Vinylbanner
Royal Deceit - Animus

Animus

· Udkom

Type:Album
Genre:Metalcore
Spilletid:37:53
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Et udmærket førstehåndsindtryk

Første gang jeg stødte på Royal Deceit var, sammen med Theory, som opvarmning til Impalers på natklubben Spirit i Herning. En ganske glimrende, om end lidt kaotisk koncert, der blandt andet indeholdt smadrede glas og en ven viklet ind i en bas. Første gang vi her på redaktionen stødte på de fem skanderborgensere, var tilbage i sommeren 2017 med deres ep Psalms for the Corrupt. En udmærket plade, der dog også var en anelse til den kaotiske side. Meget er sket siden da, og efter at have turneret land og rige rundt er Royal Deceit nu klar med deres debutplade, Animus.

Pak så de fordomme om metalcore væk, tak!

Efter introen ”History Repeats” hugges Animus i gang med ”End of Days”. Ét langt tungt breakdown, der til tider tangerer deathcore og med sikkerhed får lytterens opmærksomhed. Med en længde på halvandet minut kan man dog undre sig over nødvendigheden af foregående intro, da dette også virker som en intro.

Pladen starter for alvor med ”Bite the Curb” og ”Just Business”, og sammenligner man bare disse to numre med foregående ep, har Royal Deceit bestemt ikke ligget på den lade side. Det er to velkomponerede og, umiddelbart, ligeud ad landevejen metalcorenumre, der med garanti kan få folk op af stolene. Det er værd at lægge mærke til guitar og trommer, ikke kun på ovenstående to numre, men over hele pladen. Man skal nemlig kigge meget langt indenfor metalcoregenren for at finde noget at sammenligne med. Kigger man derimod på moderne melodød, så er et sammenligningsgrundlag pludselig indenfor rækkevidde. Royal Deceit lyder, som om de har hentet inspiration fra, før metalcore blev mere genbrug, end aludåser er det. ”Backstabber”, ”Hang Them High” og ”Oceans of Black” er en treenighed af numre, hvor Simon Drachman i et overflødighedshorn af kreative trommefills uddeler lussinger til resten af den danske metalcorescene og også en del af den internationale. For at gnide ekstra meget salt i såret er kvaliteten af Jesper Larsen og Alexander Jacobsens guitarriffs så høj, at de tørrer en vis legemsdel med 70 % af metalcoreriffs skrevet indenfor de seneste 10-15 år. På Mathias Røndes vokal eller Anders Laursens basrytmer er der heller ikke noget at pege fingre ad. Mathias har i den grad finpudset sin vokal, men bibeholdt den lidt skæve vinkel fra ep’en, og bassen holder rytmen snorlige og sørger for, resten af bandet har noget lækkert at bygge videre på.

Et enkelt kritikpunkt, der absolut skal nævnes omkring Animus, er pladens ballade, ”Pariah”. Det gæstes af Prime-boss Mirza, og omkvædet er så umiskendeligt Siamese, at det næsten trækker hele nummeret over i popcore-territorie, hvilket gør det ret malplaceret i forhold til pladens ti andre skæringer. Et trælst fartbump på en plade, der ellers fungerer fra start til slut.

Sæt jer ned og tag ved lære

Animus er muligvis en af de bedste metalcoreplader, vores lille andedam har smidt af sig i nyere tid. Det her er metalcore, som metalcore bør lyde. Hvis ikke mange af genrens større og mere erfarne navne har røde ører efter at have hørt Animus, er der noget helt galt. De bør sætte sig ned og lade Royal Deceit give dem en lektion i, hvordan man stykker en god metalcoreplade sammen. Hvis man lige kan overleve en dobbelt intro og en ligegyldig ballade, har man en halv times metalcore, der ikke er en finger at sætte på.

Tracklist

  1. History Repeats
  2. End of Days
  3. Bite the Curb
  4. Just Business
  5. Elitist
  6. Chasing Ghosts
  7. Pariah
  8. Backstabber
  9. Hang Them High
  10. Oceans of Black
  11. Echoes of Hate

Tilføj kommentar