Death is the ultimate tranquility

Det er 27 år siden, at Dark Tranquility gjorde for svensk dødsmetal, hvad Carlsberg gjorde for den danske nationalfølelse. Side om side med In Flames og At the Gates skabte Dark Tranquility den lyd, vi nu kender som svensk dødsmetal, melodisk dødsmetal eller simpelthen bare Gøteborg-metal. Denne svenske fortolkning af dødsmetal har alle dage været meget mere legesyg og eksperimenterende end den sædvanlige amerikanske dødsmetal a la Cannibal Corpse, på både godt og ondt, men det er netop denne lyst til at forny sig samt at skabe et mere bredt lydspektrum, som har kendetegnet Dark Tranquility i snart 30 år – evnen til både at sparke dine øregange i smadder med hård død, men samtidig at kunne lystigt massere hjernens nydelsescenter. Det er netop denne kombination, der – om noget – forklarer, hvorfor genren jo netop er ‘melodisk dødsmetal’, og samtidig forklarer bandets navn, da det netop er denne smoothie af dødssmadder og melodik, der skaber en indre, mørk ro.

Undividable

Til dem, der ikke er gamle græske filosoffer, skal det måske forklares, at ‘atoma’ er et matematisk udtryk for noget, der ikke kan divideres uden at efterlade en rest. Efter at have hørt skiven igennem står det én meget klart, hvorfor at det netop er denne titel, de har valgt; én gennemlytning er ikke nok af hvert nummer, for hvert nummer har gang i så meget, at der hele tiden er en rest, man opdager i hvert nummer, og her skal rest ikke forstås som en negativ ting, tværtimod skal det forstås som en lille skjult, musikalsk skat. Atoma er så velskrevet og velkomponeret en plade, så den er en ren fornøjelse at lytte til. Det er ægte svenskerdød anno 2016. Samtidig med at albummet er så utroligt velskrevet, er det også et særdeles stemningsfyldt album, og stemningen bliver mesterligt leveret af rytmeguitaren og keyboardet samt den herlige, hæse vokal, alt imens at bassen tordner omme i baggrunden, som var det Thor selv. Der er plads til både klassisk død, som åbningsnummeret ”Encircled”, samt 90’er-agtige ballader, der lugter lidt af Depeche Mode, som fx titelnummeret. Der er ikke meget andet at sige, end at Dark Tranquility har arbejdet hårdt på at lave Atoma, og det kan man høre. Det er nok noget af det bedste, der er kommet ud af Gøteborg de sidste mange år.

Death is the only solution

Det er altid ekstremt livsbekræftende, når gamle bands går ud og leverer en skive, der bare blæser hjernen ud på en. Der er noget vanvittigt fascinerende i, at et band, der har eksisteret i næsten 30 år, stadig kan bevise, at der altså er en grund til, at de har eksisteret i 30 år. At man efter tre årtier stadig formår at holde distancen samt at både lyde, som man altid har gjort, og så alligevel at man også er i stand til at genopfinde sig selv, det har Dark Tranquility om noget netop bevist på Atoma. De beviser også, at Gøteborg-scenen stadig er relevant, hvilket jo er herligt, når fx andre bands derfra (host, In Fames, host) tydeligvis ikke formår at leve op til deres eftermæle samt også at skue fremad. Atoma er et mesterværk, der skal høres igen og igen, før man for alvor virkeligt forstår, hvad man er oppe imod – heja Sverige!