Så er der serveret!

Torn Arteries skulle, som så meget andet, været udkommet allerede tilbage i 2020, men grundet coronakrisen valgte bandet at vente, til verden var mere stabil igen – hvilket så betød september 2021. Men for både at holde gang i interessen for udgivelsen samt bespise de sultne fans udgav bandet EP’en Despicable for et lille års tid siden. Hvilket var en fin, lille appetizer samt teaser for, hvad fans kunne forvente af Carcass anno 2021. Men det store spørgsmål – som er på alle Carcassfans læber – har vi et album, der topper Surgical Steel?

Sure mænd i gamle biler

Én ting står hurtig klart, nemlig at Carcass fortsat er Carcass. Så hvis man forventede en dampende varm portion melo-død med masser af charme, selvtillid og lækkert hår, så bliver ens forventninger absolut imødekommet. Trods sit engelske ophav, lyder bandet fortsat, som var de trådt ud af den Stockholmske metalscene side om side med bands som Entombed og Bloodbath, så hvis man sad og frygtede den helt store fornyelse eller nytænkning, så kan man være ganske rolig.

Der er boogie-woogie-død med koklokker, knastørre rytmeguitarer samt lyrik om mord, vold, blod, død og alle de andre klassiske (læs: fortærskede) tematikker. Egentlig kan man nemt sætte Torn Arteries på lige efter Despicable og tænke de to udgivelser som et dobbeltalbum, for sangene ligger perfekt op ad hinanden på godt og ondt. For lyrik til trods, så lyder Carcass lige så ufarlige på denne udgivelse som på den forrige. De aggressioner og frustrationer, som bandet sikkert har forsøgt at sætte ord og lyd på, brager aldrig for alvor igennem. Om det skyldes den rene produktion, det kliniske mix, eller at tempoet aldrig rigtig kommer op i fart, er svært at sige, men resultatet er, at d’herrer Carcass ikke fremstår overbevisende, men mere som nogle lidt trætte weekendfædre, der prøver at holde liv i en ungdomsinteresse. Men til trods for den lidet overbevisende attitude, så fejler musikken intet – de har stadig styr på, hvordan man strikker et godt stykke med metal sammen, hvilket førstesinglen ”Kelly’s Meat Emporium” er et klasseeksempel på. Her er det klassisk Carcass, som vi kender og elsker, komplet med syrede guitarmelodier, der lever sit eget liv.

”Dance of IXTAB (Psychopomp & Circumstance March No.1 in B)”, ”Under the Scalpel Blade”, ”The Devil Rides Out” og ”Eleanor Rigor Mortis” er også helt klassisk Carcass, men der hvor det for alvor bliver interessant, og hvor bandet tør bevæge sig over i det mere kreative hjørne, er på ”Flesh Ripping Sonic Torment Limited”. For det første næsten varer ti minutter, og for det andet har lange melodiske guitarsoloer, akustiske guitarer samt en mere progressiv rytme. Det er absolut albummets perle, og jeg ville ønske, at flere numre på udgivelsen var lige så modige som dette. Det er dog desværre ikke tilfældet, og i stedet er der numre som titelnummeret, som er en gumpetung og generisk omgang bølledød, der ikke bidrager med andet end fyld, hvilket der desværre er rigeligt af i forvejen. For med hele ti numre og en spilletid på en lille time, er Torn Arteries lidt af et værk, og man kunne ønske sig, at bandet havde kigget hinanden i øjnene og sorteret bedre ud i materialet. Eller i det mindste havde arrangeret albummet således, at alle de bedste numre kom først i stedet for at komme til sidst på udgivelsen!

Livrem og seler

Torn Arteries er ikke et dårligt album. Det er på rigtig mange måder, præcis hvad man bør og skal forvente af en moderne Carcass-udgivelse. Man kunne dog have ønsket sig, at bandet havde tilladt sig at hvile lidt mindre på laurbærrene og turde udfordre sig selv på de kreative parametre i stedet for at gå med både livrem og seler. Ligeledes havde det været klædeligt, når nu man insisterer på at have hele ti sange med, at hver sang havde en identitet og personlighed, så man som lytter følte, man lyttede til ti forskellige sange i stedet for at føle, man har hørt 5-6 sange, hvoraf nogle blev spillet to gange. Summa summarum, Torn Arteries er en udmærket udgivelse, men den burde være bedre – for Carcass er ikke ”bare” et udmærket band; de er fucking Carcass!