Carcass spiller koncert i Forum, Frederiksberg C .
Carcass - Despicable

Despicable

· Udkom

Type:EP
Genre:Melodisk Death Metal
Spilletid:18:51
Antal numre:4

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Det gamle England rører på sig

Det virker til, at alle de gamle ekstremmetallere fra England har været en tur i studiet her i år. Napalm Death smed et album tilbage i september, Benediction har lige smidt et, og nu er Carcass også klar – godt nok ”kun” med en EP, men lidt har også ret, især når det kommer til Carcass! Det er syv år siden, bandet udgav et album, så mon ikke Despicable falder på et tørt sted for de lidende fans af gamle Bill Steer og co.?

Åååååååh, boogie-woogie-wooogie!

Hvis man ikke er bekendt med Carcass, vil man måske ved første lyt tro, at de er fra Ikea-nationen mod øst og ikke fra Earl Grey-bastionen mod vest. Men ak, hvor de bands, Carcass voksede op med, enten forblev knastør og benhård dødsmetal eller gakkede totalt ud ad diverse ekstreme tangenter, valgte Carcass en helt anden vej. Nemlig den mere rockede og melodiske - en stil, som vi nu kender som melodisk dødsmetal, som ofte er noget vi krediterer Sverige for at have fundet på. Despicable er ingen undtagelse og fortsætter fint ned ad den vej, som bandet begyndte at betræde allerede med Heartwork, og derfor er EP’en da også en passende efterfølger til Surgical Steel. Musikken er brutal og fængende med masser af riffs og soloer, man nærmest kan synge med på, som man skal kunne, når det kommer til god melo-død, dog uden at der hverken går Arch Enemy-agtig Eurovision eller blødsøden, fløjlsskorte-core i den.

EP’ens første tre numre er ret klassisk Carcass, som vi kender og forventer, men så tager det også en pludselig og nærmest boogie-woogie-agtig drejning med det sidste nummer, ”Slaughtered in Soho”, hvor rock’n’roll har taget førersædet i en sådan grad, at man kort sidder og tænker på bands som Entombed og Kvelertak. Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv, om det er et nummer, der fungerer eller ej, men uanset hvad, så er det en fin afslutning, simpelthen fordi det står i så relativ stor kontrast til de tre andre numre.

Trods sin umiddelbare og lidt bøllede rockerattitude, så ender Despicable faktisk med at være meget charmerende, også selvom det totalt piller det ”farlige” ud af musikken, men med så mange år på bagen tvivler jeg på, at Bill og drengene går op i at være farlige og frygtindgydende.

Så-øh, har du mere oppe i det ærme eller…?

Efter den noget lunkne Benediction-skive jeg anmeldte for et par dage siden, var jeg – mildest talt – lidt loren ved at gå i gang med Carcass her. Men heldigvis skulle det vise sig, at der ikke var noget at frygte. Despicable er en rigtig fin udgivelse med tre udmærkede, ærketypiske Carcass-numre og så den skægge lukker. Dog er der kun tale om 18 minutters musik, hvilket efter en ventetid på syv år ikke er ret meget at diske op med. Man skulle tro, at de godt lige kunne have hevet et eller to numre til ud af ærmet eller måske for alvor rystet posen, for at minde folk om at Carcass altså er her endnu, men ak!

Tracklist

  1. The Living Dead At The Manchester Morgue
  2. The Long And Winding Bier Road
  3. Under The Scalpel Blade
  4. Slaughtered In Soho
Imusic

Tilføj kommentar