Lamentari spiller koncert på Næstved Metalfest 2022.
Lamentari - Clavis Aurea

Clavis Aurea

· Udkom

Type:EP
Genre:Symfonisk black metal
Antal numre:4

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

666 bønner

Jeg kan stadig huske, hvordan Lamentaris debut-EP, Missa Pro Defunctis, blæste mig bagover tilbage i 2020. Det er til dato den mest imponerende danske omgang black metal, jeg har haft den fornøjelse at lytte til. Bandets blanding af Behemoth, Dimmu Borgir, Fleshgod Apocalypse og Batushka kildede alle de helt rigtige steder. Alt dette betyder naturligvis også, at forventninger til efterfølgeren er så høje, at Mount Everest fremstår som en sjusket myretue, og jeg må faktisk erkende, at det er med koldsved på panden, at denne anmeldelse er blevet forfattet, da frygten for skuffelse er allestedsnærværende. Men efter 666 bønner til Lucifer, Beelzebub, Asmodeus og Mammon er hånden nu rolig, og ørerne klar til nyt fra Lamentari.

Det klassiske skelet

Clavis Aurea følger samme formel som Missa Pro Defunctis, hvilket betyder, at hele balladen starter med en storladen instrumental intro efterfulgt af tre lange numre, hvor bandet endnu engang cementerer, at de er afskyeligt dygtige musikere. Både i forhold til selve den instrumentelle betvingelse, men også når det kommer til noget så forholdsvist banalt som at opbygge en sang. De ved virkelig, hvordan man formår at udnytte hvert et sekund, om det så fyldes med guitarsoli, der stinker af 1980’ernes guitarfræs, eller klassiske pianopassager, der inviterer en helt ned i krypten til jomfruofring.

Der er ikke just mangel på symfoniske black metal-bands, men der, hvor jeg mener, at Lamentari skiller sig ud fra resten, er nemlig i forhold til sangskrivningen og strukturen. Det er tydeligt, at bandets klassiske elementer med klaver og strygere ikke blot er fyldstof, men derimod en essentiel del af det sorte bæst, der er Lamentari. Det er selve rygraden i deres sortekunster, og det virker til, at resten af musikken bliver skabt omkring netop dette skelet.

Der, hvor Clavis Aurea dog adskiller sig fra Missa Pro Defunctis, er i forhold til det musiske fokus. Missa Pro Defunctis var noget mere fandenivoldsk, men også ufokuseret sammenlignet med dette værk. Den røde tråd var ikke helt så klar, og der blev både leget og eksperimenteret mere, hvilket giver mening, da det var den første udgivelse. Her, to år efter, hvor bandet er blevet en hel del erfaringer rigere, er det, som om de er mere fokuserede og har en stærkere ide om, hvem de er som band, og hvad deres musikalske mål er. Hvilket alt i alt er med til at forstærke følelsen af, at Clavis Aurea er et mere samlet værk, hvor Missa Pro Defunctis til tider føltes som fire individuelle numre.

Ligeledes er den tidligere forsanger, Francisco Fuentes, blevet skiftet ud med Daniel Lønberg, som er en fantastisk vokalist og frontmand, men hans vokalstil er en smule anderledes – den er dybere og mere guttural. Denne tilføjer et kommanderende element ulig Fuentes’ vokal, der var mere skinger og besad et element af kaotisk vanvid, som trak musikken over i noget, der mindede mere om Anaal Nathrak end eksempelvis Behemoth. Hvilket også gavner musikkens helhedsindtryk, selvom jeg nu også var fan af vokalstilen på Missa Pro Defunctis. Det absolut eneste minus, der er at finde, er det simple faktum, at Lamentaris lyd simpelthen er for stor til EP-formatet. Vi har at gøre med musikalske aspirationer, der er tårnhøje og derfor kræver meget mere plads til for alvor at kunne udfolde sig – der er absolut ingen grund til at lade sig begrænse her. Spil nu for alvor med de muskler, og lav et reelt album i stedet!

Da capo for helvede, da capo!

Sveden er tørret af panden, og pulsen har lagt sig, for Lamentari beviser endnu engang, hvor overnaturligt overlegne de er. Det går fortsat udover min fatteevne, at et band så nyt og ungt kan være så afsindigt gode – der findes jo bands derude, som har eksisteret længere, end bandmedlemmerne har levet, og som ikke har en brøkdel af Lamentaris talent. Ergo er jeg nødt til at gentage mig selv og udbryde endnu et ”da capo” , for fandme om ikke de danske kultister har gjort det igen? Alting spiller på Clavis Aurea, de har taget deres unikke formel af bombastisk, symfonisk helvedesild, tilsat det guitarlir på verdensklasseniveau og beviser endnu engang, at de er det bedste danske metalband anno 2022!

Tracklist

  1. Diesis
  2. Synodus Horrenda
  3. Sede Vacante
  4. Iconostasis

Tilføj kommentar