Ond og voldsom amerikansk hardcore
Promise Breaker er et hardcoreband fra Pennsylvania. Med deres femte album, Sceams from a Far Away Place, er spørgsmålet, om det er nu, bandet skal op fra undergrunden og spille på mere etablerede scener. Udover den udprægede hardcorelyd blander bandet masser af metalcore, nu-metal og deathcore ind i deres musik. På de tidligere albummer er bandets stil fastslået: Det er nådesløs, uhyggelig musik, der tvinger dig til at sove med lyset tændt. Nu-violence er det eneste ord, der står på bandets Spotify-bio – og der må jeg være ærlig at sige, at det får interessen til at stige. Men med fem albummer i bagagen og under 1.000 månedlige lyttere på Spotify så tillader jeg mig også at gå til pladen med en vis skepsis.
Mareridtet er genkendeligt og kort
Den allerede udmærkede produktion fra 2024-albummet Hellhome har fået et hak opad i niveau på Promise Breakers nyeste udspil. Lyden er enormt tung, mørk og uroskabende. Hvad nu-violence helt præcist skal lyde som, er jeg usikker på – men jeg ville mene, at denne musik er et utroligt kvalificeret gæt. Med den uhyggelige og onde stemning, der bliver skabt fra første sekund, kunne Screams from a Far Away Place nok fungere som et soundtrack til en gyserfilm, der efterlader dig med psykiske traumer. Alternativt er min umiddelbare indskydelse, at albummet også ville fungere effektivt som torturmiddel på et CIA black-site et eller andet sted i verden.
Albummet varer beskedne 26 minutter fordelt på 10 skæringer. Og helt ærligt så er det fint, at det ikke er længere. Når albummet starter med “PEARPIE”, er nyhedsværdien tilpas stor til, at man som lytter bliver fanget. Særligt de helt tunge mellempassager og forsangerens ufatteligt dybe growls er tilfredsstillende at lytte til.
“LAST REQUEST” fortsætter den fine stil og lyder fedt i verset, når trommerne får lov til at stå alene imellem de knusende riffs. Men allerede da vi når mod omkvædet, begynder jeg at tænke: Hov, har jeg ikke hørt det her før?
På de resterende otte skæringer er det desværre en følelse, som jeg ikke kan tvinge væk igen. Åh nej, er det nu bare det samme nummer forklædt i 10 versioner? Svaret er næsten. Der er fine variationer i guitarriffs og tempi, men hverken vokalen eller guitarlyden divergerer synderligt fra udgangspunktet. Titelnummeret, som i øvrigt er så tungt, at det føles som at få smidt en damptromle i hovedet, er en lille bitte smule anderledes i opbygningen og introduktionen. Men generelt er lyden præget af en enorm sonisk tyngde, der trækker dig ned under gulvbrædderne, mens den tramper på dit ansigt.
Jeg har ikke kompromisløst overgivet mig selv til Promise Breaker. Der er trods alt noget unikt over materialet, men som nævnt forbliver albummet monotont og formår ikke at fastholde lytteren i et jerngreb. Man går derfor ikke glip af mange musikalske nuancer ved at skippe til næste nummer. Det betyder, at man kan nøjes med at lytte til et par numre og have fanget ganske præcist, hvad albummet handler om.
Man vænner sig til rædslen
Screams from a Far Away Place er ikke et dårligt album. Slet ikke. Det er musik til en meget nichet og lille gruppe. Da bandet spiller så homogent rent stilmæssigt , betyder det også, at kan man lide et nummer, så kan man nok også godt lide de andre.
Men uanset hvor godt jeg kan lide Promise Breakers voldelige lyd, så behøver jeg ikke høre det i 20 minutter uden afbrud. Bandets sange kommer til at snige sig ind på en playliste, hvor jeg gladeligt vil lytte til en enkelt sang en gang imellem, men hvis jeg kommer til at slå shuffle-funktionen fra, så går der ikke længe, før jeg hellere vil lytte til noget andet.