Ny vokal, nyt album

Det er ikke engang to år, siden jeg anmeldte Wayward Dawns debut Organic Soil Matter, som jeg beskrev som en hårdtslående og bundsolid omgang gammeldags bølle-død. I mellemtiden er der så sket det, at deres tidligere forsanger Niklas Lykke erstattede Simon Olsen i Livløs, og pludselig stod Wayward Dawn uden en reel sanger – og hvad gør man så? Jo, man tænker ”fuck det”, og beslutter sig for at fordele vokaltjansen mellem bassist-Kasper og guitarist-Rasmus – sværere behøver det jo ikke være! Og ganske vist er der så kommet nye stemmer til, men det har ikke betydet den store forskel for den lyd, som Wayward Dawn har. Det er stadig klassisk dødsmetal, som stilistisk lægger sig op af store navne som Cannibal Corpse og Obituary men også lokale helte som Hatesphere og Illdisposed.

Et skridt frem, to tilbage

Der er ikke sket den helt store udvikling fra Organic Soil Matter til Haven of Lies, og selvom vokalen er skiftet ud, så er det nok ikke noget, man bemærker, medmindre man ved det, da hverken Rasmus eller Kasper er kastratsangere. Rent musikalsk er album nummer to her noget mere ”standarddødsmetal” end debuten. Den punk-attitude og groove, man fandt på forrige album, er nu erstattet med fedtet og mudret brutalitet, der byder mere op til langsom headbang end turbo-vindmøller.

Der er generelt ikke rigtigt sket meget for Wayward Dawns lyd. Det er i bund og grund mere af det samme, og bevares, jeg forventede jo ikke ligefrem, at der pludselig ville være jazz eller polka midt i det hele, men lidt progression må der vel godt være. I stedet for virker det mere, som om der er tale om regression.

Der er dog enkelte lyspunkter her og der, der bryder monotonien som fx midtersoloen i nummeret ”Apathy” eller det spøjse akustiske indslag i form af ”Bliss”, der binder de to numre ”Rotten Sphere” og ”Abhorrent Ignorance” sammen. Nummeret er egentligt ikke i sig selv ret spændende, men det er med til at agere buffer, hvilket faktisk hjælper lidt, da det er med til at forstyrre det faktum, at de resterende sange er ret ens – faktisk for ens. Man får hurtigt følelsen af at høre det samme nummer igen og igen – hvilket ikke er en god ting.

Mere af det samme

Haven of Lies er ikke en værdig efterfølger til Organic Soil Matter. Man skulle faktisk tro, at de to albummer var udkommet i omvendt rækkefølge, for så ville man kunne høre en form for musikalsk udvikling i stedet for musikalsk tilbagegang. Men hvis man er til standardiseret og formularisk metervare dødsmetal, så synes jeg klart, man skal give Wayward Dawn et lyt eller fem. Og ret skal være ret, hvis man ønsker sit dødsmetal meget klassisk og 90’er-inspireret, så vil man elske denne udgivelse – for den imiterer sine helte rigtigt fint. Problemet er bare, at det er der mange, endda rigtigt mange, der også gør.

Og så lige én sidste ting, noget som jeg sjældent berører, fordi det sjældent siger noget om musikken… Men jeg er nødt til lige at sige et par ord om albummets cover! Jeg ved simpelthen ikke, hvordan bandet blev enige om, at en tegning lavet i Microsoft Paint var en god ide, men hatten af for at tænke så meget ud af boksen!