Den svære 4’er

Normalt er det den svære 2’er, man snakker om, men med Aphyxion kan der i høj grad være tale om den svære 4’er. Gutterne fra Ribe startede, da de var pubertære, metalglade knægte, og nu er de nogle unge herrer snart i slutningen af 20’erne. Void (2019) var i høj grad en kulmination af deres udvikling af lyd og modne sangtekster, som tacklede en masse mørke tematikker på flotteste vis. Det er uden tvivl det bedste album, som Aphyxion indtil videre har bragt til verden, og en af de danske favoritter i min egen samling. Derfor er det helt spændende spørgsmål med Ad Astra, om Ribe-corekvintetten fortsat skal innovere sin lyd eller holde fast i det, de har opnået med Void.

Certificeret catchy core til compactdisken

Da Aphyxion udgav Earth Entangled (2014), startede de med en melodisk dødsmetallyd i stil med det oldschool In Flames, og ligesom de legendariske svenskere har de album for album bevæget sig mere mod en metalcorelyd. Ad Astra er ingen undtagelse på denne soniske rejse. Noget, der på forhånd har givet mig lidt bekymringer med hensyn til Ad Astra, er, at singlerne ikke har imponeret mig synderligt. Albummet starter med singlen ”Roll the Dice”, som har et glad og energisk lydbillede, selvom teksten er samfundskritisk. Omkvædet er yderst catchy, og Jais Rørbo Jessens rene vokal er tydeligvis blevet forbedret siden Void. Selve sangstrukturen og lydbilledet virker som en kombination af nu-metal og melodisk metalcore. Det er faktisk svært ikke at tappe med fødderne i takt til de nærmest industrial-lydende guitarriffs. ”Roll the Dice” bliver opfulgt af endnu en single, ”Memory Trace”, som i min optik er en af de svageste sange på hele albummet. Den bliver lidt for elektronisk, lidt for fin og poppet i omkvædet. Dermed er starten på Ad Astra med meget blandede følelser.

Heldigvis, til Aphyxions store ros, så er det her et album, der stille og roligt vinder en over på sin side for hver gennemlytning. På mange punkter burde albummet ikke vække begejstring, da det er alt for ”kedelige”, radiovenlige omkvæd og en lidt for pæn produktion. Grunden til at det sejrer, er at det er smækfyldt med masser af lækker sangskrivning og god energi, som gør, at det er svært ikke at lade sig rive lidt med. Har man lyttet nogle gange, så brøler man med til Michael Vahls højrøstede vokal eller synger med på de catchy omkvæd. Hvilket er heldigt, da disse fængende omkvæd er en gennemgående ting på hele albummet. Nogle af højdepunkterne på albummet er ”Anomalies” og ”Heavy Shadows (feat. IMMERSE)”. Førstnævnte har det absolut mest catchy omkvæd og samtidig det fedeste breakdown, og frygt ej, der er fortsat et hav af breakdowns, selvom Aphyxion er blevet lidt pænere i betrækket. ”Heavy Shadows” har en lækker industrial-lyd, som allerede brager igennem i starten af sangen med de tunge og rungende guitarchugs, der rammer direkte i mellemgulvet. Generelt har hele Ad Astra fået en lille industrial-indsprøjtning, som gør, at albummet har et ekstra meget forvrænget og synth-lignende elektronisk lydlandskab, end man er vant til at høre fra bandet. Det er faktisk noget, der klæder albummet det meste af tiden.

Lyrikken kredser meget om det, som Aphyxion altid har været kendt for: det samfundskritiske, som på ”Neon Billboards” og ”Anomalies”, eller de personlige indre kampe som i ”Heavy Shadows”. Så det er ikke her, der er noget nyt at hente – det nye består i, hvordan det leveres. Jessens og Vahls forbedrede vokalarbejde gør, at de er blevet endnu bedre til at supplere og støtte hinanden i sangene, hvilket netop også har muliggjort, at Ad Astra får en fed iørefaldende dynamik.

Mod stjernerne og det uendelige univers?

Jeg sidder efterladt med en irriterende følelse som anmelder. Langt hen ad vejen burde jeg ikke holde af dette album, da jeg synes, det er for poleret, og objektivt adskiller det sig ikke fra så meget andet i metalcore-genren. Fejler mine bedømmelsesevner mig helt? På en eller anden måde formår Aphyxion at gøre det så catchy, så energisk og så lige ud ad landevejen, men samtidig forunderligt kompliceret – det er med små tricks som deres industrielle indsprøjtning og brug af features, som vinder mig over. Udover det, så det bare virkelig lækker sangskrivning med hooks og omkvæd, som brænder sig fast i hjernen, og man får bare lyst til at gå ud at have en fest med Ribegutterne og brænde dansegulvet ned sammen med dem. Jeg må bøje mig og tage hatten af for gutterne, som på trods af min skepsis giver mig lyst til at hoppe med på rejsen mod stjernerne. Det her slår ikke Void som sammenhængende værk, men det virker heller ikke, som om der prøves på det. Aphyxion vil gøre noget nyt og udvikle deres lyd, som det passer dem. De vil have lytteren med ombord til den rejse og fest – og en fest, det er det!