Lyden af et band på vej mod stjernerne

Endelig forløsning

Enhver med bare en lille smule interesse i den danske metalscene kender Deadnate. Kvartetten fra Fredericia, der gav os ep’en Concrete Flood i 2018, er mange gange blevet spået en stor fremtid, ikke mindst på grund af deres uforlignelige tekniske niveau samt fremragende live-optrædener.

Tilbage i november sidste år fik vi endelig ny musik fra dem, da første halvdel af deres nye langspiller udkom under navnet The North Sea Pt. 1. Det var fem numre på 19 minutter og egentlig ret så god musik, men dog som om der manglede noget. Hvor skulle pladen hen? Hvilken helhedsoplevelse havde vi i vente? Det er svært at bedømme et maleri, hvis halvdelen af det ikke kan ses. Af den grund har undertegnede glædet sig utrolig meget til resten af pladen, og jeg er bestemt ikke blevet skuffet.

Meditativ ro og katarsisk energi

For lige at spole tiden tilbage til november tillader jeg mig at gentage mig selv en smule. Deadnate har i skriveprocessen fokuseret på at skabe en plade, hvor kompromisløshed og ærlighed er i centrum – både i forhold til deres egen tilgang til sangskrivning, men også tematisk, hvor menneskets indbyrdes relationer og forhold til naturen bliver undersøgt i kompositioner fyldt med følelse, fantasi og fremsynethed. Det kan måske synes stort og bombastisk for nogle, men når progressive musikere på dette absurd høje tekniske niveau tager et skridt i deres udvikling, så bliver resultatet også derefter: snørklet og lidt svært tilgængeligt, men også fascinerende, imponerende og dragende.

Deadnate, der i deres spæde ungdomsår spillede masser af thrash, er efterhånden blevet en progressiv hybrid mellem en smule Metallica, Tool og Machine Head og så en hel masse Gojira. På The North Sea er referencerne til sidstnævnte af og til lidt for meget af det gode, men formår man at lytte forbi og igennem de tykke paralleller til den franske superkvartet, venter der en stor gevinst. Lyt bare til “Northern Lights” og “Worshippers”. Her indkapsles både det hypnotisk drømmende og det hårdtslående energiske, som Deadnate mestrer så hamrende flot, og som meget få andre overhovedet tør drømme om at kunne. Balancen mellem de forskellige soniske scenarier er ganske enkelt forbløffende godt ramt.

Pladen afrundes på meget fornem vis med “Cold Star” og “Feral Madness”, som begge nok skal gå hen og blive publikumsfavoritter til gruppens forrygende shows. Melodi, riffs og hooks er ørehængere, så det basker, og samklangen mellem de to sangere Simon Juul og Kenneth Kejlstrup fungerer perfekt. Og de skrig, der kommer. Havde nogen fortalt mig, at det rent faktisk var Greg Puciato, der skreg med her og der, havde jeg troet dem.

Det er fuldbragt

De løse ender, som Pt. 1 unægteligt havde, bindes flot sammen på The North Sea. Ganske som forudset – og håbet – for fem måneder siden giver pladen nu mening i sin helhed, og selvom det ikke er alle numre, der er lige interessante, kommer vi ikke udenom, at Deadnate har begået et hamrende flot og enormt dragende album af international kaliber. De mestrer den smukke fortolkning af både det drømmende, det melankolske, det benhårde og det hårdtslående, og ikke mindst balancen mellem alle elementerne. De er uden tvivl et af de stærkeste og mest interessante navne på den danske scene lige nu. Og det siger ikke så lidt.