Værdi er subjektiv

Er værdiløse genstande ondsindede eller godartede? Og er der i det hele taget noget, som objektivt set er værdiløst? Visne blade omdannes til næringsstoffer for planter, de mugne vindruer bagerst i dit køleskab kan bruges som gødning, og selv din snotdumme kollega producerer alligevel CO2, som kontorplanterne omdanner til ilt. Din kollega er selvfølgelig stadig dum, vindruerne tager pladsen for øl, og de visne blade skal fejes væk fra terrassen. Så dybest set afhænger genstandes værdi og deres moralske og etiske orientering af øjnene, der ser. Amerikanske Pissgrave har dog ikke meget til overs for det værdiløse og vurderer det ondsindet på deres seneste plade Malignant Worthlessness.

Grimt, grumt og fokuseret

Som i de foregående 12 år så gør Pissgrave sig stadig i voldsomt upoleret og afsindigt vred dødsmetal, der bestemt ikke er bleg for at skæve til både grinden og war metallen.

Sammenlignet med Posthumous Humiliation og Suicide Euphoria så er Pissgrave anno 2025 dog en noget mere fokuseret og målrettet størrelse. Misforstå mig ret, Pissgrave tager stadig ingen gidsler, og åbneren “In Heretic Blood Christened” er stadig hæsblæsende badesaltsdød, der rammer som en vildfaren klyngebombe i et villakvarter. Midt i kaosset ligger der et væld af solide grooves og grumme velskrevne Ascended-Dead-voldtager-Morbid-Angel-riffs. Titelnummeret demonstrerer også på glimrende vis, hvor meget kvartetten har rykket sig. Nok gentages den samme skæve dissonante riff- og rytmestruktur flere gange, end Friends har været genudsendt, men nummeret rammer plet ned i den dejlige og ekstremt ubehagelige følelse, som genren er kendt for. Netop ubehagelig er nok også ordet, som beskriver Pissgrave bedst. For selvom “Heaping Pile of Electrified Gore” er en fremragende og ubetinget kærlighedserklæring til 80’er-thrashen, så har du stadig fornemmelsen af at være til middag hos familien Sawyer fra The Texas Chainsaw Massacre. Endnu bedre bliver det på "Lamentation of Weeping Wounds”. Badesaltenes had flyder stadig i årene, men måden hvorpå specielt riffet trækker nummeret fra fysisk vold til psykisk terror, er som at se filmen Wrong Turn langsomt forvrænges til The Poughkeepsie Tapes på en så gruopvækkende måde, at du ikke kan fjerne blikket fra det. 

Noget, det til gengæld er nemt at fjerne, ikke bare blikket, men hele sin person fra, er “Dissident Amputator” og “Internment Orgy”. Førstnævnte prøver ihærdigt at gentage titelnummerets succes, men resultatet minder mest af alt om en kedelig duet mellem en stavblender og en minihakker. Og “Internment Orgy” vil gerne lige give thrashen og proto-døden et skud mere, men det eneste imponerende ved nummeret er, hvor mange gange man kan gentage sig selv på to og et halvt minut. Nu Pissgrave har to vokalister, så kunne det være lidt lækkert, hvis balancen var lidt mere lige end ti procent sumpmonster og 90 procent steroide-pumpet Anders And.

Ondsindet, men ikke værdiløs

Et par kedelige numre og ujævn vokalbalance til trods så er Malignant Worthlessness klart Pissgraves bedste udgivelse. Kaosset og vreden fra baggårdsnarkoen lever i bedste velgående, men bandets større fokus på dissonans, stemning og generelt sangskrivningens håndværk gør pladen til en dejlig gruopvækkende oplevelse.