Royal Metal Fest 2022
Foto - Rolf Meldgaard
At der skulle gå tre år før vi igen kunne tage en tur til Smilets By for at se hvilke herligheder Royal Metal Fest havde at byde på, var der nok ingen der havde regnet med. Men det er også svært at planlægge noget, når det 21. århundredes svar på pesten raserer verden.
Men med Coronaen sparket ud til højre og en fadøl i hånden fik vi sagt velkommen tilbage til hele metalscenen og især Temple of Scorn der havde deres debutkoncert på dette år festival.
Ligesom det var tilfældet i 2019, så missede vi også et enkelt band i år. På grund af Valkyrja byttede plads med In Mourning gik der kuk i vores timeplan og det gik desværre ud over In Mourning. Men tag os på ordet om at det var en glimrende koncert og dyk ellers ned i alle de andre skæve og skøre bands vi fik lov at opleve på dette års festival.
Fredag:
- DemonGrinder
- Temple of Scorn
- Ethereal Kingdoms
- CLIENTS
- Deception
- Lamentari
- Hexadar
- Wayward Dawn
- Valkyrja
- Cult of Lilith
- Psycho Brahe
- Trold
DemonGrinder Turkis, kl. 16:00
GODT FRA LAND MED GUITARFRÆS
På spillestedet Turkis (det hedengangne Atlas, for de lokalkendte) var det det københavnske DemonGrinder, der havde fået æren af åbne dette års Royal Metal Fest. Bandet spiller efter eget udsagn ”fast, no bullshit, straight to the point rock'n'f**king roll”, hvilket man dårligt kan være uenig i, hvis man har lyttet til deres debut-EP, Grenades Don’t Argue, fra 2020. Kvintetten var ikke blevet gjort en tjeneste af festivalens programlægning, der havde sat dem til at spille samtidig med Temple of Scorn spillede på Radar. Det var derfor desværre ikke overraskende, at fremmødet til DemonGrinders forestilling ikke just var imponerende. Der var vel 15-25 mennesker i alt, som helt tydeligt skulle have banket coronarusten af sig på førstedagen og derfor brugte det meste af tiden på at nikke høfligt med. Publikum blev dog heller ikke hjulpet på vej af, at Turkis med dets rispapirlamper, uldtæpper og agurkevand på tap mere ligner en yogasal end et koncertsted. Til DemonGrinders ros skal det siges, at de fremstod ganske upåvirkede og gjorde deres ypperste for at servere en god, gedigen gang garagerock for tilhørerne. Bandet havde generelt en rigtig fed energi og strøg om sig med både beskidte riffs og standupcomedy (”Tak, fordi I kom for at se os i stedet for Temple of Scones!”). Guitarerne druknede desværre en lille smule i lydbilledet, men det var dog ikke så forstyrrende, at det gik ud over den samlede oplevelse, hvilket i ikke uvæsentlig grad kan tilskrives den energi og spilleglæde, som bandet gik til opgaven med. Der var fuld pedal på den drikkevenlige fadølssmadder, og under utaknemmelige omstændigheder leverede DemonGrinder en rigtig hæderlig præstation. Skål!
Temple of Scorn Radar, kl. 16:00
Dødsmessen udeblev
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var voldsomt begejstret for Temple of Scorns debut ep Preliminary Mass, så jeg havde da også set frem til bandets debutkoncert med fakkellys i øjnene denne fredag. Badet i blåt lys og med en sindsro kun set større hos statuen af Holger Danske, bød Temple of Scorn indenfor i deres tunge og dystre univers. Der var dog, som om det dystre aldrig for alvor indfandt sig. Misforstå mig ret, tilsammen har bandets medlemmer mere erfaring end den gennemsnitlige folketingspolitiker, så der var absolut ikke en finger at sætter på hverken lyd eller levering. Den var bestemt på samme niveau, som hårplejen bassist Bjørn Jensen måtte føre for at holde hans lange blonde manke.
Men hver gang, man følte mørket for alvor begynde at krybe hen over gulvet, endte det pågældende nummer, og man undrede sig over, hvorfor man havde trådt i en oliepøl. Vi skulle helt hen til det sidste kvarter, før man for alvor kunne begynde at stirre ned i intethedens kulsorte gab. Ud med det sygelige blå lys, ind med det dystre røde, og så blev der ellers væltet numre frem helt nede fra elendighedens sump. Men det var desværre for sent. Havde Temple of Scorn været en flok nybegyndere, havde jeg været godt tilfreds, men med det CV, der kan hives frem på de respektive medlemmer, var jeg ærlig talt lidt skuffet. Ikke fordi det var decideret dårligt, men bare frygtelig kedeligt.
Ethereal Kingdoms VoxHall, kl. 17:00
HYBRIDERNES LEGEPLADS
Cirka 100 meter fra Turkis skulle det nu handle om noget helt andet, nemlig altid intense og uforudsigelige Ethereal Kingdoms. Det var fredagens første koncert på den største scene, VoxHall, og allerede i køen til garderoben kunne man fornemme, at denne koncert ville blive anderledes velbesøgt. Dette viste sig også at være tilfældet, da en pæn flok mennesker var stimlet sammen foran scenen for at opleve de københavnske symfoni-darlings fra første parket. Anført af den altid enigmatiske og hypnotiserende Sofia Schmidt indledte Ethereal Kingdoms seancen med en kort intro efterfulgt af et nummer fra deres nye album Procession, som efter planen udkommer i 2023. Herefter var vi tilbage i velkendt territorium med et par glimrende fremførelser af numre fra både Ethereal Kingdoms og den seneste udgivelse, Hollow Mirror, hvor bandet formår at finde den rette balance mellem det teatralske teaterelement og klassisk koncerthåndværk. Den operalignende vokal var som altid spot on og komplimenteredes på udmærket vis af de forskellige instrumentale elementer. Undervejs var der en del småsnak i baren, som desværre gjorde det svært at holde koncentrationen, men Ethereal Kingdoms formåede dog alligevel at fastholde interessen for de fleste. I den sidste tredjedel af koncerten skete der lidt i skred i forhold til føromtalte balance, da teaterdelen pludselig fyldte det hele, hvilket virkede til at være lidt for avantgarde for mange af tilhørerne. Der blev skåret i håndled, malet med blod på et lærred og gået parade med et hjerte, der blev vist frem for et noget perplekst publikum. Efter denne shakespeareske intermezzo fik de hevet forestillingen tilbage på sporet og vist, hvornår de er bedst: Når Frk. Schmidt er parkeret foran mikrofonen i stedet for at lege Ronja Røverdatter. Jeg forlod VoxHall med fornemmelsen af, at jeg enten havde overværet et ritual i en vampyrkult eller en Greenpeace-aktion. Forunderligt eller for underligt? Det handler nok i bund og grund om smag, men på den kunstneriske sti, som Ethereal Kingdoms har valgt at gå ned ad, må man sige, at de er garant for en medrivende oplevelse.
CLIENTS Radar, kl. 18:00
Endelig blev trykket lettet
Andet band på Radar denne fredag aften var black/døds/core-knægtene i Clients. Og jeg skal da lige love for, at hvad man manglede af energi ved Temple of Scorn, det fik man i den grad ved københavnerne. Bandet havde ventet i to år på at spille på Royal Metal Fest, og det lignede bestemt også to års vildskab, der endelig fik frit løb. Radars scene var tydeligt alt, alt for lille til Clients. Resolut væltede vokalist Nick Demant derfor også ud på gulvet og tog det på sig som sin livsmission at få sparket lidt liv i det sparsomme fremmøde. Meget bestemt sagde han, at han ville se alle dø i aften. Bandets blackede dødscore var da også noget nær perfekt at ryste kadaveret totalt i stykker til. Melodisk snilde koblet med ondsindet aggression har alle dage været en sikker vinder, når der skulle bankes noget energi af. Så hver gang Nick returnerede til scenen, stod resten af bandet klar med frådende riffs og buldrende rytmer, der kunne katapultere manden ud blandt publikum igen.
Man kunne derfor godt ærgre sig en del over, at publikum ikke købte mere ind på bandets gentagne opfordringer om at komme hinanden lidt ekstra ved og give hinanden et par voldsomme krammere. Men post-corona publikummet er efterhånden også notoriske for at være en flok døde sild. Dog kunne man på ingen måde klandre Clients for ikke at prøve at give publikum et tiltrængt spark bagi.
Deception Turkis, kl. 18:00
GROVKORNEDE GENIALITETER FRA NORGE
Den efterfølgende indtagelse af en middelmådig fransk hotdog i den lokale pølsevogn opsummerede meget godt de første timer af min festivaloplevelse: Minimumsforventningerne var indfriet, men der manglede noget saft og kraft. Det var derfor med forholdsvis store forventninger, at jeg bevægede mig tilbage til Turkis for at se en omgang dødsmetal i form af norske Deception. Jeg var relativt begejstret for deres seneste udspil, The Mire, og med muntre titler som ”Sudden Infant Death Syndrome” og ”Excavation – Burial of a Child” i bagkataloget var det min klare forventning, at tandsættet skulle ommøbleres de næste 45 minutter. Heldigvis blev jeg på ingen måde skuffet. Efter en kort akustisk intro væltede der motorsavs-riffs og blast beats ud af højtalerne i en sådan grad, at en sagesløs bartender tabte et glas i ren forbavselse. Aaah, sweet nectar of life. Publikum virkede fra koncertens begyndelse stadig en anelse tilbageholdende, men efterhånden som forestillingen skred frem, steg entusiasmen betydeligt. Dette ikke mindst takket være de utallige beskidte breakdowns, der konstant indbød til dans. Deception demonstrerede med deres besøg på Turkis, at de evner at kombinere fængende melodier med frådende brutalitet på smukkeste vis. Som et stykke syltet ingefær til rense paletten mellem to stykker sushi smed de også en symfonisk passage ind i ny og næ, hvilket fungerede overraskende godt. Der var intet plug-and-play over den variant af død, der blev serveret fra fjeldet denne fredag aften, og navnlig frontmand Sindre Johnsen virkede veloplagt. Et bæst på både vokal og guitar, der holdt publikum i et jerngreb fra start til slut. Da koncerten nærmede sig sin afslutning, havde han formået at starte festivalens første mosh pit, der sendte rystelser gennem spa-lokalet på Turkis. Beskidt, brutalt og kompromisløst!
Lamentari VoxHall, kl. 19:00
MØRKT OG MESTERLIGT
Således opløftet bevægede jeg mig igen tilbage mod hovedscenen, VoxHall, til en koncert jeg på forhånd havde kolossalt høje forventninger til. Lamentaris EP Missa Pro Defunctis var blandt mine personlige musikalske højdepunkter i 2020, og deres seneste udspil, Clavis Aurea, er ifølge min anmelderkollega om muligt endnu bedre. Bandets unikke evne til at kombinere klassisk black metal med storladen symfoni og hudflettende dødsmetalriffs er et friskt pust på en black metal-scene, der ellers ikke er kendt for at strø om sig med fornyende initiativer. Det var derfor med en boblende, nærmest barnlig glæde, at jeg entrerede VoxHall og spidsede blyanten. Selvom aftensolen stadig kiggede ind ad glaspartierne bagerst i lokalet, blev ens fulde opmærksomhed med det samme draget mod scenen, som var oplyst af utallige små lys (LED-lys, nuvel, man kan jo godt være metal og stadig gå op i brandsikkerhed!) og luften var elektrisk af spænding blandt det pæne antal fremmødte. Da den kutteklædte sekstet trådte ind på scenen, forstummede småsnakken blandt publikum, og alle hårene på armen rejste sig i det sekund, introen til ”Dies Irae” flød ud af højtalerne og indvarslede apokalypsens komme. Herefter så Lamentari sig ikke tilbage. Den voldsomhed og den kvalitet, hvormed bandet ubesværet kombinerer god gammeldags shredding, tordnende trommegang og betagende symfoniske elementer, skabte et knusende tyngdepunkt på scenen, hvor alt lys og opmærksomhed blev suget ind. Som tilhører kunne man kun se magtesløst til, mens man blev opslugt af Lamentari-universet. I den forbindelse bliver man også nødt til at rose frontmand Daniel Lønbergs performance. Det er, som om det er blevet en kardinaldyd blandt black metal-vokalister at stå stille med nedadvendte mundvige og ligne et skident æg, mens man hælder sin galde ud over publikum. Lønberg har en helt anden kommanderende energi, hvor han med sit kropssprog og gestikuleren bliver den fysiske manifestation af bandets udtryk, og som gør det umuligt for publikum ikke at engagere sig i det ritual, der foregår på scenen. Ja, og ironisk nok er det så her, det eneste skår i glæden ved aftenens forestilling skal præsenteres. Udfordringen ved at spille på en festival er, at nogle deltagere tror det er helt okay at plapre løs under forestillingen, som var det forteltet til Roskilde Festival, og i dag var ingen undtagelse. Nogle mennesker fatter simpelthen ikke, at de er omgivet af storhed, selv når det vitterligt råber dem direkte ned i hovedet. Det kan jeg til nøds tilgive, men jeg har svært ved selv at nyde eksempelvis Max Uldahl Pedersens glimrende pianostykker, når jeg for tredje gang skal høre dig fortælle bartenderen om dengang du fik en selfie med forsangeren i Five Finger Death Punch. Hold nu jeres k…, eller bliv væk! Ak. Dette lille aber da bei til trods var der stadig tale om en aldeles magisk stund på VoxHall, hvor Lamentari igen fik vist, at de mestrer det atmosfæriske og det musikalske til fingerspidserne. Jeg kommer til at jagte det her band gennem hele landet for at se så mange liveshows, som jeg overhovedet kan komme i nærheden af, inden de bliver for store til at spille på de intime scener.
Hexadar Turkis, kl. 20:15
Harmonika – ja hvorfor ikke?
Mit første besøg på Turkis – både i og uden for Royal Metal Fest, var i selskab med tyske Hexadar. Seks gutter der lignede noget ude fra syvende kartoffelrække bød indenfor til, hvad der på papiret var black/pagan metal. I liveregi skulle det dog vise sig at være harmonikainspireret hardcore. Og hvor fjollet det end virkede, så fungerede det faktisk ganske glimrende på sådan en fordrukken bodegamåde. Det var ikke stor kunst, men det var da ganske festligt. Man kunne nemt have troet, at harmonikaen ville blive lidt for fjollet, men instrumentet spillede en så central rolle i bandets lyd, at selv et harmonika-breakdown var mere end bare et interessant kuriosum. Hexadar lignede bestemt også et band, der havde en fest, sådan som især bassisten og harmonikaspilleren tonsede rundt på scenen. De var bestemt kommet for at danse og vise publikum, hvordan man svang træbenet.
Enkelte blandt publikum blev da også grebet af denne bodegastemning og kvitterede med improviserede lettere fordrukne dansetrin. Men som det var tilfældet ved Clients, så var hovedparten af publikum mere saltstøtte end levende menneske. Desværre forsvandt denne lidt fjollede og hyggelige barstemning også, når harmonikaen ikke indtog en central rolle i numrene. Ikke at det blev så rædderligt, at jeg måtte drukne mine sorger i baren, men mere den slags musik, der mindede dig om at se, hvad fredagen senere ville byde på.
Wayward Dawn Radar, kl. 20:15
EN NY DAG GRYER FOR DANSK DØDSMETAL
Kvaliteten af dagens koncertoplevelser havde været støt stigende, siden vi startede kl. 16.00, men det var alligevel med en vis ængstelighed, at jeg bevægede mig hen imod festivalens tredje og mindste spillested, Radar, for at se dødsmetallerne fra Wayward Dawn. Bandet er fra Skanderborg, hvor jeg selv er født og opvokset, og er lidt et smertensbarn for mig. Så utroligt talentfulde, og så utroligt uheldige; først med Niklas Lykkes afgang til Livløs, så med covid-19-pandemien, der brød ud nogenlunde samtidig med udgivelsen af deres andet album, Haven of Lies, som de stort set ikke har haft mulighed for at spille live. Det ville være helt forståeligt, hvis al den modgang havde gjort dem en smule mod- og rodløse. Men nej. Et kæmpestort rungende nej. Drengene er tilsyneladende ikke underlagt samme psykologiske mekanismer som os andre, for der var intet apatisk over deres præstation denne fredag aften. Der var ikke det største fremmøde, men Radar er heldigvis så tilpas intimt, at der ikke skal mange besøgende til for at skabe en god atmosfære. Jeg havde egentlig besluttet at hvile stængerne lidt og havde derfor sat mig ned lidt ude til venstre for scenen, men det opgav jeg efter cirka ti sekunder. Wayward Dawn stod helt oppe på pedalerne fra første fløjt, og alle hæmninger var kastet fuldstændig overbord. Det ruskede i taget i en sådan grad, at man var bange for, at loftsbjælkerne på den gamle godsbane ville give op undervejs, og det var slet og ret umuligt ikke at lade sig rive med af den tonstunge knytnæve af ren dødsmetal, der ubønhørligt hamrede en i hovedet fra start til slut. Ingen pauser, bare et band, der skefodrede sit publikum som foie gras-ænder med rå, ungdommelig energi og galopperende smadder. ”Spil nu noget hurtigere!”, blev der råbt med frydefuld ironi fra publikumspladserne, mens spyt, sved og øl fløj i alle retninger. Endelig, ENDELIG, føltes det, som om at Royal Metal Fest trådte ud af coronaskyggen, og folk havde en fest med headbanging, spontane kram og total overgivelse til galskaben. 40 minutter senere forlod jeg Radar med rystende ben og ølvådt hår og brød spontant ud i latter. I disse tider kan man nemt drukne i fusionsgenrer, hyldeblomst-IPA på fad og 13 minutter lange Pink Floyd-tributes, så man til sidst glemmer, hvad fanden det hele egentlig startede med, og hvad det hele egentlig handler om. Tak til Wayward Dawn for at give Royal Metal Fest den bedst tænkelige påmindelse denne fredag aften.
Valkyrja VoxHall, kl. 21:15
I blod skal black bades
Oprindeligt skulle In Mourning have stået på Voxhalls scene, men grundet transportproblemer måtte sørgeparaden vente, og i stedet blev vi budt på en gang typisk svensk black metal. I deres fremtoning mindede Valkyrja mere end almindelig meget om deres landsmænd i Watain. Corpse paint i hele femøren, masser af nitter, og alt sammen flittigt stænket med blod fra hvad end alteret havde været fyldt med. Tilføj en scene badet i rødt, ja, så kunne man ikke ønske sig bedre rammer for en black metalkoncert. Og i den typisk svenske black metalstil, så skulle vi ud over stepperne hurtigere, end du kunne nå at sige Panzer Division. Det var en enormt velspillende kvartet, der indtog Voxhall – især bassist B. Thelberg, hvis corpse paint lignede en indiansk åndemaner, var allestedsnærværende med øjne, der gennemborede både dit fysiske og psykiske legeme. Ikke nok med, at det var glimrende svensk black metal, så fornemmede man også nogle mere rockede elementer, som man kender det fra Slægt. Og mon ikke sådan en gang svensk black’n’roll mix var noget, der kunne få publikum til at brække nakken og ofre en sidemand eller to?
Nej, det var det faktisk ikke. Det var officielt her, hvor jeg personligt opgav at se et aktivitetsniveau over teenagesløvsind fra de fremmødte. Valkyrja prøvede med alt, hvad de havde i deres dødbringende misantropiske arsenal, men den vildeste reaktion var et acceptabelt jubelråb efter hvert nummer. Hvilket måske også var derfor, at bandet så ud til at køre lidt på rutinen de sidste 20-25 minutter. Når man som band ikke fik noget igen, så var der heller ikke den store ide i at slæbe sig en pukkel til. Men absolut en solid opvisning i millitant og rocket svensk black metal.
Cult of Lilith Radar, kl. 22:20
ISLANDSK GLETSCHERPROG
Aftenens sidste stop er på Radar, hvor islandske Cult of Lilith skal lukke festen med en omgang prog/tech-death. Kvintetten har haft lidt af en kometkarriere, siden udgivelsen af deres EP Arkanum i 2016, da mægtige Metal Blade Records uden betænkningstid valgte at skrive med bandet og udgive deres debutalbum fra 2020, Mara. Det vidner om et ikke ubetydeligt potentiale, og har man hørt Mara, vil man da også vide, at Cult of Lilith bestemt er dygtige musikere. Det fik de også vist fredag aften på Radar, selvom fremmødet igen var en smule tyndt. En bekymrende tendens, som nok desværre stadig må tilskrives coronablues. Jeg blev taget lidt på sengen, da islændingene entrerede scenen iført spraglede skjorter uden at sige en lyd, men så pludseligt eksploderede i et sandt lydinferno. Bandet var helt tydeligt glade for at have fået muligheden for at spille på Royal Metal Fest og udviste en enorm spilleglæde. Navnlig bassen var meget fremtrædende i lydbilledet, men det var frontmand Mario Infantes Ávalos, der løb med det meste af opmærksomheden med sit teatralske kropssprog og en flot vokal, der svingede mellem svulstig og skinger. Engang i mellem lød det lidt som at få skældud af sin mor, hvilket er tæt på at gøre det komisk i sekvenser, men han formåede at balancere det okay. Både vokal og instrumenter lød godt, og publikum labbede det i sig. Et enkelt kritikpunkt er den totale mangel på egentlige riffs og breakdowns, hvilket gjorde seancen en smule ensformig og repetitiv. Det nærmede sig lukketid, og en håndfuld mennesker kom dryssende for at se den sidste tredjedel af koncerten. De nåede dermed at få den bjergtagende ”Cosmic Maelstrom” med som lukkenummer, hvilket kastede et stort applaus af sig fra publikum og store islandske smil på scenen. Et fint punktum for en fin dag.
Psycho Brahe Turkis, kl. 22:30
Effektivt men dumt
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle forvente mig af Psycho Brahe. På plade var de et mystisk bekendtskab, og når synet, der mødte mig denne aften på Turkis, var fem voksne mænd i klovnekostume, ja, så var alle muligheder åbne. Musikalsk kunne bandet dog indsnævre sig til en sindssyg krydsning af Red Warszawa og Pudsige herrer krydret med lidt rap, punk og ska. Samtlige genrer blev blandet flittigt, og i pauserne mellem numrene gav vokalisten den på så stereotypt cirkusdansk, at politisk korrekte kværulanter ville brokke sig. Musikken var nøjagtig lige så fjollet, som bandets udseende med numre om, lige fra at man ikke må få en hest for mor, over årtiets far – Josef Fritzl, til noget så simpelt som øl. Det var gøgl, gak og løjer, ingen tvivl om det. Men trods det var gennemført, så var det musikalsk set en noget tynd kop te.
Fair nok at Psycho Brahe lagde mest vægt på sceneshowet. Men når tilsyneladende glimrende musikere valgte falde-på-halen-komik over musikalsk substans, så blev de tre kvarter, bandet spillede, af og til lidt lange. Publikumsinteraktionen var dog den klart bedste, jeg havde set, denne fredag, men som de entertainere Psycho Brahe var, så vidste de også godt, at pjat, pjank og promiller går godt sammen. Trods den manglende musikalske substans, så var det trods alt et underholdende show, som Red Warszawa burde tage ved lære af.
Trold Turkis, kl. 00:40
Breaking news: fulde mennesker kan godt lide folk metal
I takt med, at promillerne var steget og steget, så var det da også glimrende tænkt at lægge en gang folk metal til at sende folk videre i byen med. Specielt med et band som Trold, der, ligesom Temple of Scorn, har så meget erfaring, at man ikke længere kan betale dem i det. Med skidt i ansigtet og iklædt laset tøj, læder og lammeskind indtog Trold stolt Turkis og begyndte at slå søm i Svartsots ligkiste. En sammenligning der ikke var til at komme udenom, men med Trolds levering, var de tydeligt længder foran konkurrenternes seneste udspil. Samtlige af bandets numre blev leveret præcis, som man forventede det, og uden nogen former for svinger i valsen. Så var det muligt, at klokken nærmede sig 1, men fredagen skulle jo lukkes med manér. Så Trold tog os overbevisende med rundt i hele deres univers af havtrolde, jætter, jomfruer, bakket op af fløjter, mandoliner, og hvad ellers en god folk metalhistorie kræver. Historier der af de fremmødte affødte mindst sytten forskellige måder at svinge træbenet på, deriblandt den altid festlige armkrogssvingom.
Men selvom det var festligt og fornøjeligt, så var det, som om der begyndte at gå lidt AC/DC i den. Trolds lyd er desværre for ensformig til at kunne trække samtlige tre kvarter. Som koncerten lakkede mod ende, var det da også tydeligt, at bandet selv også var ved at være kørt lidt trætte, og de sidste par numre blev leveret lidt for meget på rutinen. Ikke at der var nogle blandt publikum, der lagde mærke til det, da folk og fuldskab er som skabt for hinanden. Men for os, der ikke var plakatstive, blev det ikke helt så bragende en afslutning, som man kunne have håbet på.
Lørdag:
- Royal Deceit
- Arsenic Addict
- Sinnrs
- A Horrible Death To A Horrible Man
- The Arcane Order
- Sinister
- Persecutor
- Unseen Faith
- MØL
- Shamash
- Deadnate
- Ihsahn
- Coexistence
- Dāmim
- Soilwork
- Hola Ghost
Royal Deceit Turkis, kl. 14:00
Et yderst vedholdende vækkeur
Til at få sparket liv i lørdagen var valget mellem dødsmetal med Arsenic Addict på Radar eller metalcore Royal Deceit på Turkis. Oprindeligt skulle Ivy Crown have åbnet lørdagen på Turkis, men den danske metalscenes armskadetrend havde desværre ramt bandets trommeslager. Men jeg indfandt mig på Turkis med en kold fadøl og så frem til tre kvarter med en håndfuld energiske ungersvende fra Skanderborg. Og jeg skal da lige love for, at Royal Deceit tog morgenvækningstjansen seriøst. Vokalist Mathias Rønde tonsede rundt på scenen, som var han et dampbarn proppet med sukker, der nægtede at lade publikum trykke på snooze så meget som en enkelt gang. Men ak, selv den mest maniske præstation ville ikke kunne vække Grauballemanden, Tollundmanden og alle de andre mosefund, der havde indfundet sig på Turkis. Hvilket var ret synd, nu Royal Deceit var yderst veloplagte. Energiske ørefigner som ”Chasing Ghost” og ”Hang Them High” blev leveret til UG med kryds og slange, og deres nye nummer ”Make Me Numb” var, som Hr. Rønde lovede, da også glimrende at brække en nakkehvirvel eller to til.
Man kunne dog argumentere for, at koncerten blev en anelse gimmickagtig mod slutningen. Både da trommeslager Simon lidt indstuderet overlod kedlerne til Mathias for at moshe, og derefter da bandet stillede et trommesæt ud på gulvet og kastede sig ud i et cover af Linkin Parks ”Numb”. Dog måtte man give Royal Deceit, at det netop var denne slags stunts, der skulle til, for at trække det IC3 tog, som publikum var, i gang. Og disse kraftanstrengelser bar da også delvis frugt, da livet og førligheden begyndte at vendte tilbage hos de fremmødte. Alt i alt en godkendt gang metalcore, der med alle midler forsøgte at vække et tømmermændsramt publikum.
Arsenic Addict Radar, kl. 14:00
ADDICTIVE INDEED!
Præcis ligesom niveauet til gårsdagens koncerter var vejret meget omskifteligt denne forårslørdag, og det var derfor med jakkekraven trukket helt op om ørerne, at jeg sjoskede ned mod Radar for at indvie festivalens anden og sidste dag. Menuen stod på en kop gift i form af odenseanske Arsenic Addict, som jeg skulle opleve live for første gang. Der var ikke frygtelig mange mennesker på Radar, men tidspunktet taget i betragtning var jeg faktisk positivt overrasket. Det blev jeg også over Arsenic Addicts optræden, der fyrede den af på alle cylindrene. En knusende og ondskabsfuld gang dødsmetal, der gav honnør til alle de store; Cannibal Corpse, Carcass og Morbid Angel kom især til tanke. Alle bandmedlemmerne var aktive på scenen og virkede til at være i højt humør, alt i mens forsanger Sonja Rosenlund var i hopla foran sit vædderkraniebeklædte mikrofonstativ. ”Hvad er livet uden en smule død?” spurgte hun poetisk, og sandere ord blev vel ikke ytret på hele festivalen. Der var flere af de fremmødte, som nok havde regnet med, at de lige skulle have smurt bentøjet og halsen, inden de skulle engagere sig rigtigt i koncerter, men de blev alle langsomt trukket mod scenen for ikke at gå glip af spektaklet. Et personligt højdepunkt var nummeret ”Siren”, der bestemt ikke skortede på aggressivitet, men som skilte sig ud ved at være mere groovy og modent, og som understregede at Arsenic Addict ikke bare spiller dødsmetal på autopilot. Da sidste nummer fadede ud gennem højtalerne, havde publikum fået hævet både djævlehornene og humøret, og så var vi ligesom i gang igen.
Sinnrs VoxHall, kl. 14:55
FORLAD MIG MINE SYNDER, THI DE ER BÅDE STORE OG MANGE
Efterfølgende var det blevet tid til endnu en tur på hovedscenen, VoxHall, hvor første punkt på dagens menukort var en gang melodisk black metal i form af Sinnrs. Hvis man ellers kan abstrahere fra det håbløse navnevalg, er det et band, der faktisk har et ganske hæderligt bagkatalog i ryggen, og med et spritnyt live-setup til lejligheden var det ikke helt uden forventninger, at jeg tog afsked med aprilsolen og gik ind i de mørklagte lokaler på VoxHall. Men lad os bare få revet plasteret af med det samme: Det var jammerligt. Sinnrs består af duoen Maestus (trommer) og Nero (vokal, guitar), men i dagens anledning havde de også taget en kvindelig vokalist og en ekstra guitarist med, som dog ikke blev præsenteret nærmere. Jeg ved ikke, hvordan Sinnrs tidligere live-setup har været, men det her kan umuligt være en opgradering. Black metal og corpse paint indbyder ikke til livsglæde og springgymnastik, det er jeg klar over, men samtlige bandmedlemmer var totalt stillestående, ja nærmest katatoniske. Maestus forsøgte en enkelt gang med noget fist pumping bag gryderne, men opgav hurtigt ævred. Den nye guitarist lignede en, der var eddikesur og snerrede nærmest af publikum, som kvitterede med løftede øjenbryn og korslagte arme. Backing-sangerinden virkede enormt ukomfortabel med at stå på scenen, hvilket man sagtens kan forstå, når hendes eneste rolle var at komme med et kort udbrud i ny og næ, og derudover ellers bare stå og kukkelure. Et par enkelte akolytter svingede pligtopfyldende deres lokker på forreste række, men det virkede til at være mere i sympati end i musikalsk ekstase. Akavetheden på scenen overskyggede for det meste også musikken, der isoleret set fungerede nogenlunde, selvom deres blast beats fuldstændigt druknede guitarerne. ”Er der ingen kvalitetskontrol på den her festival??” skrev en anmelderkollega til mig, og man er tilbøjelig til at tro, at svaret er nej. Til Sinnrs forsvar blev det en my bedre, da de nye sidekicks hen mod slutningen af koncerten forlod scenen og lod duoen spille et nyt nummer for sig selv. Her blev det straks lidt mere tight og fokuseret, men glæden var kortvarig. Koncerten rundedes af med et underligt ritual, hvor backing-vokalisten igen lignede en, der lige havde bidt i en citron og slæbte rundt på en lanterne med noget spoken word kørende i baggrunden. Jeg må erkende, at jeg var ved at lede efter mit garderobenummer på daværende tidspunkt, så hvis der udspillede sig stor scenekunst de sidste fem minutter, har jeg formentlig glippet det. Men jeg tror det ikke.
A Horrible Death To A Horrible Man Turkis, kl. 16:00
Det blev ikke bedre live
Eftermiddagskaffen på Turkis blev indtaget i selskab med A Horrible Death to a Horrible Man. Bandet åbnede med en sonisk bredside af så rumklang- og ekkoindsmurte riffs, at der ikke var nogen tvivl om, at A Horrible Death to a Horrible Man begik sig i post-rock/metallens verden. Så gik man og savnede et band, der startede med at give dig en musikalsk krammer, så var Turkis stedet. Lyden var der da heller ikke en finger at sætte på, og Peter Echwalds klagende vokal fuldendte det melankolske lydbillede.
Dog fik man hurtigt en følelse af, at A Horrible Death to a Horrible Mans show aldrig ville komme ud over scenekanten. Ja, post-rock/metal skal være introvert, men gerne i en sådan grad, at det bliver et sandt sort hul af indadvendthed, der suger lytteren ind. Men hver gang bandet var lige ved at krydse denne kosmiske grænse, endte det pågældende nummer, magien ophørte og så startede vi ellers forfra. Hvad man i stedet fik, var en koncert der ramte den specifikke følelse af, at konen er skredet, guldfisken er død og C3’eren står over for en større reparation, før den kan gå igennem syn. Og trods det var meget imponerende af et band at kunne fremtrylle denne følelse, så savnede koncerten udvikling. Det lød godt, og der er ingen tvivl om, at bandet kunne deres kram, men reelt set kunne de have spillet det samme nummer i tre kvarter, uden man ville have ænset det.
The Arcane Order Radar, kl. 16:00
ORDEN I KAOS
Efter at have rystet skuffelsen af mig gik turen atter engang til Radar, hvor supermetalgruppen The Arcane Order skulle forsøge at bringe magien – og energien – tilbage i dette års Royal Metal Fest. Med den slags forventninger, bandets sammensætning af prominente navne samt det faktum, at gruppen dagen forinden havde spillet på Stairway i København, var der rigelig bananskræl at glide i. Det gjorde The Arcane Order heldigvis ikke. Med tilkomsten af Møl-frontmanden, Kim Sternkopf, som har været selverklæret fan af bandet gennem sin ungdom, havde The Arcane Order i den grad fået sig en ny galionsfigur, som kunne vække det søvndrukne metalpublikum til livs. Hr. Sternkopf ligner til forveksling en mellemleder i en midtjysk hvidevarebutik, men med sin afgrundsdybe growl og karismatiske presence slog han med det samme benene væk under alle i lokalet og leverede sammen med bandet et glimrende show, hvor han flere gange var ude i reel fysisk kontakt med tilhørerne på forreste række. På alle parametre en stærk kontrast til det apatisk mimeshow, jeg netop havde bevidnet. The Arcane Order virker som et band, som kunne spille for en tom sal og stadig sætte murværket under pres med dets energi og musikalske trykbølger. Deres optræden var spækket med proggy akkordprogressioner, off-beat trommer og beskidte breakdowns, som også gjorde det spiseligt for puritanerne. Selv med lukkede øjne ville man vide, at det var Bastian Thusgaard bag trommerne, hvis største udfordring er, at han er så dygtig, at det nogle gange kommer til at se nonchalant ud. Indledningsvis fyldte bassen lige rigeligt i lydbilledet, men det fik de heldigvis rettet op på efter lidt tid. En besnærende oplevelse, også selvom publikum af uransalige årsager stadig ikke var helt oppe på dupperne.
Sinister VoxHall, kl. 17:00
Det’ dælme dejlig død
Efter en omgang søvnig post-rock/metal trængte man til en opkvikker, og hvad bedre end en gang god gammeldags dødsmetal? Sinister er muligvis fra Holland, men der var ingen tvivl om, at det var Cannibal Corpse og deres hjørne af dødsmetallen, der var hovedinspirationen. Først og fremmest var det tungt, voldsomt og brutalt, men det var på sin vis også en smule hjemligt og hyggeligt. Et hurtigt kig på bandet afslørede da også en fem granvoksne mænd, der smilede kækt til publikum og hinanden – som var de en flok skoledrenge, der uset havde skippet sidste time. Og det gode humør begrænsede sig bestemt ikke kun til bandet. Lige så døde folk havde været på det meste af festivalen, lige så glade og feststemte var publikum nu blevet. Ikke den slags fest, hvor man tonsede rundt i en circle pit og fik flået arme og ben af, men mere den slags fest, hvor gud og hver mand fik en krammer. Vokalist Aad Kloosterwaard var da heller ikke nærig med at vise sin taknemmelighed over endelig at komme ud at spille igen. Og selvom det kun var ham, der var tilbage fra den oprindelige besætning, så var bandets samspil smukt koordineret, flydende og lækkert at se, og høre, på.
Sinisters koncert var måske lige på grænsen til at være for hyggelig, og man kunne godt savne noget mere vildskab og decideret fjendtlighed i musikken. Og måske også en anelse mere diversitet – en time var simpelthen for meget. Samtidig så er livescenen i Europa først lige begyndt at komme sig oven på Corona, så lidt overbærende blev man alligevel. Men hvordan dødsmetal om Satan, blod, død og vold kunne få en tryg og hyggelig stemning, det aner jeg ikke, men der er nu engang noget objektivt fedt ved old school dødsmetal, der bliver leveret så overbevisende.
Persecutor Turkis, kl. 18:15
FLAMBOYANT, FRÅDENDE, FREMRAGENDE
Efter halvandet døgn med en kostpyramide bestående af tarvelige franske hotdogs og fadøl besluttede jeg mig for, at det var tid til at prøve noget nyt til min næste koncert på Turkis, så jeg gik ombord i deres bredere sortiment af drikkevarer og købte mig en Gin & Tonic. Mit 17-årige jeg havde hudflettet sig selv, hvis han kunne se mig drikke G&T til en metalkoncert, men jeg kunne vitterligt ikke have så meget som én dråbe pilsner mere i mig på dette tidspunkt. På mange måder var det også en passende ledsager til noget andet, jeg normalt heller ikke gør mig så meget i – thrash-metal i form af Persecutor fra Horsens. Jeg var dog lige ved at spytte føromtalte drink ud på gulvet, da bassist og forsanger Christian Andrés Almanza trådte ud på scenen iført en lilla glimmerdragt med blottet brystkasse. Jeg er med på, at thrash-folket lidt er specialklassen i metalmiljøet, men her måtte jeg alligevel korse mig en ekstra gang. Til held for både Persecutor og mit helbred viste det sig, at de her drenge kan spille. Hold nu kæft, hvor kan de spille! Og hvilken energi. Med fare for at blive beskyldt for at have tunnelsyn med den slags (jævnfør min Wayward Dawn-anmeldelse fra dagen før), så ER der bare et eller andet sindssygt fedt over ungdommelig gåpåmod og taknemmeligheden over, at folk er mødt op for at se et show. ”Jeg tror aldrig, vi har set så mange mennesker før”, proklameredes der med et kæmpe smil, og det var da også den koncert på Turkis, der var mest velbesøgt i min tid der. Musikken var fuldstændig tight, klassisk thrash-metal serveret på den bedst tænkelige måde. De mestrer både det flænsende hurtige og det langsommere, Slayer’esque spektrum af genren, og der var absolut ingen risiko for at falde i søvn, som bandet ellers kækt spurgte til. Der var overskud til gimmicks, hvor de begyndte på et nummer og så stoppede op for at interagere med publikum, hvorefter bandet ufortrødent fortsatte med højtravende soli og en karakteristisk fremtrædende bas. ”Vi skal til at spille en sang, der handler om at drikke bajere”, udløste velsagtens festivalens største jubelbrøl, da nummeret ”Four More Beers” gik i gang og publikum blev sendt i brydekamp i pitten på kommando. Al hurlumhejen kunne godt være et kritikpunkt, hvis det bare var for at dække over middelmådig musik, men det var på ingen måde tilfældet – de er rent ud sagt pivdygtige. Til sidst blev Almanza sendt på rundtur blandt publikums strakte arme og jeg tømte indholdet af mit glas. Det er ikke den sidste G&T, jeg drikker i mit liv, og det er ikke sidste gang, jeg ser Persecutor live!
Unseen Faith Radar, kl. 18:15
Doktorordinerede chugs
Efter sådan en gang hyggerysten af kadaveret stod valgte mellem Persecutor og Unseen Faith, og med mit forhold til thrash metal faldt valget meget nemt på Unseen Faith. Badet i rødt lys, der kunne få selv Ole Wedel til at ligne en supermodel, bød den aarhusianske kvintet indenfor til atmosfærisk djentet deathcore. Vokalist Alexander Eriksen havde ligget med feber i dagene op til koncerten, men ud fra mandens energiniveau var der dog ikke meget sygdom at spore. Skrig, brøl og råb blev leveret helt oppe i ansigtet på de fremmødte, og truslen om knuste kranier blev forstærket ved hvert breakdown. Dette var dog ikke en trussel, der blev taget alvorligt, da publikum lignede nogle, der netop var på vej ind i et længere sygdomsforløb. Et sygdomsforløb der desværre ikke engang kunne kureres med hverken sønderlemmende chugs eller atmosfæriske leads.
Selv da Hr. Eriksen stolt proklamerer, at: ”Royal Metal Fest ikke bare er en koncert, det er ikke bare en festival, det er en identitet”, bliver det kun til spredt jubel. En bette opkvikker kom der dog i form af Cabal’s Andreas Bjulver på ”The Perfect Human”. Væltende ind fra højre i leopardprint brølede manden sine lunger ud og var væk lige så hurtigt, som han kom ind. Et kort, men ganske effektivt indslag, da det fik lidt saft og kraft sparket ind i den sløve forsamling. Så da ”Dystopia” var klar til at lukke sættet, ramte vi da et energi- og interaktionsniveau, der var acceptabelt. Point til Alexander for at have rejst sig fra sygelejet og flå strubehovedet ud, men når ikke engang publikum formår at sætte ordentlig pris på dette, så var kampen næsten tabt fra starten.
MØL VoxHall, kl. 19:15
Endnu en koncert, endnu en sejr
Set med de rødhvide briller var vi uden tvivl nået til dette års højdepunkt på Royal Metal Fest – Møl. Fem måneder var der efterhånden gået siden udgivelsen af Diorama, men da det har været sparsomt med koncerter, skulle det blive interessant at se, hvordan de nye numre ville fungere. En ting var i hvert fald sikkert: De blev leveret med nøjagtig samme høje energiniveau, engagement og vildskab som Jord. Gestikulerende som en vanvittigt og allestedsnærværende stormede vokalist Kim rundt på scenen og greb publikum i sin hule hånd. For hvis ikke Møl – på hjemmebane – kunne få publikum ud af starthullerne, så vidste jeg snart ikke, hvad der kunne. Og selvfølgelig lykkedes det. Ikke på helt høje niveau som vanligt for en Møl-koncert, men højt nok til at absolut ingen stod og kedede sig. Resten af bandet kunne selvfølgelig ikke kegle rundt som Kim. Men Frederik, Holger, Ken og Nicolai har alle dage haft en udstråling, der i den grad opvejede for den manglende aktivitet, og denne dag var bestemt ingen undtagelse. Med en ubetinget sindsro, charme og selvtillid dannede de et fænomenalt grundlag for Kim til at byde publikum op til dans.
Selvfølgelig så kunne man sige, at når Møl altid leverede på dette niveau, så var man blevet forvænt og kunne godt komme til at kede sig. Det sker måske også en dag, men den dag var meget langt væk. Specielt ikke når Kim resolut stillede sig ud blandt publikum og rent fysisk sparkede gang i lukkeren ”Bruma”. Hvis alle bands forulempede mikrofonstativer og præsterede på Møls niveau, ville alle koncerter være værd at gå til.
Shamash Turkis, kl. 20:30
PURITANERE MED POSITIV OVERRASKELSE
Efter et kortvarigt, men intenst G&T-/thrash-eventyr var jeg tilbage i velkendt farvand med fadøl og black metal. Næste levende billede på Turkis var nemlig københavnske Shamash, Få minutter før koncertens start var der ikke mange mennesker på gulvet, hvilket formentlig kunne tilskrives, at Deadnate spillede samtidig på Radar. Langsomt fik folk dog placeret sig tættere på scenen, og der endte faktisk med at være et hæderligt fremmøde, om end der var en del småsnak rundt omkring, da koncerten skulle til at gå i gang. Den småsnak forstummede dog hurtigt, dels fordi aktørerne på scenen vakte interessen, men også fordi der blev spillet ukristeligt højt. Jeg havde tidligere læst et interview med Shamash, hvor de udtalte, at dansk black metal var blevet en børnehave, og at de vil ”holde det true”, hvorfor jeg på forhånd var bekymret for, at det ville blive en distanceret forestilling med påtaget 90’er-lyd, hvor publikum mest var inviteret for at stå stille og lytte til, hvordan trve dåse-black metal skulle lyde. Heldigvis blev disse bange anelser gjort til skamme. Det var mørkt og dystert, men også meget medlevende. Utallige knivskarpe riffs, iskold energi og stærke backing-vokaler, der dog ikke bed på det coronasøvnige publikum. Atmosfæren led desværre lidt under af, at der så ofte skulle holdes pause mellem numrene for at tune på guitaren og bassen, men rent energimæssigt mistede bandet ikke momentum undervejs. I den sidste tredjedel af forestillingen virkede det til, at Shamash havde fået brændt alle nytårsraketterne af og stod tilbage med en pose knaldperler. De sidste numre havde ikke helt samme power og variation som de første par stykker, men bundniveauet var stadig højt hele forestillingen igennem.
Deadnate Radar, kl. 20:30
Gyngende grooves fra Trekantsområdet
Efter et besøg fra en nymoderne dansk metalinstitution – Møl – var tiden kommet til et band, der bestemt havde potentiale for at opnå samme titel. Gojira og Mastodon havde bestemt ikke levet forgæves, da danske Deadnate og deres progressive groove metal var klar til at gøre deres indtog på Radar. Nu kan prog metal godt være en noget navlepillende genre, men jeg skulle da lige love for, at Deadnate var alt andet end indadvendte. Med en nærmest eksplosiv energi og vanvittig selvsikker attitude blev kreative riffs og lækre basgange smidt efter publikum – og til min store overraskelse greb publikum dem. Men overraskelsernes tid var bestemt ikke forbi, for det lød til, at alt hvad Deadnate gjorde fungerede perfekt. Simon og Kenneths vokaler, hvad enten det var unison ren vokal eller skrig og brøl i kor var mageløst.
Toppen af kransekagen var dog det absolutte kaos af guitaristerne, Simon og Kenneth, der kørte en skæv spejlvending af hinandens shows, mens Frederik på bas vævede grooves om dem begge, og Ole tævede sit trommesæt til pindebrænde for at matche alle tre. Publikum gyngede, Deadnate groovede, og man skulle have været lavet af sten, hvis man ikke kunne se, at alt var ved at gå op i en højere enhed. Psycho Brahe havde muligvis en fantastisk publikumskontakt, men når Deadnate formåede at få et forholdsvist tætpakket Radar til at føle musikken på samme måde, som Rotten Sound gjorde i 2019, så var der ingen konkurrence. Deadnate var et absolut højdepunkt på dette års Royal Metal Fest.
Ihsahn VoxHall, kl. 21:30
EN GAMMEL HEST MED NYE TRICKS
Apropos ”true black metal”, så kræver Ihsahn – med det borgerlige navn Vegard Sverre Tveitan – næppe nogen større introduktion. Som frontmand i legendariske Emperor var han blandt pionererne i den såkaldte anden bølge af norsk black metal, der fortsætter med at definere genren helt frem til i dag. Med sit soloprojekt har Ihsahn valgt en alternativ musikalsk vej – noget, som han denne aften på VoxHall selv beskriver som ”prog-black”. Jeg har hørt andre lidet imponerede røster kalde det ”Eric Clapton-black” eller ”rullekraveblack”, og der er ingen tvivl om, at hr. Tveitans tilgang til black metal er helt anderledes, end den var i start-90’erne. Det har nu ikke skræmt festivalgængerne på Royal Metal Fest, der er mødt talstærkt op for at se en af fortidens helte. Det var første koncert med dette lineup post-corona, så der var spænding at spore på gulvet, men også på scenen. Koncerten startede lidt hakkende med ”elektriske udfordringer”, som han kaldte det, men herefter så de sig ikke tilbage. Jeg var overrasket over, hvor meget anderledes Ihsahns musik præsenterer sig live sammenlignet med albummerne. De højtravende prog-vibes er ikke nært så fremtrædende, og det swinger utrolig godt. Han er simpelthen et bæst på både vokalen og guitaren, og så lyser spilleglæden stadig ud af ham. Skønt at se en gammel traver have ild i øjnene på den måde, og der var ingen på VoxHall denne lørdag aften, som ikke kunne se de talenter, der gjorde Ihsahn generationsskabende. Hen mod koncertens slutning virkede det til, at publikums interesse for første gang vaklede lidt, da der blev skruet op for de mere syrede aspekter af Ihsahns bagkatalog. Der blev dog sluttet stærkt af, og blandt flere af tilhørerne omkring mig var der bred enighed om, at koncerten var blandt festivalens absolutte højdepunkter. Bravo, maestro!
Coexistence Turkis, kl. 22:45
En taxatur med E.T.
Efter en audiens hos den norske prog metals absolutte elite skulle vi mod sydligere himmelstrøg på Turkis. Italienske Coexistence havde lagt i kakkelovnen til en tur mod det uendelige univers i den progressive dødsmetals tegn. Alt hvad der hed introduktion blev skippet, og vi blev beamet direkte op i italienernes rumskib og sendt afsted mod fjerne galakser beboet af ubeskrivelige kosmiske skabninger. Turen startede dog lidt ujævnt, da der var lidt knas med lyden under første nummer. Men på ”Collateral Dimension” stod både bas og begge guitarer knivskarpt, så Coexistences sci-fi ekspedition virkelig kunne tage fart. Og jo, det var da latterligt teknisk og nørdet, men riffet og den gode melodi var altid i centrum, og det forfaldt aldrig til Archspires teknisk-for-teknikalitetens-skyd ideologi. Specielt i skiftet fra prog-tons og over i en clean sektion var det tydeligt, at Coexistence bestemt også evner de smukke melodier. Så var der også bare noget objektivt lækkert over to guitarister, der totalt afslappet stod med begge hænder og tapper, som var de ved at smøre en rugbrødsmad.
Coexistence kom dog aldrig helt ud over scenekanten og fik grebet fat i kraven på publikum. Med en stigende promille, træthed og det faktum, at Ihsahn nok stillede de flestes progressive sult, så var det nok skudt lidt over mål med endnu en gang prog – især hvis man også havde hørt Deadnate. Det var nok også derfor, at stemningen blandt de fremmødte havde mere tilfælles med Erlings Jazzbar end Royal Metal Fest. Men Coexistence fik da drysset lidt kosmisk støv ud over publikum og gik derfra med mere end æren i behold.
Dāmim Turkis, kl. 22:45
OFFER FOR OMSTÆNDIGHEDERNE
Efter oplevelsen på VoxHall gik jeg med hastige skridt mod Radar, der som tidligere nævnt ligger lidt mere afsides i forhold til de to andre scener. Jeg var derhenne i relativt god tid, og det kom derfor ikke bag på mig, at der ikke var et øje på stedet, da jeg ankom. Ti minutter før tid var jeg dog stadig alene. Fem minutter senere det samme. Havde jeg kigget forkert i programmet? Nej, den var god nok. Men Coexistence skulle også spille 22.45 på Turkis, vitterligt 50 meter fra den scene, hvor Soilwork en time senere skulle lukke hele festen. Efter to dages metalfestival og rigeligt med våde varer under vesten var der øjensynligt ingen, der havde lyst til at gå 2-300 meter for at se det britiske tech-death-band Damim. Yikes. Da koncerten starter, er vi vel fem mennesker i alt, men hurtigt efter trådte både barpersonale og garderobefolk til for at give de stakkels unge mænd lidt opbakning. ”Call your friends, tell them to get over here” sagde frontmanden, halvt i sjov og halvt i alvor. Det var næsten ubærligt at være vidne til, men til bandets ros skal det siges, at de tog den akavede situation med et smil og tog det som en oplevelse. Fraværet af publikum kan i hvert fald ikke skyldes manglende musikalske evner, for der var ikke en finger at sætte på den tekniske dødsmetal, der flød ud i den tomme sal. Meget veludført, teknisk elegant og knusende tungt, men samtidig med et emotionelt aspekt som tech-death ellers ofte kritiseres for at mangle. Dette kan ikke mindst tilskrives forsangeren, der udviste både aggression og sårbarhed i sin vokale præstation. Stemningen blev mere løssluppen, efterhånden som alle involverede affandt sig med situationen, og en tilhører købte sågar shots og serverede dem for bandet på scenen. Der blev udvekslet jokes mellem numrene og talt small talk, og for os, der var til stede, udviklede en ærgerlig situation sig faktisk at være en på mange måder jordnær og fin oplevelse – men set fra Damims side var det i sagens natur langt fra det, de havde ønsket. Bandet spillede deres set professionelt og til alle tilstedeværendes fulde tilfredsstillelse, inden de takkede publikum for indsatsen og trak sig tilbage mod backstage. En på alle måder bizar koncertoplevelse, hvor musikken var til topkarakter, men helhedsoplevelsen havde nogle helt grundlæggende mangler, i forhold til hvad man forventer af en normal koncertoplevelse. Jeg håber, Damim kommer til Danmark på et andet tidspunkt og får den opbakning, de fortjener, for dygtige, det er de sgu.
Soilwork VoxHall, kl. 23:45
IKKE SKYGGEN AF SLINGER I MELODØD-VALSEN
Til at lukke hele ballet på dette års Royal Metal Fest var blevet booket ingen mindre end de svenske melodød-giganter Soilwork, naturligvis med et lokalt islæt i form af bysbarnet Bastian Thusgaard på trommer. For nu at varedeklarere med det samme, så har Soilwork altid haft en speciel plads i mit hjerte. Den tidløse perle Stabbing the Drama kørte på repeat hjemme på teenageværelset i Skanderborg i midt-00’erne, og modsat visse af deres landsmænd har Soilwork formået at videreudvikle og modne deres lyd uden at gå på kompromis med deres rødder (ja, det er dig, jeg kigger på, Anders Fridén!). Aftenens koncert havde allerede været i gang i fem minutter, da jeg ankom grundet gåturen fra Radar, og da jeg kom ind ad døren var en forurettet medfestivalgænger på vej den modsatte vej med bemærkningen ”Soilwork er da noget lårde-metal”. Kan de virkelig have skuffet allerede efter så kort tid på scenen? I garderoben fik jeg dog et tegn fra metalguderne, da fyren bag disken stikker mig garderobenummer 666. I samme øjeblik slog bandet tonerne an til ”Arrival” fra Verkligheten-pladen, og enhver frygt, for at de gamle helte ville skuffe på dagen, blev øjeblikkeligt fejet fuldstændigt af vejen. Der var helt tætpakket på VoxHall, og publikum havde julelys i øjnene, mens en veloplagt Björn Strid ledte slagets gang bag mikrofonen, og bandmedlemmerne kværnede løs med voldsom energi. Knap var ”Arrival” overstået, før der blev inviteret til fællessang på ”Stabbing the Drama”, og herefter faldt højdepunkterne som perler på en snor. ”Like The Average Stalker”, ”The Full Moon Shoals”, ”The Living Infinite I”, ”Bastard Chain” og selvfølgelig ”Nerve”. Soilwork virkede til at have taget deres Greatest Hits-liste med til Aarhus, og publikum labbede alle hofretterne i sig med en sult, hvis lige ikke var set på hele festivalen. ”Let’s start a fucking mosh pit!” foreslog Strid, og knap havde ordene forladt hans mund, før vi ydmyge tjenere havde lystret hans befaling. Der var lidt knas med teknikken undervejs, og det var tydeligt, at bandet lige skulle finde sig til rette på scenen, men det var rene petitesser. Musikken sad helt i skabet, og så var det superfedt at se den gensynsglæde, der var mellem band og publikum, som ikke kunne få øjnene fra hinanden gennem den timelange seance. Det var meget opløftende, at dette års Royal Metal Fest, som var noget plaget af coronatømmermænd, fik en lykkelig slutning med en overjordisk energiudladning fra de svenske melodøds-mestre. Tak til Soilwork, og tak til Royal Metal Fest for et godt arrangement – vi ses næste år!
Hola Ghost Turkis, kl. 01:00
Spaghettiwestern by night
Det uigenkaldeligt sidste band på dette års Royal Metal Fest var de københavnske psykotiske flamencore entusiaster Hola Ghost – ja, de kalder deres genre ”Psychotic Flamencore”. Udklædt som et mexicansk mariachi band komplet med patronbælter, bandanas og mexicanske dødsmasker malet i ansigtet, gav de los for, hvad der viste sig at være en blanding af psychobilly og surf rock. En ganske lettilgængelig og festlig måde at lukke festivalen på. Det var ikke, fordi fremmødet var imponerende, men klokken havde også passeret 1. Man kan mene, hvad man vil om psychobilly, men at Hola Ghost krydrede den med surf rock-rytmen kunne bestemt gribe fat i publikum, og bandets udseende og udstråling gjorde bestemt ikke interessen mindre. Der var faktisk ikke noget reelt at udsætte på kvintettens præstation, trods at det var tydeligt, at alle kørte på de sidste reserver. Der var også noget dejligt fandenivoldsk over kvintetten, og det var lige før, at man forventede at blive udfordret til skudduel ved daggry hvert øjeblik, det skulle være. I stedet for en skudduel blev publikum i stedet bedt om at begynde at linedance eller hente nogle flere øl – om stigende promille er lig bedre lindedance vides dog ikke. Hola Ghost kom dog aldrig for alvor helt op at ringe. Det var da ganske underholdende, og bandet havde bestemt styr på, hvad de lavede, men jeg savnede ærlig talt noget mere variation i koncerten. Men jeg har på fornemmelsen, at det der med variation og psychobilly ikke rigtig er noget, der hænger så godt sammen.