Foto - Rolf Meldgaard
Spot Festival er efterhånden blevet en institution i det aarhusianske kulturliv. En weekend tætpakket med utallige musikalske kunstnere fra de helt små til de helt store på kryds og tværs af alverdens forskellige genrer og udtryk. Men da dette er et metalsite, så ligegyldigt hvor interessant Agnes Hartwich, Ericka Jane, Fabräk eller nogle af de andre optrædende måtte være, så var det selvfølgelig Spot Metal der var vores omdrejningspunkt.
Nakkeknaekker
Åbningstjansen til dette års Spot Metal var tilfaldet de fem silkeborgensiske ungersvende i Nakkeknaekker og deres bud på, hvordan en god gang slimet dødsmetal skulle skæres. Med HM-2 pedalen skruet op på fuld smadder hamrede Nakkeknaekker derudaf uden at give så meget som en millimeter for, om publikum havde foretrukket sous vide-opvarmning frem for helvedes forgård. Men med et kig ud over Train var der dog ingen tvivl om, at publikum var med de fem knægte. Med en wall of death i første nummer og så ellers nok energi til at publikum kunne få Nakkeknaekker til at leve op til deres navn, var det et helt andet publikum, end det man så til Royal Metal Fest for en måneds tid siden. Corona havde definitivt sluppet sit greb på de aarhusianske metalfans.
Med et lydbillede præget så voldsomt af Boss-pedaler og slimet reverb kunne man godt savne lidt mere originalitet fra Nakkeknaekker. Ingen tvivl om at bandet rykkede en så fornem og bundsolid gang død af, at Entombed og Obituary ville være stolte, men slimet kloakdød bliver hurtigt en lidt ensformig sag, også selvom Nakkeknaekker havde nogle yderst lækre grooves. Bandet virker dog til at være klar over, at genren ikke ligefrem er moderne, så derfor går ”Fetus Blender” da også ud til alle dem med gråt hår og dårlige knæ. Så med glimt i øjet og alle spekulationer om teenagesløvsind destrueret, markerede Nakkeknaekker sig aldeles positivt på dette års Spot Metal.
Hero
Efter en gang solid gang dødsmetal var det tid til at komme lidt ned i gear med aftenens mest lettilgængelige indslag – Hero. Et band der opererer i den hårde rock, men bestemt ikke er bange for at eksperimentere med det mere poppede, og netop de poppede elementer var måske lidt for overrepræsenterede, når man tænker over arrangementets navn. Hero åbnede ellers med et udmærket moderne, progget, ja, nærmest djentet riff, hvilket skruede forhåbningerne en smule op. Responsen fra publikum var dog mildest talt lunken. Der var lidt spredt nikken med hovedet, men langt størstedelen af Train stod bare, enten og kiggede uinteresseret eller overvejede, om det ikke var tid til en tur i baren.
Dermed ikke sagt, at Hero gjorde en dårlig figur, tværtimod, var der reelt intet at udsætte på deres optræden. Den var både energisk, vellydende, de store omkvæd sad lige i skabet og var som skabt til at skråle med på, og bandet havde en udstråling, der gjorde, at absolut ingen var i tvivl om, at de var glade for at komme ud at spille igen. Det skulle desværre bare have været for et andet publikum. De mere guitardrevne passager fik en acceptabel respons, men den mere poppede overvægt var ganske enkelt for tung. Dog burde Hero overveje at tage på tour med Siamese og Natjager. Et sådant trekløver vil blive en ubetinget fest.
Eyes
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er synes, at Eyes er et af de mest interessante hardcore-bands på den danske scene, så jeg havde da også set frem til deres optræden på dette års Spot. Og som det var tilfældet med Nakkeknaekker, så starter Eyes også lige på og hårdt. Publikum lignede et kort øjeblik en flok soldater ramt af granatchok, inden det gik op for dem, at det totale energibombardement, der foregik oppe på scenen, bestemt kunne og skulle matches nede på gulvet. Eyes havde, hovedsageligt i kraft af frontmand Victor Kaas, en så fuldstændig manisk og direkte sindssyg fremtoning, at man skulle tro, at de var blevet ramt af en sjælden sygdom. En sygdom der var mere smitsom end diverse asiatiske tropesygdomme, for der var bestemt ingen på Train, der ikke blev påvirket af den voldsomme energiudladning, som de fem københavnere diskede op med.
Selvom jeg havde set Eyes en del gange inden aftenens show, så kunne jeg stadig ikke lade være med at blive imponeret over det totale kaos, deres koncerter er. Trods det fuldstændigt kaotiske ydre, der mest af alt kunne sammenlignes med en jerncontainer, der styrter ned igennem en elevatorskakt, så skulle man være blind for at se, at numrenes dansable rytmer ikke gik lige i skoene på de fremmødte. Eyes behøvede på ingen måde at gå efter de billige point, men man skulle da være et skarn, hvis man ikke satte pris på ”Off” med en gæsteoptræden af Jacob Bredahl – selvom nummeret også bød på jordens dårligst timede wall of death.
Galge
Galge, synes jeg også, er et ualmindeligt interessant band og efter at have været til deres releaseparty på Headquarters, ville det blive interessant at se, hvordan de ville tackle den største scene, deres karriere endnu har budt på. Der var i hvert fald ingen tvivl om, at publikum var med dem. Da de fire gutter indtog scenen, fik de aftenens klart varmeste velkomst, og det tog da heller ikke mere end et par sekunder, før Galge gjorde sig fortjent til publikums gunst. Galge var ganske enkelt en fornøjelse at være vidne til. Alt fra Sørens vokal, over Sofus guitarmelodier til Halfdan og Mathias gyngende rytmer sad lige i skabet og ramte som energifyldte lussinger på de fremmødtes kinder. Specielt Sørens vokal kunne man ikke blive andet end imponeret over. Ligegyldigt om det var Dani Filthske skrig, brutale slamklingende orkbrøl eller noget derimellem, så ramte de hovedet på sømmet, og man kunne ikke andet end at blive en smule målløs over mandens rækkevidde.
Man kunne dog argumentere for, at Galge godt kunne have stormet lidt mere rundt som enten Nakkeknaekker eller Eyes. Men samtidig så var der noget vidunderligt autentisk over at se et band give hinanden et par krammere eller se Sofus svinge hofterne, som var det flamenco og ikke dødsmetal, han spillede. Denne autentiske energi smittede bestemt også af på tilhørerne, og der var ikke et eneste menneske på Train, der ikke groovede med Galge. Det var et band i topform på hjemmebane, og hjemmebanepublikummet skuffede bestemt ikke. Der var pits, horn og brækkede nakker i så store mængder, at man nærmest kunne sælge ud af det. Det var da også det eneste, man kunne sælge ud af, for Galge gjorde det bestemt ikke.
Aphyxion
På trods at det var en del år siden, at Metal Hammer udråbte Aphyxion til det nye håb for metal, så skulle det alligevel blive spændende at se, hvordan aftenens mest erfarne band ville tage sig ud overfor alle de ”unge lømler”. I forhold til Galge var modtagelsen dog en anelse køligere – men nu var de også det eneste band med hjemmebanefordel. Aphyxion huggede dog ufortrødent i gang og viste, at de med 16 års erfaring har et bundniveau, der ikke er sådan at kimse ad. De ved bestemt, hvordan en koncert skulle skæres, så selvom de kastede sig ud deres nyeste single – ”Memory Trace” – som, trods en lidt træls Bring Me the Horizon-agtig klang, ramte glimrende ned i det festglade publikum. Det var dog Aphyxions første show siden corona, så bandet havde ikke helt samme greb om de fremmødte, som før pandemiens start.
Det hjalp dog en del, da klassikerne ”Same Kind of Different” og ”Fork Tongued” blev hevet frem. Nostalgi har alle dage været et glimrende trumfkort i metallen, og det virkede da også upåklageligt for Aphyxion. På dette tidspunkt havde bandet spillet sig varme og med smil på læben og en glæde over endelig at være ude at spille igen, blev selv de mest hårdnakkede publikummer tøet op, og vi var bestemt på vej mod vanligt Aphyxion-niveau.
Lamentari
Efter Lamentaris mere end overbevisende koncert på årets Royal Metal Fest, så jeg en del frem til, at de skulle lukke dette års Spot Metal. Både fordi Lamentari er et fremragende liveband, men også fordi de skulle komprimere deres ”højmesse” ned til en halv times tid. Desværre var der lydproblemer fra start. Trommer og bas var totalt dominerende, guitaren var yderst spinkel og alt, der hed keyboard, symfoni, orkester og, hvad man ellers kunne kreere en storladen stemning med, var ikke eksisterende. Det lignede da heller ikke, at der var en eneste blandt publikum, der syntes, at dette var creme de la creme af dansk symfonisk black. Jeg tror, vi alle håbede på, der bare var tale om et enkelt fejlslagent nummer, inden lyden blev rettet til. Men desværre, nej. Hele koncerten igennem måtte vi trækkes med symfonisk black uden symfoni, men med ekstra bas – et decideret rædderligt bytte.
Man måtte dog give Lamentari, at de var topprofessionelle og stolt fortsatte, trods de nok også var klar over, at der var noget helt galt. Ud over dette var der dog ikke en finger at sætte på deres show, og vokalist Daniel Lønberg gjorde alt, hvad han kunne for at samle hans fortabte menighed og prædike om det storslåede og smukke i sorgen og døden. Det var desværre bare lige så velfungerende som et tonedøvt kirkekor uden orgel. Jeg var skuffet på både publikum og bandets vegne. Da koncerten lakkede mod enden, gik jeg på WC, og til min store overraskelse opdagede jeg, at keyboardet gik klart igennem derude, og lyden fik endda også tilføjet en ekstra tand reverb. Havde jeg vidst dette en halv times tid tidligere, var der ingen tvivl om, at jeg havde nydt Lamentari i fajancens hellige haller.