Japanske darlings
Danske H.E.R.O. har de seneste par år oplevet stor succes i Japan med topplaceringer foran kendte internationale stjerner, men herhjemme har de ikke helt slået igennem på samme måde. Hvad kan det skyldes? Måske kan det have noget at gøre med, at mange metalhoveder per automatik er hurtige til at feje bands væk, som spiller den poppede, men hårde rock, fordi det føles påtaget og ikke autentisk, for er de the real deal? Vi har set det med Nickelback, der nærmest er skabt et globalt had til, og som virkelig formår at dele vandene mellem tusinder af rockfans. Måske kan det have noget at gøre med den musikalske metervare, der er påfyldt af de samme tematikker og klicheer. Enten er man til det, eller også er man ikke. Nu er H.E.R.O. tilbage med BAD BLOOD, og de formår at smede, mens jernet er varmt. Det er kun et år siden debuten HUMANIAC udkom, men intet har ændret sig på album nummer to. Om det så er en god eller dårlig ting vil vise sig.
En tur i automaten
Det er svært at skelne debuten fra BAD BLOOD, og det er vel også begrænset, hvor stor en udvikling man kan gennemgå, når man skal indspille to fuldlængdealbums på et års tid. Men spørgsmålet er, om man så vil have mere af det samme? Der må undertegnedes svar være nej. Det er, som om den samme formular bliver anvendt igen og igen. Man kan næsten forestille sig et stort tegnebræt, hvor det skal noteres hver gang, man kommer på et element, der kunne være bærende i et rigtigt stadionrocknummer, så også hr. og fru Danmark kan være med. Her kan tælles elektroniske beats, falset, enkelte rockede passager, træk tempoet ned i c-stykket, op igen i omkvædet, en snært af vocoder- og a cappella-stykker. Og outcome er blevet 10 lettere anonyme sange, som hverken gør fra eller til, og som kun indeholder enkelte musikalske afvigelser hele albummet igennem. Denne plade er så klichefyldt på alle parametre, selv når det kommer til lyrikken med ord som ”fire” der rimer på ”desire”, og det sker ikke kun en gang.
Bandet kommer heller aldrig til sin ret, det er forholdsvis simple ligeud ad landevejen guitarriffs, klassisk pop BPM, og de rockede passager sætter sig ikke fast, fordi det er de digitale fløde-falset-stykker der er de mest mindeværdige, og derfor er den som rockplade dårlig solgt. Men ret skal være ret, og enkelte steder er der dog afvigelser fra tegnebrættet. Dette sker eksempelvis på ”BAD BLOOD” hvor vi får fin guitarsolo, og på nummeret ”LDS”, som i sangens intro har de 20 hårdeste sekunder på albummet. Men grundformen er til stede på alle numrene; enten noget meget poppet, eller noget meget rocket. Der bliver ikke satset, der bliver ikke gået planken ud, og man savner noget sjæl og musikalsk integritet, der ikke lyder, som om man har puttet forskellige outputs ind og spillet russisk roulette. Positivt er det dog, at produktionen er virkelig lækker, og instrumenter og effekter kommer alle til sin ret.
Det ene, det andet eller begge?
Jeg kan godt forstå, at H.E.R.O. har opnået en vis succes. De har et godt hold bag sig, og man får lidt af det hele. Men på BAD BLOOD får man bare mere af det hele, og til sidst bliver det bare så meget, at man bliver overfyldt. Hvor vil de hen med det? Det, der adskiller bandet her fra alle andre masseappellerende mainstream produktioner, er, at der bliver brugt rigtige instrumenter. Det meste af tiden, altså. Sangene er i og for sig okay, det er bare noget, man har hørt før, og man savner noget kant og bid. Hvis man både satser på at gøre musikken mere poppet og samtidig mere rocket, tror jeg, at man tager munden for fuld, og så bliver det bare endnu en tur på tegnebrættet.