Hiraes

Vi havde i bedste tv-køkkenformat snydt lidt og forlods konsulteret aftenens første indslag. Dermed stod det klart, at Hiraes blot var blevet tildelt 30 minutters spilletid. Som nederste navn på en plakat bestående af i alt fire artister vil det nu engang ofte være opvarmningens lod her i livet. Det afstedkom så også en jappende eksekvering, der aldrig for alvor fik tag i publikum. Frontkvinde Britta Görtz forsøgte ellers efter bedste evne at skråle noget energi ud i den fyldte sal, men forholdene var virkelig ikke med tyskerne denne søndag. For det første var pladsen minimal, da Dark Tranquillity tilsyneladende havde valgt at fylde den bagerste halvdel af scenen med deres grej. Den manglende bevægelsesfrihed skabte i sagens natur en temmelig statisk optræden, der blot blev understreget af det noget generiske lydbillede. Kraftigt influeret af i forvejen feterede navne på den blågule scene for melodisk dødsmetal måtte vi uden plads til medbragt keyboard ydermere affinde os med en del playbackpassager. Læg så dertil, at lyssætningen sejlede rundt mellem indstillingerne ’nødgenerator’ og ’blitzkrieg’. Selve sætlisten bestod lidet overraskende af numre fra Dormant, mens ”Under Fire” som eneste indslag fra debutalbummet også blev flettet ind undervejs. Ser man bort fra en til tider hult klingende stortromme, så blev instrumenteringen alle genvordigheder til trods leveret på et nogenlunde hæderligt niveau. Vi måtte ikke desto mindre konstatere, at koncerten næppe kommer til at gå over i historiebøgerne som andet end en uanselig fodnote.

Sætliste:

1. Through the Storm
2. About Lies
3. Under Fire
4. We Owe No One
5. Undercurrent

6/10

Wolfheart

Efter det relativt korte sceneskift stod det klart, at vi allerede under andet punkt på dagsordenen var steget i graderne. Wolfheart havde endda selv fået mulighed for at medbringe lidt rekvisitter, der illustrerede, at finnerne først og fremmest var gået i brechen for at promovere deres seneste studieudgivelse. Nøjagtig som i foregående tilfælde virkede de tilstedeværende på scenen dog forholdsvist stillestående, hvilket viste sig at afspejle publikum ganske godt. Et hurtigt blik rundt i salen bekræftede i hvert fald det skred, der synes at være sket i den melodiske dødsdemografi. Jovist var der stadig mangt en spraglet frisure i finurlige nuancer, sorte bandtrøjer og selvfølgelig de klassiske denimveste at spore. Men langt størstedelen af de fremmødte på tværs af alder, køn og øjensynlig social herkomst kunne lige så godt være væltet ind fra den nærmeste café, endsige Jensen’s Bøfhus på Axeltorv. Engagementet skulle altså ikke måles i moshpits, fællessang og flyvende fadøl(!), men derimod beherskede bifald og moderat begejstrede udbrud, der sporadisk blev opsnappet rundtom i krogene.

Til de velkendte toner af ”The King”, nøgleværket på King of the North, blev den nu væsentligt forbedrede kalibrering af belysningen endelig komplementeret af en instrumentalside med noget større variation og dybde. Lauri Silvonen og Vagelis Karzis bliver omvendt næppe de store livevokalister, og deres lettere anstrengte fraseringer gav ad den vej uønsket flashback til Chrigel Glanzmanns optræden under 2022-koncerten med Eluveitie. Det opskruede tempo, jævnfør aftenens stramme program, tillod til gengæld en lille overraskelse i form af ”Eye of The Storm” fra Ghosts of Karelia, der ifølge optegnelserne på setlist.fm ikke tidligere har været afviklet på denne turné. Inden det kom så vidt, havde Saukonnen svunget taktstokken som ledende tredjepart i en overraskende vellykket vokalharmoni under bandets personlige favorit, ”Grave”. Dermed kunne mellemregningen gøres op efter en koncert, der efterlod omtrent samme indtryk som flere gange føromtalte Draconian Darkness. Wolfheart er et sammenspillet orkester, der har konsolideret sig solidt i genrens øvre middelklasse. Det var pænt, professionelt og med enkelte perler undervejs uden dog for alvor at blive rigtigt sprudlende.

Sætliste:

1. Strength and Valor
2. Zero Gravity
3. Burning Sky
4. The Hunt
5. Evenfall
6. The King
7. Grave
8. Eye of The Storm

7/10

Moonspell

Allerede da Fernando Ribeiro kom slentrende ind, en seks-syv minutter over aftalt mødetid (man er vel sydeuropæer), og med nonchalant mine lod sin bredskyggede Mikael Åkerfeldt-bør fare, lå det i luften, at dér her … det kunne blive en af de helt store oplevelser. Og dét blev det! Her var nemlig den entertainer, vi havde higet efter hele aftenen. Én, der ikke lod sig begrænse af sit mikrofonstativ, men fra første færd fik skabt den kontakt med masserne, der er så vital for et vellykket liveshow. Desværre kom teknikken atter i negativt fokus, da frontmanden under ”Breathe (Until We Are No More)” tog sig til øret som signal om, at noget var skævt i forhold til lyden. Heldigvis så var det ikke portugisernes første rodeo, og uden synlig anstrengelse fik Ricardo Amorim lagt et sirligt broderet røgslør af knivskarpt guitarspil. Og hvor var det i øvrigt velgørende med en levende keyboardspiller i form af Pedro Paixão, der minsandten også svingende rytmeguitaren under ”Finisterra”.

Mageløse Moonspell havde vist helt glemt, de ’kun’ var inviteret med som gæster. Og skulle tvivlende tunger begynde at tænke i clickbait og sensationshungrende tabloidoverskrifter, kunne sidemanden til min følgesvend i fotograven feje enhver tvivl til side. Med 20 koncerter under bæltet kunne heller ikke han erindre at have oplevet dem bedre! Eponyme ”Night Eternal” blev om muligt leveret med endnu større effekt, end ”Scorpion Flower” fra selvsamme forrygende album gjorde det på Posten tilbage i 2018. Med ”Everything Invaded” fik vi for alvor mulighed for at nyde kontrasten mellem den doomede murrens mere melodiske lag og Fernandos arrige growls. Mens Amorim rent visuelt ikke var noget at skrive hjem om, var fortællingen en ganske anden i tilfældet Aires Perreira. Ja, den krøllede bassist var faktisk et sandt livstykke at beskue, som han vrikkede løs til de dunkende rytmer af først ”The Future Is Dark” og sidenhen ”Extinct”, hvorunder en publikummer sørme kvittererede med fremvisning af det portugisiske flag.

Og jeg forstår så udmærket den unge dames overeksalterede gestus … selv under vedtægten om, at bandet samlet set præsterede på 90 %, så beviste crowdpleaseren ”Alma Mater” med al ønskelig tydelighed lige præcis, hvorfor magiske Moonspell har været den iberiske metalindustris suverænt vigtigste eksportvare i over tre årtier. Der var spilleglæde, passion og tænding over hele linjen. Ekvilibristiske sekvenser hos den strengevrælende treenighed og betagende brug af hele den tonale palet hos ’don’ Ribeiro. En gøgler af guds nåde, der på falderebet endda viste både evner og overskud til at dele high hats med trommeslager og navnebror (der er pudsigt nok ingen familiær relation) Hugo Ribeiro, da ”Full Moon Madness” konkluderede en formidabel oplevelse … Muito obrigado!

Sætliste:

Perverse... Almost Religious (intro)
1. Opium
2. Awake!
3. Breathe (Until We Are No More)
4. Night Eternal
5. Finisterra
6. Everything Invaded
7. The Future Is Dark
8. Extinct
9. Alma Mater
10. Full Moon Madness

9/10

Dark Tranquillity

Man kan ikke sige andet, end at Moonspells magtdemonstration havde sendt noget af en presbold i favnen på Stanne og hans kumpaner, der klokken 22:03 tonede frem på estraden. Med masser af smil og nærvær måtte vi nok en gang trækkes med et lidt mudret lydbillede, der desværre viste sit knap så kønne ansigt flere gange undervejs. Sammenholdt med lidt for langtrukne passager af lettere uvedkommende sniksnak endte den samlede oplevelse lige en tand under, hvad vi netop havde stået vidner til. Med det sagt så herskede der kun ringe tvivl om, hvem de 600 sjæle, der allerede 10 dage forinden havde fået billetkontorets røde lamper til at lyse, havde trodset det tiltagende vintermørke for at tilbringe aftenen med. Og ret skal være ret, de fik da mestendels også, hvad de kom efter. For når det var godt, så var det rigtig godt! Mikael Stanne virkede i hvert fald synligt lykkelig over igen at befinde sig under skandinaviske himmelstrøg efter knap en måneds rundrejse på det europæiske kontinent. Samtidig virkede fordelingsnøglen mellem noget nyt, noget gammelt og alt derimellem til at bekomme folket særdeles vel. Det var i den forbindelse især interessant at se (og ikke mindst høre), hvordan det nye materiale blev taget imod af dagens publikum. Og der tror jeg faktisk, Dark Tranquillity slog kapital af, at albummet har været ude siden august. ”Wayward Eyes” og ”Unforgiveable” blev i hvert fald begge modtaget med vilde tilråb og en smittende entusiasme, der ikke altid er de nye børn i klassen forundt.

Grundprincipperne i den scenografiske opbygning var langt hen ad vejen en gentagelse fra sidst. Man havde på de tre rektangulære digitalmontager enten valgt at fremvise coverart fra det respektive album, hvorfra den igangværende sang stammede … eller som under afviklingen af ”Hours Passed In Exile” bygget den visuelle identitet op om den lyriske tematik. Joh, de djærve pionerer fra Göteborg vidste så sandelig, hvilke knapper der skulle skrues på, og få steder blev det mere evident, end da keyboardspiller Martin Brändström trådte i karakter og fremviste, hvorfor han (sammen med Santeri Kallio og Tuomas Holopainen) efter min bedste overbevisning tilhører den absolutte elite. Publikumsfavoritterne ”Cathode Ray Sunshine” og ”Atoma” fra det fremragende album af samme navn satte stemningen på kogepunktet, og varmen virkede da også næsten til at tage pippet fra selvsamme Brändström, til trods for at han (i hvert fald på papiret) burde have det mindst fysisk krævende hverv.

Som nævnt så gik der indimellem lige lovlig meget kaffeslabberas i sætafviklingen. Især når man tager til indtægt, at svenskerne som fjerde og sidste navn i ilden diskede op med hele 18 numre. Derfor kan det såre undre, at vi skulle to tredjedele ind, før man fandt anledning til at gennemføre den obligatoriske præsentationsrunde af medlemmerne. Den slags har sjældent min store interesse, når jeg i ny og næ lusker afsted i civilt antræk, men lige her havde det faktisk sin berettigelse. Vi kunne således få bekræftet, hvad flere af os formentlig allerede havde spottet: At manden bag rytmeguitaren i Stannes ensemble siden juni har været vores egen Peter ’Pepe’ Lyse Karmark fra Hatesphere. De thrashede anstrøg kom særligt til deres ret, som vi bevægede os ind på opløbstrækningen og tog hul på encoresættet, der i dagens anledning bestod af både ”The Wonders at Your Feet” og ”Lost to Apathy”, inden monumentale ”Misery’s Crown” sendte os ud på Studiestræde, bedst som klokken havde rundet 23:30.

De sidste ord
Intet slår som bekendt originalerne – og nej, her taler jeg ikke om de sædvanlige ’båthorn’, der gentagne gange følte behov for at udstille deres åbenlyse sproglige mangler. Heldigvis valgte Stanne blot at smile overbærende til de alt andet end selskabeligt overrislede typer, og håndteringen var fuldstændig som præstationen, når ellers det komplekse lydbillede ikke mudrede til … nærmest pletfri. De første er stadig blandt de allerstørste.

Sætliste:

1. The Last Imagination
2. Nothing to No One
3. Wayward Eyes
4. Unforgivable
5. Hours Passed in Exile
6. The Dark Unbroken
7. Final Resistance
8. Cathode Ray Sunshine
9. Atoma
10. Shivers ans Voids
11. Not Nothing
12. Empty Me
13. Our Disconnect
14. Phantom Days
15. ThereIn
ENCORE:
16. The Wonders at Your Feet
17. Lost to Apathy
18. Misery’s Crown

8/10