Skyggen af tvivl

Med første del af sommerferien vel overstået er tiden inde til at få bugt med de værste hængepartier. Her bør Shadow of Intents femte fuldlængde, Imperium Delirium, uden tvivl prioriteres. Albummet lander oven i en periode, hvor kvartetten fra Connecticut har besøgt Danmark hele to gange på blot otte måneder – først på Copenhell 2024 og siden med Cattle Decapitation som co-headliner i Amager Bio. I begge tilfælde lød dommen fra Heavymetal.dk: en teknisk overlegen, men følelsesmæssigt flad oplevelse. En høflig og energisk Ben Duerr trak op, mens resten af bandet leverede en mekanisk præstation uden den nødvendige gennemslagskraft. Klip til Imperium Delirium – en skive, der i den grad påkalder sig opmærksomhed og samtidig rejser spørgsmålet: Hvornår bliver ambition til overflod?

Deathcore med delirium og dirigentstok

Uden en ekstern producer eller et label har Shadow of Intent sædvanen tro haft frie tøjler, og resultatet er lige så kompromisløst, som man kunne forvente. Bevares, det er da nemt at forstå fristelsen: Når nu teknikken, ambitionerne og fanskaren er til stede, hvorfor så ikke gå all in? Men de 55 minutter fordelt på 12 numre bliver desværre mere en udmarvende march end en medrivende rejse – ikke, fordi materialet fejler noget, men fordi det savner den uvildige skarphed, der kunne have løftet det fra imponerende til engagerende.

Åbneren “Prepare to Die” sætter ellers en fin standard gennem storslået symfonik, blastbeats og gutturale growls med samme tyngde som et Gatling-gevær. Produktionen er gennemarbejdet, men det hele er komprimeret til en grad, hvor de vokale nuancer indimellem forsvinder i mixet. Det er symptomatisk for albummet som helhed: kompetent, men også lettere klaustrofobisk. Her fremstår “Infinity of Horrors” som en labyrint af skiftende rytmer og tempofyldte breakdowns, hvor den tekniske flair er tydelig, men det overordnede flow lider under for mange afbrydelser. Man får fornemmelsen af en kreativ legeplads, hvor idéerne ikke får lov at bundfælde sig, hvilket i højere grad udfordrer tålmodigheden, snarere end det fastholder interessen.

Der er dog indtil flere numre, der skiller sig positivt ud og giver albummet tiltrængt luft. “They Murdered Sleep” er et af dem: dynamisk, dramatisk og præget af variation, vokalt såvel som strukturelt. Også “Feeding the Meatgrinder”, hvor Cannibal Corpses George ‘Corpsegrinder’ Fisher brøler med, tilfører tyngde, personlighed – og et lunt smil, hvis man som undertegnede har en særegen præference for lyden af boomere, der bjæffer ned i en cementblander. Det er netop disse numre, hvor Shadow of Intent formår at balancere mellem ravage og raffinement. Hædrende omtale bør også gives til konkluderende “Imperium Delirium” for at levere nøjagtig den ekstremmetalliske storytelling, som fanscenen elsker og hungrer efter. Det bliver monumentalt og emotionelt uden at kamme over i kliché eller gå på kompromis med sit oplæg.

En mastodont med muskler og enkelte mangler

Shadow of Intent skal (om noget) have ros for deres virkelyst og skabertrang. Imperium Delirium er et album, der tør, vil og kan det meste – men også et album, der ikke altid kender sine begrænsninger. Når det virker, er det både medrivende og voldsomt veludført. Når det ikke gør, føles det som at løbe spidsrod gennem et rum spækket med idéer, men uden tilstrækkelig plads til, at de kan ånde endsige begynde at spire. Det samlede indtryk? En imposant udladning af kraft og komposition, der med lidt strammere disciplin kunne have stået som noget ganske særligt. Et solidt album fra et orkester, der er tæt på at finde den rigtige formel, men som måske også efterhånden kunne profitere af at træde ud af ekkokammeret.