle i publikum forlod salen med et smil og sved på panden. Det har overrasket mig begge gange jeg har set dem, at Hatebreed kan levere varen så godt og samtidig få alle til at have en god koncert. Jeg var også ret ødelagt efter denne koncert, og jeg havde endnu højere forventninger til dagen efter.
LØRDAG:
- Death Comes Pale
- Hideous Divinity
- Corpus Mortale
- Solbrud
- Aeon
- Revocation
- Marduk
- Entombed
- Cannibal Corpse
Aarhusianske Death Comes Pale havde det tvivlsomme arbejde at åbne lørdag eftermiddag klokken 14.00, men bandet gik på scenen og spillede røven ud af bukserne. Lyden var ikke helt så fed i trommeafdelingen til at starte med, fordi køllen faldt af trommepedalen. Efter første nummer blev det fikset igen og nedslagtningen fortsatte.
Deres genre kan kaldes for Technichal Death Metal med storslåede passager til tider. Forsanger Kasper Hornstrup var god til at snakke med publikum, og hans entusiasme smittede af på os mellem numrene, og under sangene skreg han som ind i helvede og gjorde sit arbejde skidegodt. Der var mange fremmødte i forhold til, at de var det første band som spillede om lørdagen. Death Comes Pale spillede en fed koncert som flere folk burde have været vidne til.
Dødsmetalbandet, Hideous Divinity, var andet band på scenen tidligt lørdag eftermiddag, hvilket ikke altid er den rareste tjans at få tildelt – slet ikke når det dagen forinden var J-dag. Derfor var der slet ikke så stort fremmøde som bandet havde fortjent.
Hideous Divinity spillede noget af det tungeste og ondeste death vi fik at høre på AMF, og især forsangeren, der i sin optræden virkede rimelig dramatisk og følelsesladet, gjorde sit bedste for at få koncerten til at skille sig ud – hvilket jeg synes fungerede godt. Hidtil havde Hideous Divinity ikke formået at fange min interesse, men det er en helt anden snak nu efter deres koncert – endnu et af de bands, der helst skal opleves live.
Da danske Corpus Mortale gik på scenen lørdag eftermiddag, var det som tredje dødsmetalband, hvilket unægteligt var ved at blive en smule ensformigt – og det var ikke til bandets fordel. Der var langt mere gang i den blandt publikum end der var på scenen, og styrken hos Corpus Mortale ligger da også i de dedikerede fans, der var mødt op, og som er bekendt med både gamle og nye numre.
For de af os, der blot har stiftet overfladisk bekendtskab med bandet, var dette blot en dødsmetalkoncert som mange af de andre på Aalborg Metal Festival.
Folk kan sige hvad de vil om Solbruds musik, for eksempel at de enten ikke er Black Metal eller ikke er andet end hipstergøgl. Kald dem hvad I vil, men Solbrud udgav i år 'Jærtegn', som er et af de fedeste udspil i hele 2014. Hvis folk har set Solbrud live før, så ved de at bandet ikke er et hyggesnakke band, og at de lader musikken tale for sig selv.
Bandet gik på scenen, som var helt tildækket med røg og blåt lys. De gik i gang med et at spille, og det tog ikke lang tid, før jeg gik i et med musikken. Bandet spillede en blanding af gammelt og nyt materiale, og det fungerede godt. Jeg havde placeret mig helt forrest, og imod slutningen af koncerten vendte jeg mig om og kiggede, og salen var helt fyldt op. Det var det største fremmøde i løbet af alle eftermiddage i løbet af festivalen, og det var utroligt imponerende at se. Bandet sagde også tak for det gode fremmøde, før de gik af scenen. Solbrud leverede en af de mest intense koncerter på hele festivalen, og det vil være en koncert folk vil snakke om i lang tid fremover.
De svenske dødsgutter i Aeon stod for at smadre folk efter Solbruds geniale koncert. Sidste gang jeg så Aeon var tilbage i 2012 på Royal Metal Fest i Aarhus. Dengang syntes jeg, at koncerten var super fed, men når jeg tænker tilbage på det, var det en utrolig kedelig koncert, som jeg ikke fik særlig meget ud af, så jeg håbede simpelthen på, at bandet ville gøre det bedre denne gang.
En stor håndfuld mennesker var mødt op inde i salen, og bandet gik kampklare på scenen. Jeg havde placeret mig i midten af salen og ventede spændt på at se, om der var sket en forandring. Der gik dog ikke lang tid, før jeg begyndte at kede mig så småt. Hele den instrumentale afdeling stod helt utroligt stille på scenen og virkede ikke særligt engagerede i at spille i aften. Forsanger Tommy Dahlströms utroligt tørre og kedelige vokal gjorde ikke oplevelsen særlig fed, og jeg kunne ikke holde ud at høre det hele.
Aeon var en kedelig oplevelse, og det var en koncert som ikke er særlig mindeværdig.
Jeg havde i ugerne op til Aalborg Metal Festival haft den fornøjelse af anmelde Revocations nyeste udgivelse, Deathless – som er intet mindre end fantastisk, og jeg havde derfor selvsagt ret høje forventninger til det amerikanske death metal band. Men selvom forventningerne var høje, var der intet der kunne have forberedt mig på, hvor genial en præstation Revocation endte med at levere.
Der var et usandsynligt højt energiniveau på scenen, og især forsanger Dave leverede en helt sindssyg præstation, i og med at han også er leadguitarist. Revocation spillede alle de største numre fra deres to albums, og især nummeret ”Deathless” fra deres nyeste album satte med sin fængende melodi og aggressive riffs virkelig gang i en enorm singalong-fest hos publikum.
Der var intet resten af lørdagen, der formåede at leve op til Revocations koncert, og for mit vedkommende var det utvivlsomt festivalens bedste indslag overhovedet.
Nøøøj, jeg havde glædet mig til at se Marduk igen. Deres koncert på Voxhall sidste år var en genial oplevelse, som stadig er den bedste Black Metal koncert, jeg har været vidne til, så jeg glædede mig til at se dem igen.
Bandet gik på scenen uden et eneste smil på læben, og det skabte en fed stemning. Efter noget tid kom forsanger Mortuus på scenen og forlangte din opmærksomhed, og alle på forreste række blev nedstirret af ham. Bandet gik i gang med at spille, og allerede fra starten var lyden virkelig god, og alting var tydeligt. De lagde hårdt ud med nye numre som 'Serpent Sermon' og 'Temple Of Decay', som virkelig sparkede røv og satte en høj standard. Mortuus var åbenbart i snakkehumør i aften og kommanderede publikum til at skrige, bare han løftede mikrofonen i vejret. Publikum var klar fra start, og den intense energi blev givet tilbage til bandet, selvom jeg undrede mig meget over hvorfor folk mosher til en Black Metal koncert.
Der blev spillet blandet materiale: Som tidligere nævnt var der noget nyt, men der var også plads til gamle numre som 'With Satan And Victorious Weapons', 'Warschau', 'Materialized In Stone' og 'Burn My Coffin'. Der var en genial stemning, men i forhold til musikken kunne bandet godt fokusere lidt mere på 'Panzer Division Marduk' og 'Plague Angel' skiverne. Der manglede variation i sætlisten, og noget af det senere materiale var der ikke så meget af. Men heldigvis var der energi nok til, at det ikke kunne blive en dårlig koncert. Efter noget tid takke bandet af for i aften og spillede deres sidste nummer, 'Panzer Division Marduk', før de forsvandt fra scenen. Vi fik en god opvisning i svensk blasfemisk Black Metal. Jeg må indrømme, at det var ikke lige så intenst som på Voxhall, men det var i hvert fald en fed koncert.
Efter alt det drama som skete imellem Alex Hellid og LG Petrov, og efter at Entombed blev til Entombed A.D., var jeg lidt i tvivl om det ville blive en fed koncert, men alligevel vidste jeg at det ville blive en fest, da jeg kom ind i salen, og bandet begyndte at spille.
Numre fra deres seneste udspil 'Back To The Front' var ikke dem, som dominerede mest. Tværtimod var vi jo heldige at få en masse Entombed klassikere smidt i fjæset, for eksempel numre som 'Revel In Flesh', 'Living Dead', 'Chief Rebel Angel' og 'Wolverine Blues'. Der var en intens energi i pitten, og bandet spillede virkelig tungt og godt. LG Petrov er en underholdende figur i sig selv. Han vidste lige, hvordan han skulle snakke med publikum og at få gang i folket er han helt professionel til. Pitten var helt oppe at køre, og det var fedt at se mænd i slutningen af 30'erne/starten af 40'erne stå og give den fuldstændig gas og være helt nostalgiske under de gamle numre.
Mine højdepunkter var specielt numre som 'Left Hand Path', 'Out Of Hand' og 'Eyemaster', som fik mig til at svinge garnet og skrige mine stemmebånd til blods. Entombed A.D. var en koncert, som var over alle forventninger og uden tvivl var festivalens højdepunkt. Efter alt det drama tænkte jeg, at uden Alex Hellid ville bandet være ovre og slet ikke godt længere, men efter denne koncert er bandet stadig et stærkt navn indenfor Dødsmetal genren.
Nu var det endelig blevet tid til, at dødsmetal-titanerne i Cannibal Corpse skulle lukke og slukke for Aalborg Metal Festival 2014. Jeg har været fan i flere år og var så heldig at få lov til at se Cannibal Corpse og The Black Dahlia Murder på samme plakat sidste år i Aarhus. Bandet gik på scenen og første nummer 'Staring Through The Eyes Of The Dead' satte allerede en høj standard for aftenen.
Lyden var god inde i salen, og alting var tydeligt. Jeg har det altid sådan, når jeg er inde og se Cannibal Corpse, at det bliver en headbanging-konkurrence mellem George 'Corpsegrinder' Fisher og publikum, og publikum plejer som regel at tabe, da manden er mere nakke end krop. 'Fucked With A Knife' var andet nummer i aften, og her lagde jeg godt mærke til, at trommeslager Paul Mazurkiewicz er blevet gammel og at numrene ikke bliver spillet i samme tempo længere. Men alligevel er Cannibal Corpse en fornøjelse at opleve live. De spillede et par numre fra den nye plade 'A Skeletal Domain', og efterfølgende var det en ren hitparade. Corpsegrinder forlangte, at alle skulle prøve at headbange mere end ham selv, selvom han afslørede, at vi aldrig kunne følge med. Bandet tromlede videre og halshuggede os alle sammen helt ihjel med deres musik.
Alle deres hits blev spillet, og numre som 'I Cum Blood', 'Disposal Of The Body' og 'Addicted To Vaginal Skin' og fik pitten i gang. Bandet takkede af for i aften, og de to sidste numre var 'Hammer Smashed Face', og et nummer jeg ikke havde forventet ville blive spillet, nemlig 'Devoured By Vermin' fra 'Vile' pladen. Bandet gik af scenen, og publikum forlod salen med trætte nakkemuskler og svedigt hår. Så var Aalborg Metal Festival færdig, og Cannibal Corpse gjorde et godt arbejde for at få folket til at give den gas. Cannibal Corpse gjorde det de skulle men heller ikke mere end det.
Tak for i år Aalborg! Vi ses næste år!