For de gamle, som faldt …
Mikael Stanne rundede i foråret 50 af de lange og har som repræsentant for Göteborgscenen siden 1989 efterhånden set lidt af hvert. Alligevel møder frontmandens udtalelser om en mere dyster perspektivering en vis forståelse herfra, når vi kigger på omstændighederne for tilblivelsen af Dark Tranquillitys seneste værk. Endtime Signals kan således ikke blot ses som svenskernes postpandemiske katarsis, men også et sørgmodigt farvel til tidligere rytmeguitarist Lars Frederik Johannson (1993-1999), der i januar 2022 tabte kampen mod kræft. Siden Moment (2020) har gruppen desuden taget afsked med både Anders Iwers (bas), Anders Jivarp (trommer) og senest Chris Amott (guitar), der sidste sommer valgte at søge nye græsgange. Ak ja, ’for de gamle, som faldt, er der ny overalt’, som det så smukt lyder i den berømte sang ”Det haver så nyligen regnet”. En i øvrigt ingenlunde tilfældigt udvalgt analogi.
Druknet i mængden
Sangen om sønderjydernes kamp for frihed blev af den preussiske besættelsesmagt ikke overraskende betragtet som agitationsmiddel og dermed bortcensureret (!) fra Den blaa Sangbog. Sidenhen har homo sapiens gennemlevet frisættende begivenheder såsom billedpornografiens legalisering og Berlinmurens fald. Endtime Signals fremstår som det bedrøvelige bevis på, at den liberale ring er sluttet. Vi befinder os nu i en tidsalder, hvor inflation, krig, miljøkriser, indsnævret populisme og et propagandistisk SoMe-netværk tegner den globale dagsorden. Midt i støjen står Stanne med det mest komplekse, men måske også det mest relevante af alle spørgsmål: ’How do we get ourselves out of this?’
Det bagvedliggende følelsesapparatur af let depression og magtesløshed afspejles tydeligt på A-siden, hvor en gennemgående atmosfære af apatisk melankoli gennemsyrer skæringer som ”Shivers and Voids” og ”Neuronal Fire”. Den sædvanligvis distinkte lyd af Martin Brändströms blændende keyboardspil træder dog sjældent for alvor i karakter, mens Reinholdz som ene ansvarlig for riffblokkene må siges at være kommet på seriøst overarbejde. Resultatet forplanter sig forventeligt i eksekveringen. Vi hører elendigheden, men savner for alvor at mærke den krible under huden. En tilbagevendende tendens, der på skivens første halvdel meget passende kulminerer i ”One of Us Is Gone”. Et nummer, man usigeligt gerne vil holde af, det begrædelige oplæg (om tabet af Johannson) in mente, men som desværre aldrig rigtig får luft under vingerne.
Produktion og mix kan der til gengæld ikke udsættes noget på, ligesom Stanne (måske kun overgået af Tomi Joutsen) sædvanen tro er i særklasse, når vi taler om beherskelse af spændingsfeltet mellem den ’rene’ og den ’ru’ vokallinje. ”The Last Imagination” er ud fra den betragtning nøjagtig, hvad vi forbinder med og forventer af Dark Tranquillity. Uden at gå på kompromis med den tematiske integritet kunne (og burde) leadsinglen have erstattet ”Shivers and Voids” som åbner på Endtime Signals. Bevares, vi befinder os stadig et pænt stykke fra både ”Phantom Days” og ”Encircled”, der lagde fundamentet til henholdsvis Moment og forinden æstetisk udførte Atoma fra 2016. Med det sagt så fremviser kvintetten dog et sublimt bundniveau på B-siden. Skæringer som ”Enforced Perspective” og ”A Bleaker Sun” udmærker sig på den note gennem særdeles velkomponerede C-stykker. Applauderes bør også Brändström, både for mellemliggende ”Our Disconnect” og for finalen ”False Reflection” med det brillante dobbeltrack bestående af keyboardsamles og pianostykker.
Tilbage på sporet
Endtime Signals er om noget et kollektivt opråb af det moderne menneske, der i takt med udviklingen synes at have mistet sin moralske retningssans. Albummet reflekterer, om end retorisk, over nogle yderst interessante spørgsmål såsom ‘We are not nothing / yet why do we feel?’ og ’What are we, but a false reflection?’. Symboliseret ved den emotionelle rutsjebanetur, der pløjer ufortrødent gennem både apatisk afmagt og resolut aggression, er udtrykket alligevel ikke helt repræsentativt for novicer udi Dark Tranquillity. Dertil skaber den indledningsvist anonyme præstation af Brändström såvel som fraværet af det ekstra sæt strenge (Amott) for få nuancer i det samlede billede. Ret skal dog være ret, og sammenholdt med Niklas Sundins fænomenale indsats som ene guitarist på Atoma så har forventningerne til Reinholdz på dette, veteranernes 13. udspil, alt andet lige nok været en tand for høje. Stannes ensemble formår dog ikke desto mindre, især med vægt på sidste halvdel, at tage stikket hjem i hæderlig stil.
